Aarhus Universitets segl

Knærod

Nuværende voksesteder i Danmark

Ifølge Atlas Flora Danica* er knærod registreret i 17 ruder på 36 lokaliteter. Arten forekommer nu langs Den jyske Vestkyst fra Grenen i nord over Tværsted Klitplantage, Tornby Plantage, Svinkløv Plantage, Husby Plantage til klitplantageområdet omkring Henne. Langs Jyllands østkyst er arten registreret i Hals området nord for Limfjordens udmunding i Kattegat, mens den på nordkysten af Sjælland vokser i Tisvilde Plantage og Hornbæk Plantage. På Bornholm forekommer den i klitplantagerne fra Sømarken til Dueodde langs øens sydkyst.

Knærod vokser i ældre, mosrige klitplantager især domineret af skov-fyr.

Status for overvågningen

Knærod været overvåget på 7 lokaliteter. Overvågningen har været fordelt over to perioder. Den første forløb fra 1987 til  2000. Her blev én bestand i henholdsvis Loftgårds Plantage på Sydbornholm og på Horsebakken i Tisvilde Hegn i Nordsjælland samt tre bestande i Svinkløv Plantage i Nordjylland optalt. I 1988 blev ingen bestande optalt. Den anden overvågningsperiode strakte sig fra 2010 til 2015 og omfattede én bestand i henholdsvis Tværsted Klitplantage i Vendsyssel og i Tisvilde Hegn i Nordsjælland. Overvågningen blev indstillet, da knærod ikke befandt sig i prøvefelterne længere.

Overvågningsindsatsens opdeling på to perioder har medført, at overvågningen af de enkelte knærod bestande har været relativt kortvarig sammenlignet med overvågningen af andre orkidéer. Den længste periode forløb fra 1990 til 2000 af en bestand i Tisvilde Hegn, hvor knærod som nævnt ikke blev fundet i prøvefeltet de sidste to år.

Status for bestandsudviklingen

Overvågningsindsatsen har været heterogen såvel i tid som metodisk. De vegetative knærod-skud er blevet talt med i nogle år og udeladt i andre. Der kan således tælles mange vegetative skud selv i et lille prøvefelt, som tilfældet var det i Svinkløv Plantage. Her blev der i det ene felt med en størrelse på 10 m2 optalt 700 vegetative og 158 blomstrende skud i 1998 (Fig. 1).

Det højeste antal blomstrende skud på 236 blev registreret i Svinkløv Plantage i 2000, der også var det højeste gennemsnitlige antal blomstrende skud og omtrent dobbelt så mange skud i forhold til de øvrige år, bestandene har været overvåget (Fig. 2).

Samlet status

De 30 års overvågning af knærod viser en samlet nedadgående trend, hvilket formodentlig mere skyldes fåtallet af lokaliteter og artens blomstringsfrekvens end om en egentlig tilbagegang. Når der sammenlignes med status i ’Atlas Flora Danica’, er overvågningstrenden næppe repræsentativ for artens nuværende status i Danmark, da den kan formår at sprede sig vegetativt og derved vokse ud af de udlagte, permanente prøvefelter. Arten er ved rødlistevurderingen 2020 kategoriseret i livskraftig (LC).