Vi arbejder med at opbygge og vedligeholde en omfattende viden om dyrenes basale biologi og interaktioner med menneskelige aktiviteter. I Danmark arbejder vi mest med spættet sæl, gråsæl og marsvin, hvor bestandsudviklingen overvåges løbende. Denne viden danner grundlaget for forvaltningen af havpattedyr, konsekvensvurderinger af fremtidige ændringer af havmiljøet og vurdering af effekten af tiltag, der skal beskytte havpattedyr.
Vi har løbende projekter med andre arter i dansk farvand, heriblandt vågehvalen og hvidnæset delfin. I Grønland arbejdes bl.a. med ringsæl, hvalros, hvidhval og narhval. Desuden arbejder vi med isbjørn, som også regnes med blandt havpattedyrene.
Danmarks eneste ynglende hvalart har fået stor betydning i vores forskning af bevarelse af hvaler verden over. Både i forbindelse med bifangst og støjgener, men også i forbindelse med fysiologi og adfærd. Det almindelige marsvin er en af verdens mindste hvaler. Det er svært at se forskel på størrelse og køn hos marsvin, men undersøgelser har vist at mor og unge følges ad i mindst et år, og at unge og ældre hanner ofte svømmer sammen, ligesom grupper af unge dyr kan ses sammen.
Phocoena phocoena
Foto: Signe Sveegaard ©
Vores forskere har specialiseret sig i at forske i marsvin, deres biologi, levevis, udbredelse og vandringer samt problematikken omkring marsvin, der drukner i garnfiskeri. I dette arbejde har vi kvalificeret os i en række forskellige teknikker som mærkning af dyr med bl.a. satellitsendere og akustiske dataloggere, tællinger fra fly og båd, registrering af marsvinets ekkolokaliseringslyde med akustiske instrumenter samt genetiske undersøgelser. Læs mere om vores projekter og find information om vores tekniske udstyr samt kompetencer under Forskningsfaciliteter.
Det danske navn mar-svin, betyder egentligt hav-svin.
Phocoena kommer af Phocaena, som oprindeligt blev givet, fordi man syntes marsvinet lignede en sæl, som hedder på latin hedder Phoca.
Harbor Porpoise.
Porpoise kommer af det latinske: porcus piscis, som betyder svinefisk.
Marsvinet er som alle andre hvaler utrolig godt tilpasset livet i vand. De er torpedoformede og har glat hud uden hårvækst for at minimere modstanden, når de svømmer. Deres næsebor er desuden rykket op oven på hovedet, hvilket giver dem en stor fordel, hvis de hurtigt skal op og trække vejret. For eksempel midt under en jagt. Marsvinets meget muskuløse haleparti giver dyret en kraftig fremdrift, mens brystfinnerne og rygfinnen sørger for stabilitet og giver dyret fremragende manøvreegenskaber i vandet. Marsvinet kan være neddykket i op til 10 minutter og kan nå bunden overalt i de danske farvande, men foretrækker ofte kortere dyk på 1-3 minutter.
Hovedet er kort og afrundet, de 2 brystfinner er bagudrettede, og rygfinnen er lille og trekantet. Halefinnen sidder vandret og bruges som hos andre hvaler til at skabe fremdrift i vandet, mens brystfinnerne bruges til at styre med. Ryggen er gråblå til gråsort, mens maven er meget lysegrå eller helt hvid.
Marsvin bliver højst 20 år gamle i naturen. På grund af deres korte levetid bliver de relativt hurtigt kønsmodne. Hannerne bliver kønsmodne ved en længde på cirka 130-140 cm i en alder af 2-3 år. Hunnerne bliver kønsmodne ved en længde på ca. 140-150 cm i en alder af 3-4 år.
Som alle tandhvaler har marsvinet et veludviklet sonarsystem, som det blandt andet bruger til at lokalisere bytte med. Sonarsystemet fungerer ved, at marsvinet sender meget højfrekvente og stærke lydbølger ud gennem en fedtklump i panden. Fedtklumpen, som kaldes melonen, samler lydbølgerne til en stråle. Når strålen for eksempel rammer en fisk, kastes lydbølgerne tilbage. Gennem underkæben, der er i forbindelse med øret, kan marsvinet opfange refleksionerne og derved bestemme retning og afstand til byttet. Samme princip ses hos flagermus, som er den eneste anden dyregruppe, der benytter dette princip.
