Områdernes geografiske placering præsenteres og en flyvetur over områderne giver mulighed for at få fornemmelse for topografien i de enkelte områder.
Vegetationskortene for hvert område præsenteres hvorefter data kan downloades til anvendelse.
De spektrale biblioteker præsenteres og forklaring til anvendelse gives.
Resultaterne af satellitsporingen af rensdyrenes migrationsmønstre præsenteres
Der gives en kort introduktion til den retrospektive analyse af AVHRR-datasættet. Det vil endvidere være muligt at downloade data til anvendelse i billedbehandlingsprogrammer.
Vegetationskortlægningen og indsamling af spektralsignaturer er foretaget i tre hovedområder på Grønlands Vestkyst hvorimod den respektive AVHRR-analyse dækker hele vestkysten fra Disko og ned til Kap Farvel.
De tre hovedområder samt AVHRR-analyseområdet er vist på nedenstående figur. Via figuren er der link til en nærmere beskrivelse af områder, placeringer af feltlokaliteter samt en virtuel flyvning i området.
Kangerlussuaqområdet med placeringen af de tre feltlokaliteter, Brayasø, Isunngua og Uutaap Kuua, er vist i ovenstående figur. Koordinaterne for hovedområdet og dermed dækningen af vegetationskortet er:
Længdegrad | Breddegrad | ||
Nordvestlige hjørne | 53°57'17" | 67°31'33" | |
Sydøstlige hjørne | 49°26'20" | 66°18'25" |
Placering af feltlokalitet
Lufthavn
Vegetationskortet er oprettet til UTM (WGS84), zone 22 med en pixelstørrelse på 25 m*25 m.
Placeringen af feltlokaliteterne fremgår ligeledes af figuren. Ved hver lokalitet er der foretaget 4 vegetationsanalyser med ITEX-rammer på mellem 4 og 8 forskellige overfladetyper. Nærmere beskrivelse af vegetationsanalyserne og feltlokaliteterne gives i rapporten.
Nuukområdet med placeringen af de fem feltlokaliteter, Itinnera, Kanassut, Kangerluarssunguaq, Qussuk og Ilulialik, er vist i ovenstående figur. Koordinaterne for hovedområdet og dermed dækningen af vegetationskortet er:
Længdegrad | Breddegrad | |
Nordvestlige hjørne | 52°13'23" | 65°18'50" |
Sydøstlige hjørne | 49°25'22" | 63°41'10" |
Placering af feltlokalitet
Lufthavn
Vegetationskortet er oprettet til UTM (WGS84), zone 22 med en pixelstørrelse på 25 m*25 m.
Placeringen af feltlokaliteterne fremgår ligeledes af figuren. Ved hver lokalitet er der foretaget 4 vegetationsanalyser med ITEX-rammer på mellem 4 og 8 forskellige overfladetyper. Nærmere beskrivelse af vegetationsanalyserne og feltlokaliteterne gives i rapporten.
Sydgrønlandsområdet med placeringen af de fire feltlokaliteter, Qassiarsuk, Tasiusaq, Vatnahverfi og Qaqortoq, er vist i ovenstående figur. Koordinaterne for hovedområdet og dermed dækningen af vegetationskortet er:
Længdegrad | Breddegrad | |
Nordvestlige hjørne | 46°34'48" | 61°32'25" |
Sydøstlige hjørne | 44°12'54" | 59°49'56" |
Placering af feltlokalitet
Lufthavn
Vegetationskortet er oprettet til UTM (WGS84), zone 23 med en pixelstørrelse på 25 m*25 m.
Placeringen af feltlokaliteterne fremgår ligeledes af figuren. Ved hver lokalitet er der foretaget 4 vegetationsanalyser med ITEX-rammer på mellem 4 og 8 forskellige overfladetyper. Nærmere beskrivelse af vegetationsanalyserne og feltlokaliteterne gives i rapporten.
Vegetationskortlægning er en vigtig del af undersøgelserne af levevilkårene for rensdyr, moskusokser og får i Vestgrønland. Vegetationsdækket er en af de vigtigste parametre for dyrenes overlevelse og eventuelle ændringer i sammensætning eller udbredelse af vegetationen antages at ville kunne påvirke bestandene. Vegetationskortlægningen giver:
På baggrund heraf kan for eksempel gennem satellitmærkningerne udføres nærmere at undersøgelser af rensdyrenes foretrukne græsningsområder.
