Vådområdeprojekter har typisk ikke til formål at fjerne næringsstoffer fra de terrestriske naturområder, men derimod skal de sikre, at næringsstofferne ikke kommer ud i åer og fjorde. En evaluering af gennemførte genopretningsprojekter har vist, at forsat høj næringsstatus efter genopretning står i vejen for at lykkedes med genopretningen af beskyttede naturtyper (Moeslund m.fl. 2022). Naturligt næringsfattige levevilkår medvirker til en balance mellem planterne, hvor store planter ikke fortrænger små planter og mosser. Naturlig hydrologi er et vigtigt skridt på vejen, fordi grundvandet har evnen til at binde fosfat hårdt til jern og kalk. Derudover findes der en række metoder målrettet til at fjerne næringsstoffer, herunder tørveskrælning, biomassehøst og afbrænding.
Fjernelse af den øverste, næringsrige jord kan effektivt nedbringe næringspuljen i jorden og fjerne en eksisterende frøpulje af nogle få, almindelige konkurrencestærke arter, så der bliver mulighed for indvandring af nøjsomme arter, som hører til i den næringsfattige natur. Tørveskrælning kan også resultere i, at der genskabes kontakt til grundvandsspejlet, så der skabes grundlag for indvandring af grundvandsafhængig vegetation. Et godt eksempel er dannelsen af rigkær i bunden af gamle tørvegrave.
Metoden anvendes på mindre arealer og kræver relativt fast bund, da afskrælning typisk foregår med maskine. Overskudsjord skal fjernes fra naturområdet og kan udlægges på dyrkningsjord i omdrift – så vender næringsstofferne tilbage til dyrkningsjorden, hvor de kom fra.
Biomassehøst/høslæt reducerer mængden af næringsstoffer i området. Høslæt hæmmer særligt de konkurrencestærke arter og åbner vegetationen, så der kan komme lys ned til de små nøjsomme planter, der er helt afhængige af lys (Kotowski m.fl. 2006). Biomassehøst/høslæt vil i de fleste områder foregå maskinelt. Brug af maskiner i ådalen kan udligne mikrotopografien, når tuerne køres over, med tab af biodiversitet til følge (Kotowski m.fl. 2013). Hvis store områder slås på én gang, kan det resultere i manglende foderplanter og blomsterresurser til insekterne – især vil det være alvorligt for planteædende insekter, som befinder sig i vegetationen i larvestadiet.
Maskinel høslæt egner sig typisk som naturgenopretning i en overgangsperiode i næringsrige områder, hvor der ikke er sjældne arter eller positive strukturer til stede, såsom tuer, sten og enkeltstående træer og buske. Slåning uden fjernelse af biomasse fremmer ikke biodiversiteten.
Kontrolleret afbrænding anvendes i stigende grad i lysåbne naturtyper som enge og moser som et supplement til eller i stedet for græsning. Kontrolleret afbrænding foretages i den sene vinter eller det tidlige forår inden væksten starter, og hvor risikoen for, at ilden løber løbsk eller antænder selve tørven, er mindst.
Brand fjerner først og fremmest dødt plantemateriale og modvirker ophobning af førne (læs mere her). Ved at fjerne førne skabes lys ved jordoverfladen til gavn for insekter og planter, ligesom vegetationen kan blive mere indbydende for græssende dyr. Afbrænding fjerner desuden kvælstof og kan have en stimulerende effekt på frøspiring hos nogle arter.
Kotowski, W., Thörig, W., van Diggelen, R., & Wassen, M. J. (2006). Competition as a factor structuring species zonation in riparian fens - a transplantation experiment. Applied Vegetation Science, 234-240.
Kotowski, W., Jablonska, E., & Bartoszuk, H. (2013). Conservation management in fens: Do large tracked mowers impact functional plant diversity? Biological Conservation, 292-297.
Moeslund JE, Andersen DK, Brunbjerg AK, Bruun HH, Fløjgaard C, McQueen SN, et al. High nutrient loads hinder successful restoration of natural habitats in freshwater wetlands. Restor Ecol. 2022:e13796.
