Gennem de seneste århundreder har mennesker forandret ådalene ved at grøfte, dræne, udrette og uddybe vandløb, opdyrke engene, skære tørv i moserne og drive dambrug. Det har medført, at naturlige levesteder enten er forsvundet eller forringet. Historiske kort og billeder har dokumenteret mange af disse ændringer. Allerede på de høje- og lave målebordsblade kan man se, at der er gravet mange grøfter og mange vandløbsstrækninger er udrettede og kanaliserede. Her ses en strækning af Kastbjerg Ådal mellem Sem om Enslev. De historiske kort viser, at der allerede i 1800-tallet var en høj tæthed af grøfter i ådalen, og at dele af vandløbet var rettet ud. I 1954 er hele den viste strækning rettet ud. Man kan også se, at der stort set ikke er vedplanter i ådalen. Luftfotoet fra 2020 viser, at dele af vandløbsstrækningen er genslynget, og der er kommet krat med vedplanter, men der er stadig mange grøfter, der afvander enge og moser (fra Miljøportalen).
Den generelle sænkning af vandstanden fører til nedbrydning og sætning af tørvejordene og deraf følgende frigivelse af næringsstoffer. Sætninger kan føre til samlinger af stagnerende vand, evt småsøer. Disse forstærkes yderligere ved dannelsen af balker (volde) langs vandløbene, når opgravet materiale placeres langs kronekanten, hvilket vanskeliggør vandets strømning gennem ådalen til vandløbet.
Herunder vises Kastbjerg ådal 1954-2020
Ellenbergs indikatorværdier (Ellenberg m.fl. 1991) er biologiske vurderinger af plantearters optimum langs de vigtigste økologiske gradienter, herunder næringsrigdom, fugtighed og pH. Ved at tage gennemsnittet af indikatorværdien for hver art på en artsliste kan man få en indikation af, hvilke miljøforhold artssammensætningen er tilpasset.
Ellenbergs næringsindikator er et udtryk for vegetationens tilpasning til mængden af tilgængelige næringsstoffer på voksestedet. Således indikerer forekomsten af liden soldug og klokkelyng (indikatorværdi = 1), at der er en begrænset mængde næringsstoffer tilgængelig for planternes vækst, mens stor nælde og burresnerre (indikatorværdi = 8) peger på, at levestedet er rigt på næring.
Ellenbergs indikatorværdi for fugtighed er et udtryk for vegetationens tilpasning til de hydrologiske forhold på voksestedet. Således indikerer forekomsten af sandskæg (indikatorværdi = 1), at voksestedet er ekstremt tørt, djævelsbid og lyse-siv (indikatorværdi = 7) findes, hvor der er fugtigt, mens tagrør og kragefod (indikatorværdi = 10) peger på, at levestedet er vådt, men med lange perioder uden stående vand.
Ellenbergs indikatorværdi for pH (surhedsgrad) er et udtryk for vegetationens tilpasning til voksestedets surhedsgrad. Således indikerer forekomsten af hedelyng og rundbladet soldug (indikatorværdi = 2), at voksestedet er ekstremt surt, eng-karse og kær-tidsel (indikatorværdi = 5) findes, hvor der er moderat surt, mens mygblomst og butblomstret siv (indikatorværdi = 8) peger på, at levestedet er kalkrigt.
Næringsratioen er forholdet mellem Ellenbergs indikatorværdier for næringsstof og surhedsgrad er et udtryk for vegetationens næringsbelastning. Variationen i indikatorværdien for næringsstoffer er i store træk bestemt af variationen i pH, da arter, som foretrækker næringsrige voksesteder, i stor udstrækning også foretrækker en høj pH-værdi (Ejrnæs m.fl. 2009, Andersen m.fl. 2013). Der er tale om en evolutionært bestemt og meget stærk korrelation mellem Ellenbergs næringsindikator og Ellenbergs pH-indikator, som skyldes, at naturligt næringsrige levesteder i reglen også har en høj pH, mens næsten alle levesteder med lav pH også er naturligt næringsfattige. Ved at dividere Ellenbergs næringsindikator med Ellenbergs pH-indikator kan man få en næringsratio, som er mindre afhængig af den naturlige variation i surhedsgrad inden for en naturtype (Andersen m.fl. 2013). En undersøgelse af overvågningsdata fra rigkær og kildevæld har vist, at næringsratio er langt den stærkeste indikator for artsrigdom af typiske arter i kalkrige mosetyper (Andersen m.fl. 2013). Indikatoren beregnes for hvert prøvefelt ved at tage et gennemsnit af forholdet mellem Ellenbergværdierne for næring og surhedsgrad (Ellenberg N/Ellenberg R) for alle de arter, der er registreret. De oprindelige Ellenberg-værdier findes i Ellenberg m.fl. (1992) og de modificerede engelske indikatorværdier (Hill m.fl. 1999) er tilgængelige på NERC's hjemmeside (ses her).