I rapporten er vegetationskortlægningen beskrevet i detaljer og der henvises derfor til den før vedlagte data tages i brug. Kortlægningen er delt op på tre hovedområder:
Hele kortet (Klik for stort format - Bemærk!: 4,5Mb. Væsentligt større end skærmen og tager tid at load'e. Billedet er resamplet til halve størrelse men alligevel er det ikke muligt med så stort et billede at have overblik ligesom en legende heller ikke kan ses hele tiden).
Her vises en kort generel beskrivelse af overfladetyperne, som er kortlagt indenfor Kangerlussuaqområdet (Udf. af Pipaluk Møller Lund, Grønlands Naturinstitut).
(Følgende beskrivelse er udfærdiget af Pipaluk Møller-Lund, Grønlands Naturinstitut)
Den frodige tuede dværgbuskhede med stort indslag af mosser i undervegetationen findes på nordskråninger i indlandet. På svagt sydvendt og fladt terræn mangler mosserne, men begge steder dominerer dværgbuskene: blå-grå pil (Salix glauca), dværgbirk (Betula nana) og mosepost (Ledum palustre). I de tørre heder i indlandet kan alperose (Rhododendron lapponicum) forekomme med stor dækning. Ude ved kysten dominerer revling (Empetrum nigrum) i dværgbuskheden samtidig som mosebølle (Vaccinium uliginosum) optræder hyppigt.
Denne type findes typisk i højereliggende områder, med sparsomt plante-dække og sent afsmeltet snedække. I lavlandet findes den på afblæsningsflader, d.v.s. der hvor vind m.m. forhindrer de fleste planter i at gro. Typen domineres af mosser og laver, samt spredte urter og græsser, men det samle-de plantedække er meget lavt.
Græsland findes primært i fugtige lavninger eller på svagt skrånende terræn. Typiske arter i indlandet, hvor den største udbredelse findes, er engrapgræs (Poa pratensis), smalbladet kæruld (Eriophorum angustifolium), laplandsrørhvene (Calamagrostis lapponica), rank star (Carex bigelowii), kratrørhvene (Calamagrostis langsdorfii) samt urterne stilk-fladstjerne (Stellaria monantha), fjeld-hønsetarm (Cerastium alpinum), grønlandsk blåklokke (Campanula gieseckiana) og trefliget ranunkel (Ranunculus hyperboreus).
Kær forekommer typisk som små arealer langs vandløb, søer og i forsænk-ninger, hvorfor denne vegetationstype er vanskelig at kortlægge. Resultatet i denne kortlægning bliver en type, der også omfatter områder i skygge og generelt fugtige områder. Typens afgrænsning er derfor meget usikker. De dominerende slægter er star (Carex sp), kæruld (Eriophorum sp.) og rørhvene (Calamagrostis sp.), mosdækket er oftest stort, og plantedækket er op mod 100 %.
Op til to meter høje Salix glauca-krat forekommer fortrinsvis i indlandet på fugtig bund på svagt hældende skråninger. Nærmere kysten findes typen kun i stærkt hældende sydvendte skråninger. Grønlandspost (Ledum groenlandi-cum), revling (Empetrum nigrum)og dværgbirk (Betula nana) indgår i bund-vegetationen sammen med en del urter. I indlandet forekommer en mere tør udformning med dominans af græs i undervegetationen.
