Aarhus Universitets segl

Fruesko

Nuværende voksesteder i Danmark

Fruesko forekommer i i Himmerland ved Buderupholm og ved Skindbjerg. Arten er blevet fundet i Buderupholm i 1884, mens dens forekomst ved Skindbjerg er dokumenteret med et herbariebelæg indsamlet i 1973 i herbariet ved Statens Naturhistoriske Museum. Men arten har utvivlsomt forekommet ved Skindbjerg før 1973, idet en dygtig florist har meddelt, at han observerede arten allerede i 1968 under en fisketur til det nærliggende vandløb. De to himmerlandske lokaliteter ligger i den samme rude i Atlas Flora Danica*.

Status for overvågningen

Overvågning af de to danske fruesko bestande er indgået i programmet fra dets start og har forløbet kontinuert i hele programperioden 1987-2016 på nær i 1992 og 1993, hvor Skindbjerg bestanden ikke er blevet optalt.  Medvirkende til den kontinuerte overvågning er, at fruesko er optaget på Habitatdirektivet bilag II og IV.

Status for bestandsudviklingen

De årlige optællinger af Buderupbestanden har vist en jævn stigning i den samlede mængde og især af blomstrende skud fra 1987 frem til et maksimum 2011, hvor 134 blomstrende og 70 vegetative skud blev optalt. Fra 2012 er den samlede mængde af skud faldet dels som følge af ulovlig opgravning af 3 kloner i 2012 dels som følge af ulovlig plukning af ca. 40 skud i 2016, idet der dette år blev optalt 30 blomstrende skud mod 73 året før (Fig. 1).

Der blev optalt 65 vegetative og 58 blomstrende skud i Skindbjerg bestanden i 1987. Antallet af skud i bestanden er siden 1987 vokset fra år til år, i begyndelsen langsomt men især i 00’erne kraftigt, så det samlede antal skud oversteg 1.000 i 2005 og nåede et foreløbigt maksimum på 2.090 fordelt på 903 blomstrende og 1.187 vegetative skud i 2014 (Fig. 2).

Samlet status

De 30 års overvågning af fruesko viser en samlet opadgående trend ikke mindst som følge af den betydelige fremgang i Skindbjerg bestanden. Arten er ved rødlistevurderingen 2020 kategoriseret i sårbar (VU).