Ifølge Atlas Flora Danica* er priklæbet gøgeurt registreret i 9 ruder på ca. 20 lokaliteter spredt i Jylland, på Vestfyn og især omkring København på Sjælland. Den er i spredning i Danmark, hvilket følgende fundserie viser: Ud over de to første fund fra 1972 ved Nymindegab og 1977 ved Farsø er den fundet ved Gentofte Sø 1990, på Kalvebod Fælled ca. 1995, på Køge Søndre Strand og ved Prambroen 1996, ved Ørnhøj 1997, i Voldtofte Made 2005, på Brøndby Strand 2005, i Hjørring 2006, på Hundige Strand 2006, i Nymose i Vangede 2009, ved Brejning 2015, i Tarup-Davinde grusgrave og ved Ringe Sø 2016 og i Himmelev Skov 2016.
Priklæbet gøgeurt vokser i ferskeng, på strandeng, søbred, strandmark, i rørsump, på brakmark og ruderat.
Flere af disse findesteder er ikke blevet registreret i Atlas Flora Danica bl.a. af tidsmæssige årsager.
Overvågningen af priklæbet gøgeurt i Farsø bestanden startede i 1987, hvor de indgik i programmet. En delbestand af de blomstrende planter blev optalt frem til 1990, hvor optællingerne ophørte. Samme år startede optællinger af både vegetative og blomstrende skud ved Gentofte Sø. De blev optalt årligt frem til år 2000. Herefter foreligger der en optælling af blomstrende skud fra 2014. Ingen af de øvrige, kendte bestande er blevet overvåget i forbindelse med programmet.
Mens antallet af blomstrende planter er faldet i de fire år, Farsø bestanden blev optalt, er antallet af både blomstrende og vegetative planter steget årligt i Gentofte Sø bestanden frem til 2010. Antallet af blomstrende planter var højere i 2014 (Fig. 1).
Priklæbet gøgeurt er i de senere år blevet fundet på flere og flere voksesteder ikke mindst som følge af et bedre kendskab til den. Den har samtidig vist sig i stand til at sprede sig til og etablere sig på overraskende steder, f.eks. flere ruderale steder i Hjørrings industrikvarterer og på tidligere forstyrret jordbund i en grusgrav på Østfyn. Orkidéen er således i spredning. Den er ved rødlistevurderingen 2020 kategoriseret i livskraftig (LC).