I indlandet er dværgbirk (Betula nana) den dominerende dværgbusk, mens mosebølle(Vaccinium uliginosum) og revling (Empetrum nigrum) dominerer længere ude, sidstnævnte dominerer fuldstændig hederne nærmest kysten. Buskene er sjældent over ½ meter høje, oftest krybende, og heden er typisk at finde på svagt skrånende terræn eller terrasser, hvor dræneringen er god. Tidligt udsmeltede snelejer med dominans af dværgpil (Salix herbacea) er også at finde indenfor denne type. Lavdækningen i heden varierer meget, i indlandet findes næsten ingen makrolaver, mens områder nærmere kysten kan have veludviklede makrolaver, som vokser som øer i dværgbuskheden. Disse laver er f.eks. fliget kruslav (Cetrariella delisei), snebægerlav (Cladonia stricta), stjernerensdyrlav (Cladonia stellaris), (Cladonia stygia), takket bægerlav (Cladonia crispata), sne-kruslav (Flavocetraria nivalis), islandslav (Cetraria islandica), fjeldkorallav (Stereocaulon alpinum), rank korallav(St. paschale) og mild rensdyrlav (Cladonia mitis)
Denne type er mest udbredt i indlandet på sydvendte skrænter. Græsser og spredte urter dominerer, f.eks. er arter som steppe-star (Carex supina), purpurrørhvene (Calamagrostis purpurascens), fjeld-hvene (Agrostis merten-sii) og klippepotentil (Potentilla hookeriana) almindelige. Enkelte steder inderst i landet findes på kalkrig grund stepper domineret af børste-kobresie (Kobresia myosuroides). Steppen grænser ofte op til tørre dværgbuskheder eller krat, hvorfor der kan findes spredte buske i steppen. Det samlede plan-tedække er lavt og mos- og lavdække mangler helt.
Hele kortet i JPEG-format (Klik for stort - bemærk!: 4.5Mb. Væsentligt større end skærmen og tager tid at load'e. Billedet er resamplet til halve størrelse men alligevel er det ikke muligt med så stort et billede at have overblik ligesom en legende heller ikke kan ses hele tiden).
Her vises en kort generel beskrivelse af overfladetyperne som er kortlagt indenfor Nuukområdet (Udf. af Pipaluk Møller Lund, Grønlands Naturinstitut).
(Følgende beskrivelse er udfærdiget af Pipaluk Møller-Lund, Grønlands Naturinstitut)
Omfatter alle hedetyper med dominans af dværgbuske. I indlandet vil man typisk finde blandingsheder på svagt skrånende terræn, mens de nærmere kysten også findes på fladt terræn og sydvendte skråninger. Dværgbuskene er sjældent over 1 meter høje, og arterne er typisk revling (Empetrum ni-grum), blågrå pil (Salix glauca), dværgbirk (Betula nana), mosepost (Ledum palustre) og grønlandspost (Ledum groenlandicum). Typen varierer meget i fugtighed og frodighed og omfatter åbne såvel som mere tætbevoksede he-der. På sydvendte skråninger kan der være indslag af urter.
Omfatter både store homogene lavflader med over 75% lavdækning og dværgbuskheder med mindre og spredt lavdække med makrolaver, som vokser som øer i dværgbuskheden. Disse arter er f.eks. fliget kruslav (Cetrariella delisei), snebægerlav (Cladonia stricta), stjernerensdyrlav (Cladonia stellaris), (Cladonia stygia), takket bægerlav (Cladonia crispata), snekruslav (Flavocetraria nivalis), islandslav (Cetraria islandica), fjeldkorallav (Stereocaulon alpinum), rank korallav(St. paschale) og mild rensdyrlav (Cladonia mitis). I indlandet er dværgbirk (Betula nana) den dominerende dværgbusk, mens mosebølle (Vaccinium uliginosum) og revling (Empetrum nigrum) dominerer længere ude, sidstnævnte dominerer fuldstændig hederne nærmest kysten. Buskene er sjældent over ½ meter høje, oftest krybende, og heden er typisk artsfattig og findes på svagt skrånende terræn eller terrasser, hvor dræneringen er god.
Denne type findes typisk i højereliggende områder, med sparsomt plante-dække og sent udsmeltende snedække. I lavlandet findes den på afblæsnings-flader, d.v.s. der hvor vind m.m. forhindrer de fleste planter i at gro. Typen domineres af mosser og laver, samt spredte urter og græsser, men det samle-de plantedække er meget lavt.
Denne type omfatter både overflader med dominans af græsser, halvgræsser og siv, og områder i ravinedale, langs med elve og sø- og strandkanter, hvor der er spredt vegetation. Det plantedækkede græsland dækker typisk større arealer i indlandet på fladt terræn mellem spredte buske og små arealer ved kysten i sydskråninger med god fugtighed. Typens afgrænsning er meget usikker.
