Tyndakset gøgeurt er registreret i 301 ruder i Atlas Flora Danica* med hovedvægt i morænelersegnene i Øst- og Sydøstjylland og på Øerne samt på Bornholm. Den mangler på Samsø og Ærø samt en række mindre øer i Det fynske Øhav og Smålandsfarvandet.
Tyndakset gøgeurt vokser i muldrig løvskov, især askeskov eller askeblandskov, bøgeskov, hasselkrat, kalkrigt overdrev og nordvendt overdrevsskrænt, kystskrænt og den øvre del af strandengen.
Optællinger af 4 bestande af tyndakset gøgeurt på 3 lokaliteter på Sjælland og én i Jylland indgik i overvågningsprogrammet fra dets start. Bestande på 55 lokaliteter er blevet optalt i kortere og længere tidsrum i løbet af programperioden 1987-2016. I perioden 1996 til 2006 er det største antal svingende mellem 29 og 34 bestande er blevet optalt – de 34 bestande alene i 2002. Ingen bestande er blevet overvåget kontinuert i hele programperioden. Fem bestande, hvor overvågningen blev påbegyndt i 1990 har været overvåget kontinuert i 27 år. Det drejer sig om lokaliteterne Brandesbøl Skov, Lambjergskov, Paradisgårdskov og Sebbelev Skov alle på Als samt Keldbjerg på Vestsjælland.
Optællingerne af tyndakset gøgeurt bestandene har vist store årlige udsving i antallet af blomstrende planter på de fleste lokaliteter. Det højeste antal på 862 og næsthøjeste på 861 blomstrende planter blev optalt på Borret på Lolland i henholdsvis 2000 og 1998. Det højeste samlede antal på 3.885 og det næsthøjeste på 3.638 blomstrende planter blev optalt i henholdsvis 1998 og 1995 fordelt på henholdsvis 31 og 26 lokaliteter, hvilket også har givet de højeste gennemsnitlige antal på henholdsvis 130 og 140 blomstrende planter (Fig. 1 og 2).
Både det total og det gennemsnitlige antal blomstrende planter af tyndakset gøgeurt kulminerede i perioden 1995-2000 for siden at falde til et niveau på mellem ⅓ og ¼ af det maksimale antal. På flere lokaliteter kan det konstateres, at bestanden ’kollapser’, idet antallet af såvel blomstrende og vegetative planter falder drastisk de to år imellem. Omvendt er der eksemler på bestande, som har god reproduktion med fremspiring af mange unge planter og dermed et forøget antal af individer. Arten er på den baggrund ved rødlistevurderingen 2020 kategoriseret i ikke truet (LC).