Temadagene om forskning og forvaltning af fugle og pattedyr arrangeret af Institut for Ecoscience/DCE, Aarhus Universitet er en tilbagevendende begivenhed, der sætter fokus på aktuelle emner i relation til forvaltningen af fugle og pattedyr i Danmark.
Baggrunden er den kontrakt, som Aarhus Universitet har med Ministeriet for Grøn Trepart om forskningsbaseret myndighedsrådgivning inden for arts-, jagt- og vildtforvaltning.
De mange deltagere til disse temadage vidner om et meget stort behov for at præsentere og udveksle erfaringer og synspunkter om emnerne.
Afholdtes den 6. november 2025 i Aarhus.
Jagt og regulering handler om at nedlægge vilde dyr, men har forskellige formål og lovgivningsmæssige ophæng. Jagten skal være bæredygtig, mens regulering har til formål at fjerne enkeltindivider eller reducere bestande for at mindske skader og gener. Jagt og regulering kan også være afgørende for opnåelse af forvaltningsmæssige målsætninger. På temadagen stillede vi derfor skarpt på, hvordan jagt og regulering praktiseres i forhold til lovgivningens formål, og hvordan de danske jægere kan bidrage til at indfri forvaltningsmål. Vores førende eksperter belyste emnet med skarpe oplæg med mulighed for efterfølgende debat.
Som sædvanligt inviterede vi til fællesspisning umiddelbart efter temadagen. Rigtig mange deltog også i denne del af arrangementet.