Kær forekommer typisk som små arealer langs vandløb, søer og i forsænk-ninger, hvorfor denne vegetationstype er vanskelig at kortlægge. Resultatet i denne kortlægning bliver en type, der også omfatter områder i skygge og generelt fugtige områder. Typens afgrænsning er derfor meget usikker. De dominerende slægter er star (Carex sp), kæruld (Eriophorum sp.) og rørhve-ne (Calamagrostis sp.), mosdækket er oftest stort, og plantedækket er op mod 100 %.
Op til to meter høje Salix glauca-krat forekommer fortrinsvis i indlandet på fugtig bund på beskyttede steder og fladt eller svagt skrånende terræn. Nær-mere kysten findes typen kun i stærkt hældende sydvendte skråninger, hvor ellekrat (Alnus crispa) også forekommer. Grønlandspost (Ledum groenlandicum), revling (Empetrum nigrum)og dværgbirk (Betula nana) indgår i bundvegetationen sammen med en del urter. I indlandet forekommer en mere tør udformning med dominans af græs i undervegetationen.
Denne type er mest udbredt i indlandet på sydvendte skrænter. Græsser og spredte urter dominerer, f.eks. er arter som steppe-star (Carex supina), fjeld-hvene (Agrostis mertensii) og skotsk timian (Thymus praecox) almindelige. Enkelte steder inderst i landet findes på kalkrig grund stepper domineret af børste-kobresie (Kobresia myosuroides). Steppen grænser ofte op til tørre dværgbuskheder eller krat, hvorfor der kan findes spredte buske i steppen. Det samlede plantedække er lavt og mos- og lavdække mangler helt.
Hele kortet i JPEG-format (klik for stor - bemærk!: 4.5Mb. Væsentligt større end skærmen og tager tid at load'e. Billedet er resamplet til halve størrelse men alligevel er det ikke muligt med så stort et billede at have overblik ligesom en legende heller ikke kan ses hele tiden).
For detaljer henvises derfor til anvendelse af nedenstående Chips-billede.
Her vises en kort generel beskrivelse af overfladetyperne som er kortlagt indenfor Sydgrønlandsområdet (Udf. af Pipaluk Møller Lund, Grønlands Naturinstitut).
(Følgende beskrivelse er udfærdiget af Pipaluk Møller-Lund, Grønlands Naturinstitut)
I indlandet findes små arealer med kirtelbirk-domineret (Betula glandulosa) tør hede med spredte buske af blågrå pil (Salix glauca) og græs, f.eks. bølget bunke (Deschampsia flexuosa) i undervegetationen. Længere ude mod ky-sten er dværgbuskheden domineret af mosebølle (Vaccinium uliginosum) og revling (Empetrum nigrum). Dværgbuskheden forekommer typisk på svagt hældende terræn med god drænering, og buskene er lave, op til ½ meter hø-je.
Denne type findes typisk i højereliggende områder, med sparsomt plante-dække og sent udsmeltende snedække. I lavlandet findes den på afblæsnings-flader, d.v.s. der hvor vind m.m. forhindrer de fleste planter i at gro. Typen domineres af mosser og laver, samt spredte urter og græsser, men det samle-de plantedække er meget lavt.
Dette er dværgbuskheder med spredt lavdække af makrolaver, som vokser som øer i dværgbuskheden. Disse laver er f.eks. fliget kruslav (Cetrariella delisei), snebægerlav (Cladonia stricta), stjernerensdyrlav (Cladonia stellaris), (Cladonia stygia), takket bægerlav (Cladonia crispata), sne-kruslav (Flavocetraria nivalis), islandslav (Cetraria islandica), fjeldkorallav (Stere-ocaulon alpinum), rank korallav (St. paschale) og mild rensdyrlav (Cladonia mitis). I indlandet er kirtelbirk (Betula glandulosa) den dominerende dværg-busk, mens mosebølle (Vaccinium uliginosum) og revling (Empetrum nigrum) dominerer længere ude, sidstnævnte dominerer fuldstændig hederne nærmest kysten. Buskene er sjældent over ½ meter høje, oftest krybende, og heden er typisk artsfattig og findes på svagt skrånende terræn eller terrasser, hvor dræneringen er god.
