Genopretning af en naturlig græsningsfunktion i ådalene er en forudsætning for at skabe variation og levesteder til de mange lyselskende arter. Bid og tramp skaber åbninger i vegetationen, der giver plads til små nøjsomhedsplanter, dannelse af tuestrukturer og bar jord, der kan fungere som levesteder for varmeelskende insekter og spirebed for planter (biodiversitetseffekter af forstyrrelser i våd natur: Fløjgaard et al. 2022). Barkskrælning og andre skader på træer giver mulighed for, at svampe og insekter kan kolonisere træerne, så der senere hen opstår hulheder og dødt ved. De store dyrs gødning og ådsler øger variationen i organiske kulstofkilder og danner basis for hele fødekæder af specialiserede og ikke-specialiserede insekter og svampe. Derudover har dyrene også en funktion i forbindelse med frøspredning, omsætning og flytning af kulstof i områderne.
Genopretning af en naturlig græsningsfunktion vil de fleste steder omfatte en genudsætning af store planteædere, der er forsvundet fra landskabet. Planteædere er forskellige i deres fødevalg, foretrukne habitat, vægt, fordøjelse, gødning osv. og derfor bidrager forskellige arter forskelligt til biodiversiteten. I store områder kan de traditionelle husdyr (kvæg og heste) med fordel suppleres med arter som bison, bæver, elg, vandbøffel eller vildsvin, der udfylder andre nicher og bidrager med andre processer (Fløjgaard m.fl. 2021). Græsning er en naturlig proces i de våde naturtyper og mange store planteædere, selv husdyr, kan klare at græsse i våd natur, hvis de også har adgang til tørre, højere liggende arealer, fx. dele af ådalsskrænterne. Etablering af græsning må ikke bruges som påskud for at afvande vådområderne.
Vandløbsloven rummer mulighed for at kræve frahegning af vandløb, så de græssende dyr ikke har adgang til vandløbet. Dette er typisk for at undgå ødelagte brinker, øget erosion og sedimentation af fosforrige partikler nedstrøms. Risikoen for, at drikkende dyr forårsager nedtrampning af brinkerne, hænger sammen med græsningstrykket i sommerhalvåret. Et lavere græsningstryk fordelt på hele året, vil sandsynligvis ikke påvirke vandløbet negativt på samme måde som sommergræsning med et højt dyretryk. Både dyrenes muligheder for at søge vand og græsse på vandplanter i vandløbet og den erosion, de giver, er dog naturlige processer, og de negative effekter forventes at være begrænsede i store varierede naturområder. Kommunen kan dispensere fra vandløbsloven, så det er en god ide at tage kontakte hertil, hvis man ønsker at etablere græsning uden frahegning til vandløb.
Tætheden af store planteædere er afgørende for en naturlig græsningsproces. Både undergræsning (og resulterende tilgroning) og overgræsning (og resulterende mangel på blomster om sommeren) er ødelæggende for biodiversiteten. En naturlig tæthed af store planteædere genoprettes bedst ved at praktisere helårsgræsning med det antal dyr, der kan klare sig på arealerne hele året uden tilskudsfodring (se også Forvaltning af store planteædere). Den naturlige tæthed af dyr kan tilnærmes eksperimentelt ved at tillade bestanden af dyr at vokse naturligt ved formering og tage dyr ud, der viser tegn på ikke at trives. En naturlig tæthed vil typisk ligge mellem 70-250 kg/ha for et gennemsnitligt, varieret dansk naturområde – i den lave ende for næringsfattige eller meget homogene arealer og i den høje ende for varierede, næringsrige arealer. Tætheden af fritgående hjortevildt i det danske landskab når ikke inden for intervallet for naturlige tætheder af store planteædere, og det er derfor nødvendigt at hegne naturarealer for at opnå en øget tæthed uden at skabe konflikter med naboarealer. Selvforvaltende natur med naturlig bestandsdynamik kræver som tommelfingerregel 1.000 ha (Fløjgaard m.fl. 2017), men man kan tilnærme sig naturlig græsning på meget mindre arealer ved fx at praktisere helårsgræsning uden tilskudsfodring og med reaktiv forvaltning. Hvis dyrene medicineres mod indvoldsorm, skal de tages af arealerne i en karantæneperiode for at den naturlige gødningsfauna ikke udryddes.
Man vil kun undtagelsesvis nå helt i mål med at genoprette en naturlig græsningsproces, og der vil derfor i langt de fleste tilfælde være behov for opfølgende forvaltning.
Selv om bæveren ikke er kendt for at ”græsse”, så er den en vigtig økosystemingeniør, hvor den med sine opdæmninger skaber levesteder for et væld af andre arter. Som udgangspunkt vil bæver bidrage med en vigtig økologisk funktion i et ådalsøkosystem og øge interaktionen mellem vandløb og terrestrisk natur, men den reducerer samtidig vandløbsstrækninger med hurtig strøm og grusbund. Lovgivningsmæssigt kan der være en konflikt mellem bæverens dæmninger og med opfyldelse af vandrammedirektivet, som kræver tilstedeværelse af tilstrækkelige strækninger med de rette strøm- og bundforhold. For habitatdirektivet kan der også være en konflikt mellem beskyttelse af bæveren og de strømkrævende arter laks, grøn kølleguldsmed og flodperlemusling, som også er på bilag II/IV (samme beskyttelsesstatus som bæveren). Bæverens opstemninger kan komme til at dominere et vandløb på bekostning af andre levesteder og arter. Afhængig af naturværdierne i vandløbet og målsætningerne herfor, kan der være behov for at overvåge effekterne af bæver og regulere bestanden.
