Udsætning af store planteædere har det formål at genoprette den naturlige græsningsproces, som bidrager til biodiversiteten. Dyrene fjerner biomasse på naturarealerne, omfordeler næringsstoffer og skaber levesteder via deres gødning, ligesom de skaber forstyrrelser i form af tråd, barkskrælning og bid på vedplanter. En naturlig græsningsproces kræver også naturlige tætheder af dyr med dynamisk bestandsudvikling, hvor antallet af dyr er tilpasset arealets fødeudbud og også varierer over årene.
Selv i selvforvaltende økosystemer vil der være et om end lille behov for forvaltning af de store planteædere. Det kan være udveksling af individer mellem naturområder for at undgå indavl eller simuleret prædation ved at skyde eller tage dyr ud i de områder, hvor naturlig prædation mangler (se også Fløjgaard m.fl. 2021: Biodiversitetseffekter af rewilding).
For langt de fleste naturarealer vil man sjældent nå helt i mål med at genoprette en naturlig græsningsproces. Det kan være, at arealerne er for små, for homogene, for våde eller mangler skov og krat, at der mangler finansiering til store hegn, eller at der er modstridende interesser på arealet. Men hvad er så det næstbedste? Den bedste tilnærmelse af naturlig græsning opnås ved helårsgræsning uden tilskudsfodring med ekstensive husdyrracer (læs mere i folder fra SEGES om helårsgræssende kvæg i naturen her). Ekstensiv helårsgræsning kan praktiseres på arealer, der er relativt små (ca. 10 ha), men generelt er mulighederne for en mere naturlig græsningsproces bedre, jo større arealerne er (Fløjgaard m.fl. 2017). Hvis man praktiserer landbrugsstøttet naturpleje, så er ekstensiv helårsgræsning på store arealer desuden den mest rentable driftsform (Dubgaard m.fl. 2012).
En naturlig tæthed af dyr kan tilnærmes ved at tillade naturlig bestandstilvækst under helårsgræsning uden tilskudsfodring, således at der er det antal dyr på arealet, som kan klare sig igennem vinteren (Fløjgaard m.fl. 2021). I praksis kan man udføre reaktiv forvaltning, hvor dyr, der viser tegn på mistrivsel, fjernes fra arealet (læs mere om forvaltningen af dyr i Rewilding på Molslaboratoriet her). Er der ikke mulighed for at tillade naturlig bestandsudvikling (fx ved græsning med vallakker eller stude), bør man sigte efter en bestandstæthed, der ligger inden for intervallet 70-250 kg/ha (Fløjgaard m.fl. 2021). Ud fra områdets produktivitet kan man vurdere, om arealet er relativt næringsfattigt og dermed kan understøtte en bestandstæthed i den lave ende af intervallet, eller om det er næringsrigt og dermed kan understøtte en bestandstæthed i den høje ende af intervallet. I sådan et tilfælde bør man evaluere græsningstrykket baseret på mængden af førne og stående plantemateriale i april. Tætheden af græssende dyr skal være højt nok til, at plantebiomassen er spist op inden vækstsæsonen begynder.
Ekstensive og nøjsomme racer af husdyr, der får lov til at leve mere vildt i naturen, kan i vidt omfang erstatte funktionen af vilde dyr i økosystemet (se faktaark om robuste husdyrracer her). Både ekstensive racer af kvæg (fx Galloway, Dexter) og heste (fx Exmoor, Islændere) egner sig til græsning i våde naturområder (men skal også have adgang til tørt leje). Der er en vis fleksibilitet i dyrenes fødevalg, hvor der også er en grad af tillæring i, hvad dyrene æder. Fx kan både heste og kvæg æde betydelige mængder af vedplanter og kan tillære at æde opvækst af birk, ahorn osv. Får benyttes traditionelt til naturpleje, typisk på heder og i klitter, men de går målrettet efter blomster og urter. Det betyder, at fåregræssede arealer ofte ender med at være tømt for pollen- og nektarresurser, med negative konsekvenser for blomsterplanter og blomstersøgende insekter. Fårene er ydermere forholdsvis lette dyr, der ikke skaber meget bar jord, som planterne kan kolonisere.
Hvis arealerne er små (<10 ha) eller meget homogene, og det ikke er muligt at etablere helårsgræsning, så kan man stadig arbejde for at forlænge udbindingsperioden. Det kunne være at sætte dyrene ud i starten eller midten af marts frem til slutning af oktober eller starten af november, afhængig af vejr og temperatur det pågældende år.
Hovedparten af den naturpleje, der praktiseres i dag, foregår ved sommergræsning i en kortere periode og foregår typisk med meget høje tætheder af store planteædere. Denne praksis har en negativ effekt på biodiversiteten, idet intensiv græsning fjerner blomsternes muligheder for at sætte frø og fjerner blomster og biomasse som ressource for bestøvende og herbivore insekter. Man skal derfor være opmærksom på, at tætheden af store planteædere er lav nok, til at der stadig er blomster på arealet til nektarsøgende insekter. Sommergræsning er desuden på bekostning af en række økosystemeffekter af dyrene, herunder dyrenes nedbidning af vedplanter i vinterhalvåret, og det kan derfor være nødvendigt på sigt at supplere med maskinel fjernelse af vedplanteopvækst, hvis målsætningen er at bevare en lysåben natur. Vintergræsning af naturområder giver et rigt blomsterflor i den efterfølgende vækstsæson, der gavner blomstersøgende insekter som fx. bier, sommerfugle og svirrefluer (Nygaard m.fl. 2021). Det skyldes, at de vintergræssende dyr typisk vil spise op, hvorved der trænger lys ned i bunden af vegetationen, og førnelaget reduceres. Jorden er som regel også mere fugtig og blød om vinteren, så dyrenes tråd vil skabe huller i vegetationen, der giver plads til nyspiring og blottet jord, der skaber varme pladser. Vær opmærksom på, at overdrevet tramp på våd bund om vinteren kan have negative effekter på følsom natur, særligt hvis området er lille.
En del af de udfordringer, der skal håndteres i områder med helårsgræssende dyr, handler om omverdenens bekymring, særligt i forhold til dyrevelfærd og sikkerhed i forbindelse med adgang til arealerne, når der går store planteædere. Heste, geder og kvæg betragtes som husdyr, selvom de lever "vildt" og har en minimal kontakt med mennesker. Det skal naturligvis sikres, at der gennemføres det fornødne opsyn med dyrene, så den gældende lovgivning (Bekendtgørelse af dyrevelfærdsloven, 2018) overholdes. I Danmark er mange ikke vant til at se, at dyrene taber sig hen over vinteren – og mange er heller ikke vant til at se dyrene gå ude hele året. Der ligger en stor opgave i at få formidlet, at dyr, der anvendes til helårsgræsning uden tilskudsfodring, er tilpasset disse forhold, og ikke nødvendigvis lider nød, selvom de taber sig hen over vinteren.
På nogle naturarealer kan det være relevant at bruge høslæt for at bevare lysåbne naturtyper. Det vil typisk være områder, der er for små til at iværksætte græsning, men hvor der er en værdifuld vegetation, der ønskes bevaret. Det kan også være på arealer, hvor der skal fjernes en næringspulje fra jorden (udpining). Her slås vegetationen maskinelt og det afhøstede materiale fjernes. En negativ sideeffekt ved maskinel slåning er, at maskinerne ofte vil udligne tuer og anden mikrostruktur, så en del af variationen i bl.a. fugtighed reduceres.