I indlandet er denne type meget udbredt, enten den fugtige udgave med do-minans af fjeldgulaks (Anthoxanthum odoratum) og engrap (Poa pratensis) eller den tørre udgave med dominans af fjeld-hvene (Agrostis mertensii) og rød svingel (Festuca rubra) eller af børstekobresie på kalkrig grund (Kobresia myosuroides). Den tørre græsland tilsvarer steppen i Nuuk- og Kangerlussuaq-områderne og den grænser ofte op til tørre dværgbuskheder eller krat, hvorfor der kan findes spredte buske i steppen. Det samlede plantedæk-ke er lavt og mos- og lavdække mangler helt.
Kær forekommer typisk som små arealer langs vandløb, søer og i forsænkninger, hvorfor denne vegetationstype er vanskelig at kortlægge. Resultatet i denne kortlægning bliver en type, der også omfatter områder i skygge og generelt fugtige områder. Typens afgrænsning er derfor meget usikker. De dominerende slægter er star (Carex sp), kæruld (Eriophorum sp.) og rørhve-ne (Calamagrostis sp.), mosdækket er oftest stort, og plantedækket er op mod 100 %.
Op til to meter høje Salix glauca-krat forekommer fortrinsvis i indlandet på fugtig bund på beskyttede steder og fladt eller svagt skrånende terræn. De frodigste og højeste krat findes på nordvendte skråninger. I indlandet dominerer græsser i undervegetationen, mens dværgbuske dominerer undervegetationen nærmere kysten. På tørre og lune steder i indlandet findes dunbirkekrat /-skov (Betula pubescens).
Denne klasse omfatter landbrugsarealer, hvor vegetationen er særlig frodig, tidligere forstyrrede områder f.eks. i nærheden af ruiner, hvor jorden er ekstra næringsrig samt naturligt forekommende meget frodig vegetation. Sidstnævnte kan være ved kildefremspring, omkring kær, på sletter omkring elve og i sydvendte skråninger, hvor der er god vandtilførsel.
Spektralbiblioteket er opbygget af spektralsignaturer målt i felten med et Cropscan 16-kanals Multispectral Radiometer, som måler refleksion af solstråling ved 16 forskellige bælgelængder.
Eksempel på spektralsignaturer for udvalgte arktiske overflader målt med et Cropscan 16-kanals radiometer. Linierne mellem 1.6µm og 1.7µm angiver niveauet i båndet placeret ved 1.65µm. Se endvidere NB nedenfor om knækket ved 0.83µm.
Formålet med indsamling af spektralsignaturer er at anvende disse til at styre klassifikationen af områderne samt analysere muligheden for spektralt at adskille vegetationstyper. Når refleksionen af en overflade er kendt kan klassifikationsprocessen sammenligne en ukendt signatur med den kendte spektralsignatur og dermed tildele pixlen den klasse, som ligger nærmest.
MSR16 måler i modsætning til traditionelle spektroradiometre både den indkommende og udgående stråling. Dermed kan refleksionen beregnes direkte og løbende kalibrering undgås samtidig med at instrumentet bliver nemmere at foretage feltmålinger med.
NB: Det markante knæk i spektralsignaturerne ved 0.83µm er ikke et udtryk for overfladens sande spektralsignatur men forekommer da båndet tilsvarer TM4 og derfor er bredere end de andre bølgelængdebånd som er anvendt. Det brede bånd vil inkludere refleksion fra bølgelængder op til 0.9µm hvor refleksionen er lavere og derfor vil trække den samlede refleksion for båndet ned.
Nedenfor følger de målte spektralsignaturer. Data er kalibreret men kun sparsomt sorteret. Således kan spektra med fejl forekomme i datamaterialet! Endvidere er det også vigtigt at at huske at variationen i refleksion fra vegetation er stor i forhold til andre typer overflader. Dette skyldes primært den komplekse sammensætning af blade og deres orientering i forhold til satellitten. To blade fra en Betula nana busk kan set på samme måde have stort set samme refleksionsmønster men drejes det ene blad af vinden og vinkles lidt i forhold til det andet er refleksionsmønstrene ikke længere ens.
