Næringsrigt drænvand/overfladevand vil påvirke naturtilstanden i et genoprettet område negativt, mens næringsfattigt grundvand kan bidrage til at forbedre naturtilstanden. Det er derfor essentielt at skabe et overblik over mængden af næringsstoffer, der vil være tilgængelig for planternes vækst. Hvis der skal lukkes dræn og grøfter, kan det være hensigtsmæssigt med en måling af næringskoncentrationen i vandet i grøfter og dræn, som indikation på, om der er tale om næringsfattigt grundvand eller næringsrigt drænvand/overfladevand.
Det er relevant at teste for indhold af kvælstof (N) og fosfor (P). Man kan tage prøver til analyse i et laboratorium, eller man kan anvende et test-kit (strips) til måling af kvælstofkoncentrationen til feltbrug. Her er det vigtigt, at testen er følsom nok, så der er indikation af nitratkoncentration i intervallet 0-5 mg/l (Ejrnæs m.fl. 2010). Undersøgelser har vist, at den gode naturtilstand i rigkær findes ved koncentrationer af nitrat-N og fosfat-P i vandet på under 1 mg/l (van Loon m.fl. 2009). Laboratorieanalyser er meget præcise, mens teststrips er mindre præcise – til gengæld er teststrips meget billigere og kan gennemføres i forbindelse med, at området besigtiges. Koncentrationen af næringsstoffer i vandet svinger hen over året og med den aktuelle nedbør. Man kan derfor med fordel foretage flere målinger over tid i stedet for at foretage en enkelt dyr, men præcis måling.
Hvis der efter feltbesigtigelsen stadig er tvivl om væsentlige aspekter af hydrologien, f.eks. om graden af grundvandspåvirkning eller om der er grundvand, der fanges af dræn og aldrig når overfladen, kan der foretages undersøgelser af de hydrologiske forhold. Vær her opmærksom på, at selv et nedgravet vandløb virker drænende på de omkringliggende arealer. Gamle drænrør kan også påvirke arealets afvanding betydeligt. Det er muligt, at man kan indhente drænoplysninger fra lodsejere eller fra drænarkivet. I nogle tilfælde kan man på luftfotos eller højdemodeller (se Faktaboks Hvorfor er det nødvendigt at genoprette ådalene?) skimte et sildebens-mønster, der afslører drænrørenes placering. Det er også muligt at anvende en georadar til at lokalisere dræn (Iversen m.fl. 2018), eller man kan grave søgegrøfter. Hvis et tidligere eng- eller moseområde (tjek høje målebordsblade på arealinfo.dk) er tørlagt og dyrket, kan man med stor sikkerhed antage, at området er drænet systematisk.
Vandstandsloggere kan bruges til at måle terrænnært vandspejl i en længere periode og giver en indikation af, i hvor høj grad der er grundvandspåvirkning på arealet. Et stabilt vandspejl over året indikerer, at der er grundvandsudstrømning, mens et fluktuerende vandspejl (ofte korreleret med nedbør) indikerer, at området er mindre grundvandspåvirket (se figur herunder fra Kolding Ådal).
Måling af trykforskel i forskellige dybder i piezometerrør (terrænnært og i dybereliggende vandførende lag) kan indikere, om der er en opadrettet trykgradient i et område og om der f.eks. er grundvand, der løber i dræn i stedet for at løbe i de øverste tørvelag. Ved brug af trykmålere kan den nøjagtige trykforskel beregnes. I den nemme udgave, kan afstanden til vandspejlet i de to piezometerrør måles: står vandspejlet højere i det dybe rør, er der et højere tryk dér. Forskellen i vandspejl kan måles, så snart vandet er løbet ind i røret (fra få timer til få døgn).
Vandstand logget i to forskellige områder langs Kolding Å. De blå søjler viser den nedbør, der er faldet i området, den grønne stiplede linje er jordoverfladen. På den øverste graf svinger vandstanden kun ganske lidt. Dette område er grundvandspåvirket. På den nederste graf svinger vandstanden meget og følger i høj grad mængden af nedbør. Dette område er ikke grundvandspåvirket. Forskellen mellem de to områder er mest udtalt hen over sommer og efterår. (Figur fra calypso.watsonc.dk, baseret på data fra Kolding Kommune).
