Aarhus Universitets segl

Skov-gøgelilje

Nuværende voksesteder i Danmark

Skov-gøgelilje er registreret i 231 ruder i Atlas Flora Danica* med hovedvægt i Vendsyssel, morænelersegnene i Øst- og Sydøstjylland og på Øerne samt på Bornholm. Den mangler på øerne i Kattegat, Samsø, Endelave, Vadehavsøerne og Ærø samt en række mindre øer i Det fynske Øhav og Smålandsfarvandet, Amager og Saltholm.

Skov-gøgelilje vokser i muldbundsløvskov, mest i aske- eller bøgeskov, på ferskeng især skoveng, på overdrevsskrænt, hedeskrænt, kalkbakke, klippeløkke og nordvendt vejskrænt.

Status for overvågningen

Optælling af én bestand af skov-gøgelilje ved Kåsegård på Bornholm indgik i overvågningen ved programmets start i 1987. Den var følgeart til hylde-gøgeurt her og blev derfor optalt uregelmæssigt i de følgende år. I 1989 begyndte optællingerne af skov-gøgelilje på 4 andre lokaliteter og i 1990 på 7 yderligere heriblandt bestanden på Ørnehøje ved Ålborg. Denne bestand har sammen med Margrethe Sø bestanden ved Gråsten været overvåget kontinuert i resten af perioden på nær i henholdsvis 1997 og 2008. De største antal mellem 12 og 18 bestande blev overvåget i perioden 1998-2003 med 18 som det højeste i 2000. I alt er 23 bestande af skov-gøgelilje blevet overvåget i programperioden.

Status for bestandsudviklingen

Optællingerne af bestandene af skov-gøgelilje har vist store årlige udsving i antallet af blomstrende planter på de fleste lokaliteter. Det højeste på 1.367 og næsthøjeste antal på 918 blomstrende planter blev optalt ved Margrethe Sø i henholdsvis 1998 og 1997. Det højeste på 2.414 og næsthøjeste samlede antal blomstrende planter på 1.627 blev optalt i de samme år fordelt på henholdsvis 13 og 9 lokaliteter (Fig. 1), hvilket også giver de største gennemsnitlige antal på 186 og 181 blomstrende planter (Fig. 2).

Samlet status

Både det total antal og det gennemsnitlige antal blomstrende planter af skov-gøgelilje kulminerede i perioden 1996-1998 for siden at falde til et niveau på ⅓ eller mere af det maksimale antal. Orkidéen er ved rødlistevurderingen 2020 kategoriseret i livskraftig (LC).