Hvidgul skovlilje forekommer ifølge Atlas Flora Danica* i 20 ruder på 32 lokaliteter på Falster, Møn og Sjælland og i Aarhus, hvor arten ikke er blevet set efter årtusindskiftet. Dette antal lokaliteter er således mere end en fordobling i forhold til en statusopgørelse fra 1996.
Arten optræder gerne på ler- og kalkholdig jordbund i gamle, skyggefulde bøgeskove og i skovklædte kløfter, men kan også forekomme i krat og lysåbne skovbryn.
Elleve bestande af hvidgul skovlilje er blevet overvåget i løbet af projektperioden 1987-2016 på Falster, Møn og Sjælland. Faxe bestanden på Sjælland indgik som den første i programmet i 1987. Overvågningen af denne bestand blev indstillet i 2000. Ingen bestande har været overvåget kontinuert i hele perioden. På alle overvågede lokaliteter er både blomstrende og vegetative planter blevet optalt, da mange af bestandene er relativt fåtallige, og fordi planterne ofte vokser på steder uden den store konkurrence fra anden vegetation. Samtidig er de enkelte planter lette at identificere fra andre plantearter.
Det højeste samlede antal individer blev optalt i 1998, hvor 281 blomstrende og 55 vegetative planter blev registreret fordelt på 5 lokaliteter. Det laveste antal blev optalt i 2015 med 9 blomstrende og 2 vegetative planter på én lokalitet (Fig. 1). Det højeste gennemsnitlige antal på 138 fordelt på 82 blomstrende og 56 vegetative planter blev optalt i 1987, hvor Faxe bestanden alene indgik. Det højeste antal på 128 blomstrende planter blev optalt i Faxe Ladeplads bestanden i 1998 (Fig. 2).
Kendetegnende for mange af de sjællandske skovbestande er, at antallet af individer af hvidgul skovlilje er lavt med under 20 planter i den periode, bestanden har været overvåget, og at antallet af blomstrende er højere end antallet af vegetative planter. En mangel er, at de største bestande på Møns Klint ikke er indgået i overvågningsprogrammet.
De 30 års overvågning af hvidgul skovlilje viser en samlet nedadgående trend, hvilket kan hænge sammen med, at det siden 2012 alene er to nabobestande, der er blevet overvåget, mens den individrige Faxe bestand udgik af programmet i 2001, og at ingen af de individrige bestande på Møns Klint er indgået i programmet. Arten er ved rødlistevurderingen 2020 kategoriseret i sårbar (VU).