Overordnet set vil der være et større potentiale for naturgenopretning i ådale, hvor vandløbet har sit naturlige forløb, og hvor den hydrologiske sammenhæng er intakt, således at de naturlige processer f.eks. i form af oversvømmelse ved store afstrømninger og udveksling af vand mellem vandløb og grundvand understøttes, og hvor også vandbevægelsen på langs i vandløbssystemet er uden forekomst af kunstige barrierer i form af f.eks. opstemninger.
Vandløbets fysiske karakteristika kan fortælle meget om de hydrologiske forudsætninger i ådalen og kan derfor med fordel kortlægges. Uddybede eller nedgravede vandløb fungerer i praksis som afvandingskanaler, mens vandløb, der ligger i niveau med terrænet, og som har bevaret deres naturlige forløb, vil kunne oversvømme ved store afstrømningshændelser og dermed bidrage til, at der er et naturligt forstyrrelsesregime i ådalen med vinter- og forårsoversvømmelser. Ligeledes vil grundvandsafstrømningen til et vandløb, som løber i terræn, være mindre, hvilket alt andet lige betyder, at grundvandsstanden er højere i ådalen, og at de hydrologiske forhold i ådalen derfor lettere kan understøtte grundvandsafhængige naturtyper. Det er værd at bemærke at ikke alle ådale, der naturligt oversvømmes om vinteren. Det gælder især de primært grundvandsfødte vandløb, hvor der ikke er den store årstidsvariation i vandets bevægelse.
Dernæst spiller de vandkemiske forhold i vandløbene også en rolle. Generelt er niveauet af næringsstoffer langt mindre i vandløbsvand, sammenlignet med det man finder i overfladenært grundvand og drænvand, hvilket skyldes, at vandløbsvand består af en blanding af tilstrømmet overfladevand og grundvand. Dette, sammenholdt med at vandløb naturligt set især oversvømmer uden for planternes vækstsæson, bevirker, at selv moderat forhøjede koncentrationer af kvælstof og fosfor ikke indvirker negativt på forekomst og kvalitet af de grundvandsafhængige naturtyper, så længe oversvømmelsen ikke bliver unaturlig lang eller pågår om sommeren, hvor vandstanden er lavere, samtidig med at fordampningen er højere.
For at få en ide om næringsstofniveauet i vandløbsvandet er det en god ide at se på plantesammensætningen i overgangszonen mellem land og vand. Hvis små amfibiske plantearter, der kan leve både over og under vand, er til stede, samtidig med at der er en fugtig overgangszone, indikerer det, at der sjældent er forhøjede koncentrationer af næringsstoffer og i hvert fald ikke i perioden, hvor planterne vokser. Omvendt vil store og udbredte bestande af arter med præference for medium til høj næringsstoftilgængelighed kunne indikere, at næringsstofniveauet kan være generelt højt, og at det derfor kan være hensigtsmæssigt at kigge nærmere på dette med eventuel prøvetagning. Imidlertid kan det også afspejle, at der igennem mange år er deponeret materiale fra vandløbet på bredden i forbindelse med grødeskæring og opgravning af bundmateriale fra vandløbet, og at tilgængeligheden af næringsstoffer i bredzonen derfor er unaturlig høj, og langt højere end i vandløbsvandet.
Mange vandløb er frahegnede, så græssende dyr ikke kan gå ned i vandløbet. Vandløbsloven rummer mulighed for at kræve frahegning af vandløb, hvis den øgede erosion giver problemer med sedimentation nedstrøms. Men frahegning af vandløb kan også skyldes praktiske årsager, f.eks. ejerskel, eller at man vil undgå besvær med, at dyrene sidder fast. Man bør undersøge mulighederne for- at inkludere vandløbet i hegningen, da dyrene kan få vand og samtidig bidrage med forstyrrelse i vandløbet, som øger interaktionen mellem land og vand og skaber særlige nicher, som f.eks. enårige sumpplanter er afhængige af.
