Aarhus Universitets segl

Projekt Biowide

Biowide (Biodiversity in Width and Depth) er den hidtil grundigste udforskning af Danmarks landbaserede biodiversitet. Dansk biodiversitet er tidligere blevet kortlagt i Atlas-undersøgelser eller undersøgelser og eksperimenter med fokus på interessante eller beskyttede bestande eller lokaliteter. I Biowide har vi undersøgt alle tænkelige typer af levesteder og alle tænkelige typer af planter, svampe og dyr – enten direkte ved observation af arter, eller indirekte ved sekvensering af DNA-rester i jordbunden.

Finansiering og dataindsamling

Projektet blev finansieret af Villum Fonden og løb i perioden 2014-2018.

I løbet af fire år blev 130 prøvefelter på 40 × 40 meter undersøgt til bunds, med undtagelse af hvirveldyr, som ikke kunne repræsenteres meningsfuldt på denne skala. Prøvefelterne dækkede naturlige gradienter i produktivitet, fugtighed og forstyrrelse suppleret med felter, som repræsenterede dyrkede økosystemer såsom plantager og marker.

I felterne indsamlede vi miljø- og artsdata (planter, mosser, laver, svampe og insekter) samt DNA-data fra jordprøver. Data blev brugt til at teste fundamentale økologiske principper og dermed styrke grundlaget for evidensbaseret naturbevaring.

Økologisk rum og nye værktøjer

Den styrende hypotese for design og indsamling af data i Biowide har været, at det må være muligt at beskrive det økologiske rum, som biodiversiteten folder sig ud i, og bruge egenskaberne ved dette økologiske rum til at forudsige variationen i biodiversiteten (Brunbjerg et al. 2017).

Samtidig har Biowide bidraget til at udvikle og validere moderne værktøjer til at kortlægge biodiversitet ved hjælp af luftbåren laser scanning (LiDAR) og miljø-DNA (Thers et al. 2017, Frøslev et al. 2017) og metoder til at estimere unikheden af biodiversiteten i et område (Ejrnæs et al. 2018).

Artsdata

Artsdatafilen indeholder 36.323 observationer af 5.464 taxa i de 130 prøveflader. Nogle observationer er bestemt på et højere taksonomisk niveau end art, men alligevel medtaget fordi de bidrager til artsrigdommen i prøvefladerne. Der er fundet flere arter i forskningsprojektets levetid, end dem, der præsenteres i datasættet – men vi har kun medtaget arter, som er færdigbestemt og som har været inventeret og bestemt med samme indsats i alle 130 prøveflader.

I projektperioden blev der fundet ca. 140 nye arter for landet. Ved siden af den traditionelle inventering sekvenserede vi jordprøver og malaise-fangster for DNA, og denne diversitet er ikke talt med her.

Adskillige publikationer fra projektet er allerede udgivet, og der er flere på vej.

Her på hjemmesiden har vi samlet den vigtigste information om prøvefelter, data og publikationer fra projektet. Du er velkommen til at downloade data og bruge dem i dine egne undersøgelser. Kontakt dog venligst projektleder Rasmus Ejrnæs, hvis du påtænker at bruge data til videnskabelig publicering.

Se Google Scholar-profilerne