De målte spektra er tilgængelige for de fleste kortlagte vegetationsoverflader i ENVI- og ASCII-format.
· Dværgbuskhede (ENVI) (ASCII)
· Lavholdig dværgbuskhede (ENVI) (ASCII)
· Fjeldmark / Afblæsningsflade (ENVI) (ASCII)
Måling af spektralsignaturer for afblæsningsflade ved Itinnera i Nuukområdet. Instrumentet som anvendes er et Cropscan Multispectral Radiometer 16. Specifikationer for de anvendte spektrale bånd kan ses i den nedenstående tabel. Yderligere detaljer om Cropscan MSR16 kan findes hos Cropscan Inc.
Spektralbånd for Cropscan Multi Spectral Radiometer 16 (MSR16). De bånd som simulerer de 5 første Landsat TM bånd er angivet med båndnavn (TM1-TM5):
Siden marts 1997 er 14 simler i områderne ved Kangerlussuaq i Region Nord (6 stk) og Akia i Region Central (8 stk) blevet mærket med satellitsensorer. Sensorerne er påsat med halsbånd og videresender signal om position, aktivitet og lignende via satellitten Argos.
På baggrund af positionsbestemmelserne er rensdyrenes home ranges blevet estimeret og vegetationsdækkets fordeling analyseret såvel imellem årstiderne som indenfor den enkelte home range.
"Home range er det område, inden for hvilket rensdyrene bevæger sig igennem året under dets normale aktiviteter for fouragering, parring og kælving" (Burt 1943). På baggrund af fordelingen af øjeblikspositionerne kan de satellitmærkede rensdyrs home range estimeres og deres kerneområder bestemmes. Metoden, som er anvendt til estimering af home ranges, er implementeret i Animal Movement Analysis pakken til ArcView (Hooge og Eichenlaub 1997) og beregner Fixed kernel home range utilization distribution (Worton 1989).
Utilization distribution angiver sandsynligheden for, at de satellitmærkede rensdyr befinder sig inden for et givent område i det analyserede tidsrum. Kernel-baserede beregninger bliver betragtet som en af de bedste metoder til at bestemme home ranges og anvender blandt andet en densitetsestimering til at beregne sandsynlighedsområderne. I dette studie er 95 % sandsynlighedsområdet anvendt for dyrenes home range og 50% sandsynlighedsområdet for deres kerneområde (der hvor dyrene tilbringer størstedelen af deres tid).
Den relative fordeling af vegetationstyperne indenfor kerneområderne i 1997-1999 i Region Nord er vist nedenfor.
Alle årets områder ligner hinanden hvad angår fordelingen af de vegetationsrelaterede overfladetyper. Dog er der indenfor kerneområdet i kælving - sommerperioden mindre dværgbuskhede tilgængeligt end i kerneområdet om vinteren. Til gengæld er der mere græsland i disse perioder. Både lavholdig dværgbuskhede, kær samt bar jord / klippe fordeler sig ens over året som det kan ses af figuren. De resterende varierer men ikke med mere end 5-10%.
Relativ fordeling af vegetationsrelaterede overflader for de satellitmærkede rensdyr i Region Nord:
Indenfor hver home range fordeler nogle vegetationstyper sig hyppigere i kerneområderne end i randområderne af home range. Forudsat at dyrene placerer sig efter det tilgængelige fødegrundlag kan dyrenes foretrukne føde antages ved at kigge på fordelingen imellem den relative fordeling af vegetationstyper indenfor kerneområdet og indenfor hele home range.
For hver sæson er der foretaget en analyse af vegetationstypernes fordeling indenfor home range. Dette er sket ved en indeksberegning af den relative fordeling af vegetationstyperne imellem henholdsvis kerneområdet og home range indenfor hver sæson:
Indekset giver værdier fra 0 til uendelig med værdier over 1 for de vegetationstyper, som er hyppigere indenfor kerneområdet end i hele home range området.
