Aarhus Universitets segl

Pukkellæbe

Nuværende voksesteder i Danmark

Pukkellæbe er registreret på 20 lokaliteter i 10 ruder i Atlas Flora Danica*. 3 ruder ligger i kystregionen i det nordvestlige Vendsyssel, én på Møn og 6 på Sjælland.

Pukkellæbe vokser i kalkkær, grønklit og ekstremrigkær, samt på kalkholdig jordbund i klitplantage.

Status for overvågningen

Der er blevet overvåget 9 bestande af pukkellæbe i løbet af programperioden 1987-2016. Overvågningen startede i 1987 på Møns Klint, hvor bestanden har være overvåget kontinuert i 30 års perioden. De øvrige bestande har været overvåget i op til 15 år, de fleste i en sammenhængende periode. I perioden 1998-2000 blev det højeste antal på 6 bestande overvåget.

Status for bestandsudviklingen

Både antallet af vegetative og blomstrende planter præsenteres, da begge skudtyper er blevet optalt næsten konsekvent årligt.

Det højeste samlede og gennemsnitlig antal på henholdsvis 1.397 og 155 pukkellæbeplanter fordelt på 6 lokaliteter blev registreret i 1998 (Fig. 1 og 2). Medvirkende hertil var, at der blev optalt 558 planter ved Liver Å, mens der ved Vandplasken blev optalt 280 blomstrende og 258 vegetative planter. Omvendt var både det samlede og det gennemsnitlige antal planter på under 10 i årene 2007-2009 og 2015-2016, hvor kun optællingerne af Høje Møn bestanden indgik.

Samlet status

De årlige optællinger viser, at antallet af pukkellæbeplanter svinger meget fra år til år med et markant maksimum i 1998. Efter 1998 falder det samlede og det gennemsnitlige individantal til et minimum i årene 2006-2009 og igen i 2016 med under 10 optalte planter. Optællingerne i de to perioder hidrører fra én lokalitet, nemlig Høje Møn bestanden, som ikke på noget tidspunkt i programperioden har været den mest individrige bestand. Den vokser på et beskedent areal på mindre end 100 m2. Arten er ved rødlistevurderingen 2020 kategoriseret i truet (EN).