Af de rødlistevurderede arter er 37 % rødlistede (49 arter) og dermed henført til en af de seks kategorier: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) eller utilstrækkelige data (DD) (Figur 1). De truede arter, dvs. de kritisk truede, truede og sårbare arter, udgør sammenlagt 14 % (19 arter) af de rødlistevurderede arter. Der er således en lidt lavere andel af rødlistede og truede arter af gravehvepse end for den samlede rødlistevurdering i Den Danske Rødliste.

Af de 133 rødlistevurderede arter er:

• 5 arter (3,8 %) regionalt uddøde (RE) og forsvundet fra den danske natur. Det vurderes således, at det er hævet over enhver rimelig tvivl, at det sidste individ af arten, som havde en reel mulighed for reproduktion i Danmark, er forsvundet. Hovedparten af de uddøde arter var knyttet til tørre overdrev, hvor der var arealer med bart sand eller bar jord. Fx Crossocerus denticrus, der anlægger reder i jorden og i stenmure og samler små fluer til larverne. Arten synes tæt på at uddø i hele Europa.
• 1 art (0,8 %) kritisk truet (CR) og har således ekstremt høj risiko for at uddø i den vilde natur. Det drejer sig om Miscophus spurius, der siden 1975 kun er registreret på 2 lokaliteter ved Strandkær på Mols i 1992 og senest fra Kongensbro Grusgrav i Østjylland i 2009.
• 12 arter (9,0 %) truede (EN) og har dermed meget stor risiko for at uddø i den vilde natur. Fx Bembix rostrata, der tidligere var kendt fra Tisvilde i Nordøstsjælland, men siden 1975 kun er fundet på enkelte lokaliteter på Bornholm.
• 6 arter (4,5 %) sårbare (VU) og har således stor risiko for at uddø i den vilde natur. Fx Crossocerus pullulus, der kendes fra 4 lokaliteter i klitter langs kysten i Vestjylland og Thy.
• 17 arter (12,8 %) næsten truede (NT), hvilket betyder, at de er tæt på at opfylde kriterierne for at være truede (kritisk truet, truet eller sårbar). Fx Miscophus concolor, der findes på steder med bart sand i klitheder, indsander og grusgrave i Sønderjylland, Vestjylland og Østjylland, samt Nordøstsjælland.
• 8 arter (6,0 %) har utilstrækkelige data (DD) om udbredelse og bestandsstatus til en vurdering af deres risiko for at uddø. Fx Mimumesa beaumonti, der kun er kendt fra et meget gammelt fund fra før 1900 ved Strandmøllen i Nordøstsjælland og fra Frejlev Skov på Lolland i 2017. Arten er vanskelig at skelne fra nærtstående andre arter i slægten Mimumesa, der har lignende levevis og det vurderes som usikkert, om arten er blevet overset i mange år eller der er tale om en regionalt uddød art, der for nylig er genindvandret til landet.
• 84 arter (63,2%) livskraftige (LC) og dermed i mindre fare for at uddø end de rødlistede arter. Fx Almindelig sandhveps (Ammophila sabulosa), der findes udbredt i sandede områder i hele landet og er blandt de hyppigst registrerede gravehvepse.

Endelig er 5 arter (3,6 % af alle 138 gravehvepse) ikke relevante (NA) at vurdere, da de optræder tilfældigt eller er under etablering. Fx Sphex funerarius, der kun er fundet en gang ved Gjern i Østjylland i 2021. Der kan være tale om en strejfer, eller arten kan være under indvandring.

De danske gravehvepse har ikke tidligere været rødlistevurderet og det har derfor ikke været muligt at beregne rødlisteindeks (RLI) for denne artsgruppe.

Som en del af rødlistevurderingen har eksperten vurderet de aktuelle udviklingstendenser for 44 rødlistede arter (se Figur 3). Således er 2 % af arterne i fremgang, 23 % er stabile, 45 % af arterne vurderes at være i tilbagegang og for 30 % er trenden ukendt. Hovedparten af de arter, hvor trenden er ukendt, er arter, hvor der er utilstrækkelige data (DD) til en vurdering af deres risiko for at uddø. Det vurderes således, at de rødlistede gravehvepse overvejende er i tilbagegang.