Indikator | Hvor/hvordan | Hvad kan det bruges til? | Kriterier for god naturtilstand |
Ellenbergs næringsstofindikator | Beregnes som et gennemsnit ud fra en samlet artsliste (se boks) | Kan anvendes som et mål for næringsstatus i de tørre dele af ådalsnaturen: overdrev og heder | I Nygaard m.fl. (2020) findes kriterier for, hvornår en habitatnaturtype med meget stor sandsynlighed er hhv. i en gunstig og ugunstig tilstand (et lempet og et skærpet kriterium). Se værdierne her. |
Ellenbergs indikator for fugtighed | Beregnes som et gennemsnit ud fra en samlet artsliste (se boks) | Det er ikke et direkte mål for de hydrologiske forhold, men en værdi, der afspejler arternes respons på vandstanden på voksestedet. | |
Næringsratio | Beregnes som et gennemsnit ud fra en samlet artsliste: Ellenberg Næring/Ellenberg surhedsgrad (se boks) | Næringsratio har vist sig at være den bedste indikator for tilstanden i kildevæld og rigkær | |
Ellenbergs indikator for pH (surhedsgrad) | Beregnes som et gennemsnit ud fra en samlet artsliste (se boks) | Bruges til beregning af næringsratio. | |
Stjernearter | Er anført med stjerner (* eller **) i feltskemaer til besigtigelse naturarealer. | Følsomme arter, der hovedsageligt forekommer på steder med en god naturtilstand. De indikerer typisk følsomhed overfor kulturpåvirkning i form af eutrofiering, afvanding og/eller tilgroning. To-stjernearter er meget følsomme overfor kulturpåvirkning og indikerer lang kontinuitet. | Jo flere stjernearter, der er til stede på et areal, desto bedre forventes arealet at fungere som levested for følsomme arter. Eksempler på to-stjernearter er djævelsbid, tormentil og krognæb-star |
Indikatorarter for kildevæld og rigkær | Som støtte til klassificering af habitatnaturtyperne kildevæld og rigkær, har DCE udvalgt en række indikatorarter. Den komplette liste findes her. | Indikatorarterne er bl.a. mosarter, der er tilknyttet grundvandsdominerede områder og andre plantearter, der er tilknyttet grundvand og/eller næringsfattige forhold. | Jo flere indikatorarter, der er til stede, desto bedre er den biologiske tilstand. Eksempler på indikatorarter er hjertegræs, loppe-star, vibefedt, tvebo baldrian, nedløbende bryum, grøn krumblad og glinsende kærmos |
Grundvandsafhængige naturtyper spiller en særlig rolle i Vandrammedirektivet. Det er helt ligetil at konstatere, når det gælder mineralrige kildevæld og rigkær samt mineralrige udgaver af hængesæk, tidvis våd eng og våde klitlavninger. De vil alle være direkte afhængige af at der strømmer grundvand frem hvor næringstilgængeligheden er begrænset fordi fosfor typisk er hårdt bundet til mineraler som calcium og jernforbindelser. Imidlertid kan en høj grundvandsstand også være en forudsætning for overlejring og dannelse af højmoser, sure fattigkær, tørvelavninger og klokkelyngheder, selvom der med tiden er opstået en adskillelse mellem grundvandet og det ionfattige regnvand og overfladevand, som føder disse sure naturtyper. Det er derfor vanskeligt på forhånd at udelukke nogle af de våde moser og enge fra at være helt eller delvist grundvandsafhængige.