Mærkede rensdyrs foretrukne vegetationsklasser indenfor deres home range. Værdier over 1 angiver vegetationstyper som er hyppigere forekommende indenfor kerneområdet (50%) end i hele home range-området (95%)
I kælving- og postkælvingsperioden er rensdyrene hovedsageligt lokaliseret i et område med overvægt af primært fjeldmark og steppe i forhold til hele home range. Også lavholdig dværgbuskhede, græsland og kær er hyppigere i kerneområdet i denne periode men i mindre grad end for fjeldmarkstypen. I sommerperioden flytter dyrene sig vestover og anvender i større grad områder med græsland, krat og steppe. I brunst og vinterperioden er det dværgbuskheder og kærområder som er hyppigere repræsenteret i kerneområderne og i vinterperioden også krat.
"Home range er det område indenfor hvilket rensdyrene bevæger sig igennem året under dets normale aktiviteter for fouragering, parring og kælving" (Burt 1943). På baggrund af fordelingen af øjeblikspositionerne kan de satellitmærkede rensdyrs home range estimeres og deres kerneområder bestemmes. Metoden som er anvendt til estimering af home ranges er implementeret i Animal Movement Analysis pakken til ArcView (Hooge og Eichenlaub 1997) og beregner Fixed kernel home range utilization distribution (Worton 1989).
Utilization distribution angiver sandsynligheden for at de satellitmærkede rensdyr befinder sig inden for et givent område i det analyserede tidsrum. Kernel-baserede beregninger bliver betragtet som en af de bedste metoder til at bestemme home ranges og anvender blandt andet en densitetsestimering til at beregne sandsynlighedsområderne. I dette studie er 95% sandsynlighedsområdet anvendt for dyrenes home range og 50% sandsynlighedsområdet for deres kerneområde (der hvor dyrene tilbringer størstedelen af deres tid).
Den relative fordeling af vegetationstyperne indenfor kerneområderne Region Central er vist nedenfor. Som det fremgår tydeligt af figuren er vegetationen i de nordlige områder (kælving_Nord og post-kælving_Nord) noget forskellig fra vegetationen i de øvrige områder. Vegetationen i de øvrige områder er præget af især lavholdig hede (45%-60%), dværgbuskhede (15%-20%) og kær (10%-15%) hvorimod de nordlige og højereliggende områder har større andele af fjeldmark (40%-55%) og bar jord (15%-25%). Kun cirka 20% af kerneområderne i de nordlige områder er dækket af de frodigere typer, dværgbuskhede, kær og lavholdig dværgbuskhede. Krat og græsland har i alle områder ikke stor udbredelse (max. 3%)
Relativ distribution af vegetationsrelaterede overflader i Region Central:
Indenfor hver home range fordeler nogle vegetationstyper sig hyppigere i kerneområderne end i randområderne af home range. Forudsat at dyrene placerer sig efter det tilgængelige fødegrundlag kan dyrenes foretrukne føde antages ved at kigge på fordelingen imellem den relative fordeling af vegetationstyper indenfor kerneområdet og indenfor hele home range.
For hver sæson er der foretaget en analyse af vegetationstypernes fordeling indenfor home range. Dette er sket ved en indeksberegning af den relative fordeling af vegetationstyperne imellem henholdsvis kerneområdet og home range indenfor hver sæson:
Indekset giver værdier fra 0 til uendelig med værdier over 1 for de vegetationstyper, som er hyppigere indenfor kerneområdet end i hele home range området.
Mærkede rensdyrs foretrukne vegetationsklasser indenfor deres home range. Værdier over 1 angiver vegetationstyper som er hyppigere forekommende indenfor kerneområdet (50%) end i hele home range-området (95%)
Indeksberegningen af den relative fordeling af vegetationsrelaterede arealer indenfor kerneområdet (50%) samt indenfor hele home range området (95%) viser at der for næsten alle de analyserede home ranges er relativt mere lavholdig dværgbuskhede og kærvegetation i kerneområderne end i hele home range. For det nordlige kælvingsområde post-kælvingsområde er det dog primært steppe, bar jord / klippe og kærområder som findes hyppigere i kerneområderne.
Indekset giver værdier fra 0 til uendelig med værdier over 1 for de vegetationstyper, som er hyppigere indenfor kerneområdet end i hele home range området.
