Aarhus Universitets segl

Rederod

Nuværende voksesteder i Danmark

Ifølge Atlas Flora Danica* er rederod registreret på omkring 175 lokaliteter i 119 ruder spredt i Vendsyssel, Himmerland og Djursland og med mere sammenhængende udbredelse i morænelersegnene i Øst- og Sydøstjylland og på Øerne herunder i én enkelt rude på Bornholm. Den er ikke registreret på øerne i Kattegat og Smålandsfarvandet.

Rederod vokser i muldbundsløvskov, aldrende løvskov, kystnær skovskrænt, ved skovbække samt i hassel- og birkeskov.’

Status for overvågningen

Rederod har været overvåget på 12 lokaliteter, hvoraf ni ligger i Jylland, én på Fyn og to på Møns Klint. Ved overvågningsprogrammets start indgik én lokalitet på Trelde Næs. Her fortsatte optællingerne af bestanden af rederod med enkelte afbrydelser frem til 2005. Optællingerne af den blev udført i et prøvefelt på 244 m2, hvor stor gøgeurt var og fortsat er den primære art. Efter 2005 blev optællingsindsatsen udelukkende koncentreret om stor gøgeurt. Overvågningen af yderligere 3 bestande blev påbegyndt i 1990 og 1991. Overvågning af det højeste antal bestande på 6 til 8 skete i perioden 1998 til 2010. Den længste og mest kontinuerte overvågning er blevet udført i Ringelmose Skov og Kalø Hestehave på henholdsvis 19 og 17 år, hvor overvågning af rederod fortsat foregår.

Status for bestandsudviklingen

Overvågningen af rederod har vist, at der i de udvalgte bestande ofte optræder få overjordiske skud, og at de enkelte planter ofte forbliver underjordiske i en årrække efter en blomstring. Dette bevirker, at det samlede antal af overjordiske skud svinger meget fra år til år. Det højeste samlede og gennemsnitlig antal overjordiske skud på 65 henholdsvis 11 blev registreret i 2013 (Fig. 1 og 2). Det høje antal skyldes, at der i Staksrode bestanden blev registreret 50 skud.

Samlet status

Selv om både det samlede og det gennemsnitlige antal overjordiske skud har svinget meget i løbet af orkidéovervågning programmets 30 år, er der ikke noget, der tyder på en tilbagegang for rederod. Den er ved rødlistevurderingen 2020 kategoriseret i livskraftig (LC).