Dambrug er intensiv fødevareproduktion i vand. Ved at stoppe dambrugsdriften reduceres tilførslen af næringsstoffer til vandløbssystemet. Der vil ofte være en stor næringsstofpulje på arealet, der ligger som næringsrigt sediment i bunden af dammene eller i egentlige slambassiner. Dette sediment bør fjernes i forbindelse med retablering af arealet, da effekten af tidligere næringspåvirkning fra dambrug kan være langvarige.
En del dambrug har udnyttet grundvand/kildevand som vandresurse. Det betyder, at grundvandet ledes direkte fra udspring gennem dammene og videre til vandløbet. Når dambrugsdriften ophører, er der mulighed for at genoprette grundvandsafhængig natur, hvis vandet får lov at sive gennem de øverste jordlag/tørvelag eller strømme ud over et større område.
Hvis der blot graves et fint slynget vandløb til kildevandet, vil den resurse, som grundvandet kan være for den terrestriske natur, ikke blive udnyttet.
Siden slutningen af 1980’erne er der gennemført hundredvis af vådområdeprojekter i Danmark. For hovedparten af vådområdeprojekterne har det primære formål ikke været naturgenopretning, men at nedbringe næringsbelastningen af grundvand, kystvande, søer og vandløb og i nyere tid også kulstoflagring. Det kan være mere end svært at få naturhensyn og naturgenopretning til at spille sammen med disse miljømål, særligt når virkemidlerne er målrettet omsætning af næringsstoffer.
Gennemføres projekterne på tidligere landbrugsjord eller næringsrige, artsfattige kulturenge, vil der ofte være en positiv effekt på områdets naturværdier, men effekten vil være begrænset. Gennemføres projekterne i eksisterende, værdifuld natur, vil effekten på den terrestriske natur ofte være negativ.
Kvælstofvådområdeprojekter har som primært formål at reducere mængden af næringsstoffer, der udledes til søer og fjorde, og har været gennemført i mange projekter siden slutningen af 1980érne. Siden 1998 har projekterne haft til formål at leve op til nitratdirektivet, og siden 2009 at bidrage til målsætningen i EU’s vandrammedirektiv om minimum god økologisk tilstand i det danske vandmiljø. Kvælstofvådområdeprojekter indeholder ofte flere forskellige tiltag, der skal hæve vandstanden og skabe iltfrie forhold, så kvælstof frigives til atmosfæren ved denitrifikation, og omfatter især genslyngning af vandløb, etablering af våde enge eller engsøer samt afbrydelse af dræn og sløjfning af grøfter. Tilførsel af næringsrigt vand fra vandløb og overrisling med drænvand vil føre til, at vegetationen bliver højtvoksende og domineret af få, næringskrævende arter (fx vådområdeprojektet Halkær Sø). Hæves vandstanden derimod ved at sløjfe grundvandsførende dræn og grøfter, så næringsfattigt grundvand bringes op i terræn, er der potentiale for at genskabe truet grundvandsafhængig natur (fx vådengsprojektet Halkær Å).
Fosforvådområder har til formål at reducere udledningen af fosfor til søer. Projekterne er typisk lavet ved at genoprette og omlægge vandløb, så der sker en bundfældning i vandløbssedimentet og tilbageholdelse af det partikelbundne fosfor på de vandløbsnære arealer i forbindelse med oversvømmelser. Næringsrigt sediment, der aflejres i eng eller rigkær, kan påvirke vegetationen negativt i adskillige år efterfølgende.
Lavbundsprojekter har til formål at reducere udledningen af drivhusgasser og kvælstof samt forbedre eller genskabe natur ved at udtage lavbundsjorde fra landbrugsdrift. Da lavbundsprojekter har kulstoflagring og ikke reduktion af næringsudledning som førsteprioritet, giver de umiddelbart bedre mulighed for at indarbejde naturhensyn end kvælstof- og fosforvådområdeprojekterne. Men biodiversitetspotentialet er størst, hvor virkemidlerne målrettes genopretning af levesteder for sjældne og truede arter.