Figur 3, gravehvepse. Oversigt over de aktuelle udviklingstendenser for rødlistede arter i den seneste rødlistevurdering. Udviklingstendenserne for gravehvepse er vist i figuren til venstre (for 44 arter), og i figuren til højre er vist det samlede resultat for alle arter i Den Danske Rødliste og ved fremsøgning også for de øvrige artsgrupper. For hver art er vurderet, om den samlede bestand er i fremgang, stabil, i tilbagegang, ukendt eller ikke vurderet. For nyvurderinger indgår arter, der er vurderet som kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) eller utilstrækkelige data (DD), men ikke arter, der er livskraftige (LC) eller regionalt uddøde (RE). For genvurderinger er det kun arter, der er vurderet som livskraftige (LC) eller regionalt uddøde (RE) i de to seneste vurderingsrunder, der er udeladt. Figurerne omfatter ikke arter, der er vurderet ”ikke relevante (NA)” eller ”ikke vurderet (NE)” i den seneste runde.

Alle danske arter af gravehvepse er knyttet til landbaserede levesteder (se Figur 4a og 4b).

De rødlistede arter af gravehvepse er primært tilknyttet græsland og hede, by, skov og krat, kyst samt mose og eng. Levestederne i græsland omfatter især sand-græsland, tørgræsland, samt tørre heder og klitheder og i byerne findes de særligt i ruderater (fx grusgrave), parker og haver. I skove og krat er arterne særligt udbredte i skovlysninger og især i de tørre miljøer. En mindre del af de rødlistede gravehvepse lever i de yderste klitrækker og i strandrørsumpe. De livskraftige gravehvepse har nogenlunde de samme levesteder, men er i højere grad end de rødlistede knyttet til vidt udbredte og mere eller mindre næringsrige levesteder såsom ruderater, haver og parker og urtebræmmer.

De voksne gravehvepse lever hovedsageligt af nektar fra blomster. Larverne fodres med levende smådyr, især fluer og myg, bladlus og cikader, edderkopper, larver af sommerfugle og græshopper.

En stor andel af de rødlistede arter anlægger deres reder i sand, men en mindre andel benytter det tørre ved af døde stammer, kviste og grene samt tørre stængler (fx af brombær og tagrør). Sidstnævnte gruppe er angivet som levende planter i figur 4b. De livskraftige arter er i større omfang end de rødlistede knyttet til organiske substrater, og især døde stammer, grene og kviste af både løv- og nåletræer og er mindre knyttet til blottet sand.

Antal arter i Danmark

Gravehvepse tilhører den store insektorden årevingede (Hymenoptera) og indgår i gruppen af brodhvepse (Aculeata) sammen med bl.a. guldhvepse, gedehamse, vejhvepse, myrer og bier. Gravehvepse opdeles i 3 familier, nemlig Ampulicidae, der omfatter en enkelt dansk art, der fanger kakerlakker til larverne, Sphecidae (Sandhvepse) og Crabronidae (Egentlige gravehvepse). Bier betragtes nu som en undergruppe af gravehvepse, der er blevet veganere, idet de næsten udelukkende anvender pollen og nektar til deres larver. Gravehvepse og bier udgør tilsammen overfamilien Apoidea. Der er til og med 2021 publiceret 138 arter af gravehvepse, der er fundet i Danmark. Kun få af arterne har danske navne.

Om artsgruppen

Gravehvepse gennemgår en fuldstændig forvandling, idet deres livscyklus omfatter stadierne æg, larve, puppe og fuldvoksent individ. I forhold til andre insektgrupper er larvestadiet kort, som regel kun en til to uger. Dette skyldes, at arterne anvender levende smådyr som foder til larverne. De enkelte arter fanger forskellige insekter eller edderkopper. Byttet paralyseres med et eller flere stik af hunnernes brod og transporteres levende hjem til rederne.