Marsvin har en meget varieret kost, afhængig af hvilke typer byttedyr der er, det sted de lever. De spiser en lang række fisk, heriblandt torsk, sildefisk, fladfisk m.m., men tager også små blæksprutter. Man har tidligere troet, at marsvin fangede det meste af deres bytte i de frie vandmasser. Men ny forskning har vist, at de bruger meget tid på at gennemrode havbunden med snuden for at fange de fisk, der gemmer sig her.
Marsvinene parrer sig i sensommeren, og hunnen er drægtig i cirka 11 måneder. Herefter føder hun en unge på 70-80 cm, der vejer godt 10 kg. Ungen dier hos moderen i op til 11 måneder, og de fleste kønsmodne hunner føder en unge hvert år.
De områder, som marsvinet foretrækker i Danmark, er kystnære eller andre lavvandede områder på mindre end 200 meters dybde.
Marsvinet er Danmarks mindste og mest talrige hval, men er meget sky af natur. Det gør det svært at følge dyrets adfærd. Marsvinet lever alene eller i små flokke på normalt 2-5 dyr, dog kan de større forekomme i større grupper. I hele Nordsøen har forskere beregnet, at der lever ca. 200.000 marsvin. I de indre danske farvande lever omkring 20.000 dyr, der sandsynligvis kun har begrænset kontakt med dyrene i Nordsøen og Østersøen. I Østersøen er bestanden beregnet til at ligge på 100-1000 individer.
Det almindelige marsvin findes på hele den nordlige halvkugle fra Marokko i syd til Nordnorge i nord. I Danmark er marsvinet almindeligt i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat samt bælterne, hvorimod det er ret sjældent i Øresund og i farvandet omkring Bornholm.
Marsvinet forekommer i flere adskilte populationer i Nordatlanten, bl.a. langs USA's og Canadas østkyst, i Vestgrønland, Island, Færøerne, Afrikas Vestkyst, Nordsøen, de indre danske farvande og i Østersøen. Desuden findes der en isoleret population i Sortehavet. Marsvinet ses kun meget sjældent i Middelhavet.
Den spættede sæl indgår i projekter og årlige overvågningsprogrammer, som skal være med til at give et overblik over bestanden, både med fokus på at frede områder, fiskeri interaktioner og helbred. Den spættede sæl er Danmarks almindeligste sælart. Den holder til mange steder i Danmark, hvor der sjældent kommer mennesker og forstyrrer. Den findes i Skagerrak, Kattegat, Limfjorden, Øresund, Østersøen og Vadehavet. Tællinger fra år 2015 viser, at der lever ca. 17.000 spættede sæler i Danmark.
Phoca vitulina
Foto: Anders Galatius
Spættede sæler kan blive op til 1,5 m og veje op til 100 kg.
Vore forskere har specialiseret sig i at forske i sæler, deres biologi, levevis, udbredelse og vandringer samt problematikken omkring sæler og fiskeri. I dette arbejde har vi kvalificeret os i en række forskellige teknikker som mærkning af dyr med bl.a. satellitsendere og akustiske dataloggere, tællinger fra fly og båd samt genetiske undersøgelser. Læs mere om vores projekter og find information om vores tekniske udstyr samt kompetencer under Forskningsfaciliteter.
Navnet hentyder til pelsens spættede farvetegninger, og i Grønland kaldes denne sæl også for spraglet sæl. Selve ordet sæl kommer formodentlig fra et gammelt tysk ord, som betyder "den, der slæber sig af sted".
Phoca betyder sæl, mens vitulina betyder kalv. Den spættede sæl har også været kendt som sø-kalven eller sø-hunden.
