Jordens klima ændrer sig. Det bliver varmere. I løbet af de seneste godt 100 år er Jordens temperatur i gennemsnit steget omkring 0,6 °C. Det lyder jo umiddelbart ikke af meget, men mange steder kan man allerede nu se resultatet af det varmere klima. Træerne springer ud tidligere end normalt, vintrene er mildere, gletscherne trækker sig tilbage, og vi ser nye arter af dyr og planter som normalt lever længere sydpå.
Øget drivhuseffekt er den vigtigste årsag til at temperaturen på Jorden stiger. Øget drivhuseffekt opstår fordi menneskelige aktiviteter resulterer i at der dannes såkaldte drivhusgasser (kuldioxid CO2 fra energiproduktionen samt metan og lattergas fra landbrugsproduktionen). Drivhusgasserne blandes op i atmosfæren, og lægger sig i et lag omkring Jorden.
En del af Jordens varme forsvinder op gennem atmosfæren og videre ud i rummet i form af såkaldte varmestråler. Drivhusgasserne reflekterer varmestrålerne og sender dem tilbage til Jorden. Efterhånden som laget af drivhusgasser bliver tættere, reflekterer det en større del af de varmestråler som tidligere kunne passere gennem atmosfæren og videre ud i rummet. Resultatet er at Jorden ikke længere kan slippe af med lige så meget varme som tidligere. Det er grunden til at temperaturen på Jorden stiger. Specielt de seneste 50 år er dannelsen af drivhusgasser på grund af menneskelige aktiviteter steget kraftigt, og det har forstærket drivhuseffekten.
Klimaforskerne bruger modeller til at forudsige hvordan Jordens klima vil udvikle sig. Klimamodellerne er bygget op af oplysninger om de elementer som har betydning for klimaet, fx atmosfæren, oceanerne, havstrømme, is og sne samt landoverflader. Modellerne bliver hele tiden mere komplekse, og analyserne af fremtidens klima foregår på store computersystemer.
Forskerne kan få realistiske bud på fremtidens klima ved at fodre klimamodellerne med forskellige forudsigelser om hvordan Jordens befolkning, energiforbrug, teknologi, produktion m.m. udvikler sig. De mest avancerede klimamodeller forudser, at temperaturen på Jorden i gennemsnit vil stige mellem 1,4 og 5,8 °C i løbet af de næste ca. 100 år alt efter hvordan Jordens samfund udvikler sig. Nogle af konsekvenserne er at de store ismasser ved Arktis og Antarktis begynder at smelte, Jordens luft- og havstrømme ændrer sig, vandstanden i havene stiger, der kommer mere nedbør nogle steder og tørke andre steder, og vejret vil blive mere ekstremt.
På Aarhus Universitet arbejder vi hele tiden på at øge vores viden om klimaændringernes betydning for det arktiske økosystem og for plante- og dyrelivet i Grønland.
Instituttet er via DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi primus motor i det biologiske overvågningsprogram, BioBasis, ved Zackenberg i det højarktiske Nordøstgrønland. BioBasis er en af de mest omfattende terrestriske (på landjorden) undersøgelser af biologiske effekter af klimaændringer i Arktis.
Vi deltager desuden i overvågningsprogrammet GeoBasis der varetager overvågningen af det fysiske miljø ved Zackenberg i det højarktiske Nordøstgrønland. Instituttet deltager endvidere i overvågningsprogrammet GeoBasis der varetager overvågningen af det fysiske miljø ved Nuuk i det lavarktiske Vestgrønland. Alle oplysninger indsamlet gennem BioBasis og GeoBasis ved Zackenberg er offentligt tilgængelige og kan findes på hjemmesiden www.zackenberg.dk
Vi undersøger og overvåger arktiske marine økosystemers struktur og funktion, specielt med henblik på at kunne vurdere effekter af klimaforandringer. Afdelingen deltager bl. a. i det marine overvågningsprogram, MarinBasis, ved Zackenberg i Nordøstgrønland. Instituttet undersøger desuden arktiske søers økologi, specielt med henblik på at kunne vurdere effekter af klimaforandringer.
Institut for Miljøvidenskab foretager undersøgelser og overvågning af lufttransporterede miljøgiftes veje til og deposition (nedfald) i det arktiske miljø samt undersøger og overvåger niveauer af miljøgifte i forskellige arktiske medier (jord, vand, is) og organismer.
Instituttet deltager i det tværfaglige naturovervågnings- og forskningsprogram ved Zackenberg i Nordøstgrønland. og i Nuuk/Kobbefjordområdet i Sydgrønland. Formålet med forskningsprogrammet er at undersøge og overvåge effekter af klimaforandringer på højarktiske terrestriske og marine økosystemer.