Gravehvepsene kan groft opdeles i to omtrent lige store grupper efter levevis, nemlig jordboende arter og arter, der anlægger bo i dødt træ, grene eller stængler. De fleste af de jordboende arter graver reder på lokaliteter med bart sand eller bar jord. Typiske eksempler på redepladser er vindbrud i indsander og klitter og bare pletter forårsaget af store dyr, men de findes også på kanten af stier. En del arter foretrækker lodrette flader i form af småskrænter eller klinter. I den anden hovedgruppe gnaver nogle arter selv reder i dødt træ eller tørre, marvholdige stængler, men de fleste arter anvender huller gnavet af andre insekter, fx billelarver.

Stort set alle gravehvepse er udprægede solskinsdyr. Et varmt mikroklima er afgørende for valg af redepladser, hvad enten det er en sandet, solbeskinnet sti i læ af træer og buske, eller det er en soleksponeret, opretstående høj stub.

De voksne gravehvepse ernærer sig hovedsageligt af nektar fra blomster og de foretrækker skærmplanter og kurveblomster, hvor nektaren er let tilgængelig. En del arter kan også træffes på blade, hvor de suger næring fra honningdug (bladlusekskrementer). Endelig er der eksempler på, at hvepsene suger væske fra de byttedyr, der fanges til larverne.

Gravehvepse har en udviklet yngelpleje, da larverne opfodres med levende insekter eller edderkopper. De enkelte arter har typisk specialiseret sig i at fange bytte fra en bestemt insektorden, især næbmundede (bladlus, cikader, bladlopper og tæger) eller tovinger (fluer og myg). Nogle arter fanger sommerfuglelarver, biller, græshopper, kakerlakker, bier, døgnfluer eller trips. Enkelte arter, fx Lindenius albilabris, kan anvende både fluer og tæger som larvefoder. Den rødlistede Oxybelus argentatus (truet, EN) fanger udelukkende stiletfluer, især sølvhåret stiletflue.

Gravehvepsene er efterstræbt af en række forskellige snyltere. En slægt af gravehvepse (Nysson) er foderparasit på andre arter af gravehvepse. I stedet for selv at fange bytte lægger hunnerne æg i færdigprovianterede reder. Snylteartens larve klækker før værtsartens larve, og snylteren fortærer først værtens æg og herefter foderet.

Guldhvepse er en markant gruppe af snyltere. De flotte metalskinnende hvepse kan ofte ses ved reder af forskellige gravehvepse på sandede stier. De små grå kødfluer i underfamilien Miltogramminae er en gruppe af kleptoparasitter, der er knapt så iøjnefaldende ved rederne.    

Nogle arter af gravehvepse er relativt store med iøjnefaldende mønstre af gult på bagkroppen. De store arter af sandhvepse, der samler store sommerfuglelarver, kan optræde meget synligt langs stier i klitter og på heder. De har en rød tegning på den forreste del af den lange slanke bagkrop. Mange arter af gravehvepse, især arter, der yngler i dødt træ eller stængler, er små, sorte insekter, der diskret flyver omkring eller kravler på blade og stammer i deres jagt på byttedyr til larverne.   

Biulven Philanthus triangulum (livskraftig, LC) er måske det eneste eksempel på en art, der kan have direkte betydning for mennesker, idet den hovedsageligt fanger honningbier til artens larver. Især i eftersommeren kan biulven danne store kolonier i hedeområder, hvor der er skråninger med sparsom bevoksning. I nogle tilfælde kan kolonierne måske fange så mange bier, at det kan påvirke produktionen af lynghonning. I modsætning til nogle arter af sociale gedehamse angriber gravehvepsene aldrig mennesker.  

• IUCN Red List Categories and Criteria. Version 3.1. Second edition. Gland, Switzerland and Cambridge, UK: IUCN. 32 sider
• IUCN 2012a. Guidelines for Application of IUCN Red List Criteria at Regional and National Levels. Version 4.0. Gland, Switzerland and Cambridge, UK: IUCN. 41 sider
• IUCN 2019. Guidelines for using the IUCN red list categories and criteria, version 14. IUCN, Cambridge, United Kingdom.
• Moeslund, J.E., Nygaard, B. & Ejrnæs, R. 2020. Manual til rødlistevurdering af danske arter 2020-2030. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 38 s. - Teknisk rapport nr. 188 https://dce2.au.dk/pub/TR188.pdf