Langsporet gøgelilje er registreret i 3 ruder i Atlas Flora Danica* på de kendte voksesteder fordelt på flere bestande i Staksrode Skov og Trelde Næs i Jylland samt i Store Bøgeskov på Sjælland.
Langsporet gøgelilje vokser i bøgeskov på plastisk ler eller kalkbund og på nedskridende lerklinter.
Optællinger af 3 bestande af langsporet gøgelilje indgik i overvågningen ved programmets start 1987. På Sjælland drejer det sig om Store Bøgeskov, hvor overvågningen blev indstillet i 2004, mens det i Jylland er bestandene på Trelde Næs og i Staksrode Skov. Den sidstnævnte bestand har været overvåget kontinuert på nær et par år i hele programperioden 1987-2016, mens overvågningen af Trelde Næs bestanden blev indstillet i 2005. I 2001 blev overvågning af yderligere en bestand i Staksrode Skov iværksat, der blev optalt kontinuert i resten af programperioden. Overvågningen af det største antal bestande skete i perioden 1999-2003, hvor alle fire bestande blev optalt. Da de vegetative planter også er blevet optalt, bliver deres antal medtaget i det følgende og i histogrammerne.
Optællingerne af bestandene af langsporet gøgelilje har vist store årlige udsving både i det samlede og i det gennemsnitlige antal planter. Det højeste samlede antal planter på 300 og gennemsnitlige på 100 blev optalt i 1991 (Fig. 1 og 2). Medvirkende hertil er, at der i den ene bestand i Staksrode Skov blev optalt 272 blomstrende planter.
Både det totale antal og det gennemsnitlige antal planter af langsporet gøgelilje kulminerede i perioden 1987-1995. Efter 1995 er der sket en halvering eller mere i antallet af planter i forhold til antallene i perioden 1987-1995. Arten er på den baggrund ved rødlistevurderingen 2020 kategoriseret i truet (EN).