Harbor seal, Harbour seal og common seal
Den spættede sæl hører til gruppen af ægte sæler. Særligt for ægte sæler er, at den har kortere luffer, mangler ydre øre, og kommer frem på land ved at mave sig afsted. De kan ikke bukke halen op under sig, som man kender det fra søløverne.
Pelsen er lysegrå til gråbrun med hvide og gråsorte pletter på oversiden, farven bliver lysere ned mod maven.
Spættet sæl har under sin fostertilstand en langhåret hvid pels, en såkaldt embryonalpels, som i modsætning til ringsælen og gråsælens fældes, inden ungen bliver født. Den nye pels ligner de voksnes, og ungerne kan derfor følge moderen i vandet umiddelbart efter fødslen.
Den ældste spættede sæl, man kender, blev 36 år gammel. De bliver kønsmodne, når de måler 130 cm, med en alder på 3-5 år. De fleste kønsmodne hunner får én unge om året.
Som alle sæler lever den spættede sæl både på land og i vand. Det er i vandet, at sælen finder sin føde, og den har ingen problemer med at navigere rundt i de relativt lavvandede danske farvande, som sjældent overstiger 50 meter i dybde. Deres torpedoformede krop gør det muligt for dem at skyde en høj fart gennem vandet, hvor den bagerste del af kroppen står for fremdriften. De er oftest kun neddykket i 1-10 min af gangen.
På land er de langt mere kluntede, de maver sig frem med larveagtige bevægelser, og det er her, at de hviler sig, yngler og skifter pels. Man kan ofte se et stort antal af sæler samlet på land. På grund af deres kluntethed på land, bevæger de sig sjældent langt op på stranden, da de skal være klar til at flygte ned i deres foretrukne element igen.
Føde: Alle slags fisk samt blæksprutter og krebsdyr.
Parring: fra Juli-august
Drægtig: 10-11 måneder
Yngler: Juni-juli
Fældning: August
Den bestand af spættet sæl, som forekommer i Østatlanten, har et individantal på 100.000 - 140.000 sæler. De største bestande findes omkring Island, Shetlandsøerne, Orkneyøerne, the Wash i Østengland, Vadehavet, Skagerrak og Kattegat, og de mindre i Irland, Norge, Hebriderne, Skotland, Svalbard, Limfjorden og den vestlige del af Østersøen. Alene i de danske farvande er spættet sæl delt op i fire bestande. Det er: Vadehavet, Limfjorden, Kattegat, og vestlige Østersø, hvor Øresund hører til. Deres foretrukne leveområder er præget af sandstrande og rev omkring uforstyrrede småøer.
De sidste års forskning har bidraget til vækst i den danske population af gråsæler, som har været i tilbagegang over en lang årrække. Med mærkning og overvågning har vi været med til at gøre overlevelsesvilkårene for arten markant bedre. Gråsælen er Danmarks største sæl og er næstefter den spættede sæl også den mest almindelige sælart i Danmark. Hovedformen er det bedste kendetegn til at skelne de to arter. Gråsælen har en lige kegleformet profil, mens den spættede sæl har en mere hundelignende rund hovedfacon med en kort snude.
Halichoerus grypus
Foto: Anders Galatius
Vore forskere arbejder med sælers biologi, levevis, udbredelse og vandringer samt problematikken omkring sæler og fiskeri. I dette arbejde benytter vi en række forskellige teknikker som mærkning af dyr med bl.a. satellitsendere og akustiske dataloggere, tællinger fra fly og båd samt genetiske undersøgelser. Læs mere om vores projekter og find information om vores tekniske udstyr samt kompetencer under Forskningsfaciliteter.
Gråsælens navn hentyder til den grå farvetone i pelsen, når den er tør. Selve ordet sæl kommer formodentlig fra et gammelt tysk ord, som betyder "den der slæber sig afsted".
Halichoerus stammer fra græsk og betyder sø- (halios) svin (choiros). Grypus stammer også fra græsk og betyder ørnenæse (grupos) og hentyder især til hansælens krumme næseryg.