GEM er et intensivt interdisciplinært studie af effekterne af klimaforandringer på marine og terrestriske økosystemer ved to lokaliteter i Grønland, nemlig Zackenberg som ligger i det høj-arktiske nordøst Grønland og Nuuk som ligger i det lav-arktiske vest Grønland.
Disse studier udføres i samarbejde med en række danske og grønlandske institutioner. Mere information omkring disse programmer kan findes på www.zackenberg.dk og www.nuuk-basic.dk eller ved at kontakte Zackenberg Sekretariat og Nuuk Basic Sekretariat
BioBasis varetager overvågningen af de biologiske komponenter i de integrerede miljøovervågningsprogrammer Zackenberg Basic (ZERO) i det højarktiske Nordøstgrønland og Nuuk Basic (NERO) i det lavarktiske Vestgrønland, som koordineres under Greenland Ecosystem Monitoring (GEM). BioBasis Zackenberg varetages af Aarhus Universitet, mens BioBasis Nuuk varetages af Grønlands Naturinstitut og Aarhus Universitet.
BioBasis overvåger en lang række organismer og processer i både det terrestriske og limniske miljøer, og dokumenterer således år-til-år variationen og den langsigtede tendens i en række parametre, med hovedvægten lagt på tætheder, fænologi, reproduktion og prædation. En uddybende beskrivelse af de enkelte elementer og deres målefrekvens for BioBasis Zackenberg og BioBasis Nuuk kan findes på hjemmesiden www.g-e-m.dk.
BioBasis Zackenberg i det højarktiske Nordøstgrønland blev igangsat i 1995, mens BioBasis Nuuk i det lavarktiske Vestgrønland blev igangsat i 2007. Programmerne er finansieret af Miljøstyrelsen.
GeoBasis varetager overvågningen af det fysiske miljø i de integrerede miljøovervågningsprogrammer Zackenberg Basic (ZERO) i det højarktiske Nordøstgrønland og Nuuk Basic (NERO) i det lavarktiske Vestgrønland, som koordineres under Greenland Ecosystem Monitoring (GEM).
GeoBasis overvågningsprogrammerne er i øjeblikket implementeret to steder: i det højarktiske Nordøstgrønland i Zackenberg, og i det lavarktiske Vestgrønland i Kobbefjorden nær Nuuk.
Formålet med GeoBasis er langsigtet indsamling af data fra terrestriske og hydrologiske variabler, der beskriver dynamikken i det fysiske miljø i såvel lavarktis som højarktis. Indsamlede data anvendes til at forbedre de nuværende modelprognoser for fremtidige ændringer i de arktiske, terrestriske økosystemer og kvantificere feedback-mekanismerne fra de arktiske økosystemer til klimaet.
GeoBasis programmet er opdelt i flere delprogrammer: Sne og permafrost overvågningen omfatter målinger til modellering af snedække, vegetation, meteorologiske målinger, aktivlagsdybde osv. Kulstof-flux overvågningen omfatter målinger af CO2-og CH4-flux mellem tundraen og atmosfæren ved hjælp af eddy-covariance teknikker og automatiserede kamre. Jordfugt og jordvandskemi overvågningen omfatter prøvetagning af jordvand fra de karakteristiske vegetationstyper og herigennem følge transport og tilgængeligheden af næringsstofferne. Hydrologi og sedimenttransport overvågningen omfatter målinger af elvens vandføring og transport af sediment, opløst og organisk stof. Geomorfologi overvågningen omfatter målinger af dynamikken i udvalgte kystområder og periglaciale landskabselementer.
Feltsæsonen er afhængig af lokalitet fra slutningen af april/maj, når sneen begynder at smelte til slutningen af oktober når frosten har sat ind igen. Mange automatiserede systemer sikrer dog overvågning af snedække, meteorologi og hydrologi året rundt.
GeoBasis Zackenberg i det højarktiske Nordøstgrønland blev igangsat i 1995, mens GeoBasis Nuuk i det lavarktiske Vestgrønland blev igangsat i 2007. Programmerne er finansieret af Energistyrelsen.
I 2013 publicerede CAFF (Arktisk Råds arbejdsgruppe for beskyttelse af arktisk flora og fauna) en 674 siders statusrapport for alt liv i Arktis, Arctic Biodiversity Assessment.
Samtidig udkom en rigt illustreret Syntese for policymakers og offentligheden, og syntesen er siden oversat til både dansk og grønlandsk.
Seniorforsker, dr. scient. Hans Meltofte, Aarhus Universitet, var hovedredaktør på rapporten, som det tog seks år at udarbejde. Fakta om syntesen:
Hele rapporten og meget andet relateret materiale er tilgængelig på http://www.arcticbiodiversity.is