Mærkede rensdyrs foretrukne vegetationsklasser indenfor deres home range. Værdier over 1 angiver vegetationstyper som er hyppigere forekommende indenfor kerneområdet (50%) end i hele home range-området (95%)
Indeksberegningen af den relative fordeling af vegetationsrelaterede arealer indenfor kerneområdet (50%) samt indenfor hele home range området (95%) viser at der for næsten alle de analyserede home ranges er relativt mere lavholdig dværgbuskhede og kærvegetation i kerneområderne end i hele home range. For det nordlige kælvingsområde post-kælvingsområde er det dog primært steppe, bar jord / klippe og kærområder som findes hyppigere i kerneområderne.
Den retrospektive AVHRR-analyse er foretaget med henblik på en analyse af udbredelsen af snedækket og frodigheden af vegetationsdækket i Vestgrønland i vækstsæsonen gennem de sidste to årtier.
Sensoren, som er anvendt til analyserne, er NOAA AVHRR, der med en høj temporal opløsning og stor rumlig dækning er velegnet til regionale analyser. Endvidere har der gennem de sidste 20 år været en kontinuerlig dækning af næsten hele kloden med denne sensor hvilket muliggør tidsserieanalyser baseret på samme datagrundlag.
Da AVHRR har stor rumlig dækning er det muligt at foretage analysen af hele Vestkysten fra Disko og sydpå og ikke kun over hovedområderne hvori der er foretaget højopløselig klassifikation.
På de følgende sider præsenteres data ved en beskrivelse af præprocessering samt muligheden for anvendelse af data.
Sensor-specifikationer | Billedeksempel fra 24. juli 1989 |
Spektrale bånd for NOAA-7, -9 og -11 AVHRR: Ch1.: 0.58-0.68 Ch2.: 0.725-1.10 Ch3.: 3.55-3.93 Ch4.: 10.30-11.30 (10.50-11.50)* Ch5.: 11.50-12.50 (10.50-11.50)* * Tal i parentes henviser til NOAA-9 og 12 som havde samme bølgelængde i bånd 4 og 5. Rumlig opløsning: 1000 m * 1000 m. Temporal opløsning: Dagligt Omfattende beskrivelse af NOAA AVHRR sensorerne findes gennem:
|
(Ch2, Ch1, Ch3 i R,G,B-kanaler. Reduceret opløsning!) |
Der er i alt anskaffet 156 billeder, som kan anvendes i analysen af sne- og vegetationsdækket i Vestgrønland. Billeder beskriver vækstsæsonen fra 16. april til 24. september med en fordeling siden 1983 som vist på figuren.
Billederne er udvalgt ud fra følgende kriterier:
Stor dækning af Vestkysten fra Disko til Kap Farvel
(Figur: Carsten Böcher, 1998)
Billederne er radiometrisk kalibreret for at kompensere for bl.a. sensorhenfald. Dermed er de digitale værdier også omregnet til refleksion og temperaturkanalerne til tilsvarende overfladetemperaturer.
Geometrisk korrektion er yderligere foretaget for at muliggøre en geografisk analyse af alle data. Billederne er oprettet til UTM zone 22 (WGS 84) og en pixelstørrelse på 1000 meter * 1000 meter med nearest neighbour resampling. Øverste venstre hjørne har koordinatet (Easting 350.000, Northing 7.650.000). Hvert udsnit er 701*1051 km stort men indeholder ikke i alle tilfælde data for hele vestkysten.
De præprocesserede data er alle blevet analyseret for henholdsvis albedo, skydække, snedække, Normalized Difference Vegetation Index (NDVI), overfladetemperatur. De nærmere beskrivelser af klassifikationsprocedurerne kan findes i rapporten.
Nedenstående figur viser hvordan det uoprettede AVHRR-billede (1) rettes op efter en geokodet kystlinje (2) og det færdige produkt overlagt kystlinen (3)
(Figur: Carsten Böcher, 1998)
Der gives en kort introduktion til den retrospektive analyse af AVHRR-datasættet. Det vil endvidere være muligt at downloade data til anvendelse i billedbehandlingsprogrammer.