Grey seal
Gråsælen hører til gruppen af ægte sæler. Særligt for ægte sæler er, at den har kortere luffer, mangler ydre øre samt kønsorganer og kommer frem på land ved at mave sig afsted. De kan ikke bukke halen op under sig, som man kender det fra søløverne. De reducerede lemmer hjælper dyret til at opnå en højere hastighed i vand og sænker varmetabet, når den er neddykket i det kolde vand.
Som navnet antyder, er pelsen som regel grålig med spredte mørke pletter, og bugen er ofte lysere end ryggen. Hannerne har ofte en mørkere fremtoning, og hos ældre hanner har snuden en let opadbuet næseryg til forskel fra hunnernes, der har en mere lige næseryg.
Hannen er omkring 1½ gang større end hunnen og kan blive over 2 m og veje op til 300 kg.
Som unge har gråsælen en næsten helt mælkehvid pels, som udskiftes med den rigtige sælpels efter 2-3 uger.
Gråsæler bliver kønsmodne, når de er omkring 4-5 år. De fleste kønsmodne hunner får én unge om året. Den maksimale levealder i naturen er 46 år for hunner og 44 år for hanner, men det hører sandsynligvis til sjældenhederne.
Gråsælen er ligesom andre sæler godt tilpasset til livet i vand, og med et 2-4 cm tykt spæklag kan de nemt holde varmen i det kolde vand. De har meget lange knurhår på hver side af munden. Disse bruges til at opfange vibrationer i vandet fra fx byttedyr. Denne funktion er især nyttig, når den jager på større dybder, hvor lyset ikke når ned. Som andre havpattedyr er gråsælen i stand til at holde vejret meget længere end landpattedyr, blandt andet på grund af dens evne til at oplagre mere ilt i musklerne og blodet. Den kan desuden lukke næsten helt af for blodtilførslen til de organer, der kan klare sig uden ilt, når den dykker.
Næsten alle slags fisk samt blæksprutter og krebsdyr.
Hunnen bliver gravid med sin første unge i 4-5 års alderen og føder herefter 1 unge om året. Man har dog fundet ud af, at ca. 60% af de nyfødte unger dør, inden de bliver et år gamle. Hannerne parrer sig først ved 8 års alderen. Den sene alder skyldes, at de unge hanner simpelthen ikke er store nok til at konkurrere med de fuldvoksne hanner om hunnerne. Det er da også først senere end 8 års alderen, at de er i stand til at danne og forsvare et harem.
Februar-marts (Østersøen), september-oktober (andre egne)
Hungråsælen føder en unge på land én gang årligt, og i de første 2½ uger efter fødslen lever ungen udelukkende af den fede mælk (fedtprocent på ca. 60%) og tager næsten 3 kg på om dagen. Dette gør, at den er i stand til at klare sig selv i en alder af 4-5 uger, og herefter begynder en ny parringssæson. De stærkeste hanner opretter harem med typisk 5-7 hunner i hvert og forsvarer disse hensynsløst. Hannen parrer sig gentagne gange med hunnerne og øger derved muligheden for at få flest mulige afkom.
I Danmark var gråsælen vidt udbredt indtil for ca. 100 år siden, men intensiv jagt udryddede arten helt. Heldigvis er arten i løbet af de sidste 15 år genindvandret, og man kan bl.a. se større grupper ved Rødsand, Christiansø og Læsø og enkelte individer eller små grupper ved kyster ved Anholt, Hesselø, Saltholm og i Vadehavet. I Østersøen har bestanden i en del år været negativt påvirket af fiskeri og miljøgifte, men i de senere år er der trods dette set en fremgang, og man mener, at bestanden er på omkring 40-50 tusinde i dag.
Gråsælen er udbredt i det tempererede bælte i Nordatlanten, hvor man i dag har kendskab til tre hovedbestande, hvor den største opholder sig i havet mellem De britiske øer, Island, Færøerne og Norge. Derudover findes gråsælen også langs Nordamerikas østkyst, hvor den er udbredt fra Labrador i Canada til Boston i USA. I 2014 var der cirka 100.000 dyr i dette område.
Gråsælen benytter sig gerne af at gå på land for at hvile, skifte pæls og yngle, og de mest foretrukne habitater på land er præget af klippekyst og sandstrand.
