Det er i overvejende grad de samme ting, der skal til for at genoprette interaktion mellem vandløb og ådal, som der skal til for at genskabe den naturlige hydrologi i ådalen. Imidlertid er det ikke altid nok at fjerne dræn og grøfter i ådalen, for selvom om det vil føre til en stigning i vandstanden i vandløbet, er mange vandløb i dag så uddybede, at det kan være nødvendigt at hæve vandløbsbunden gennem tilførsel af nyt bundmateriale som grus og sand, for at vandløbet kommer op i terræn og får mulighed for at oversvømme de vandløbsnære arealer.

Sten og grus er yndede materialer at anvende til at hæve vandløbsbunden med, både fordi de bidrager til at skabe levesteder i vandløbene, men også fordi der er stor fokus på at etablere gydebanker for ørred. Imidlertid bør der ikke udlægges så meget groft materiale, at det afviger fra de geologiske forhold, der karakteriser området. Således bør der ikke introduceres store mængder grus i vandløb, der ligger på en hedeslette, eller hvor der er ringe fald på vandløbet, og hvor der alligevel ikke er energi nok i systemet til, at vandløbet selv kan friholde gruset, for at der aflejres finere materiale som sand. Her risikerer man at introducere et vedligeholdelsesbehov i vandløbet med bortgravning af aflejret materiale, hvilket ikke gavner vandløbsdynamikken og heller ikke vandløbsorganismerne.

Det kan også overvejes at introducere dødt ved i vandløbet for derigennem at styrke variationen i vandløbet og øge vandstanden i vandløbet, hvilket kan bidrage til en mere dynamisk overgangszone mellem land og vand. Mange steder vil dødt ved dog ikke anses som et naturligt fænomen, fordi der i dag sjældent er træer langs vandløbene. Imidlertid vil naturlig opvækst af træer i ådalen sammen med en tilførsel af dødt ved kunne bidrage yderst positivt til at skabe varierede forhold både i vandløb og ådal.

Endelig er det også en god ide at overveje en egentlig genslyngning af vandløbet, samtidig med at vandløbsbunden hæves. Genslynges vandløbet sammen med en hævning af vandløbsbunden, hvor denne ikke ligger terrænnært, vil det bidrage til den generelle hævning af vandstanden i ådalen samt medvirke til at genskabe den hydrologisk kontakt mellem vandløbet og de omgivende arealer.

På denne måde bidrager man til at skabe en længere overgangszone mellem land og vand til gavn for de mange arter, der er knyttet til denne. De vandløbsdynamiske processer hjælpes i gang ved at introducere små slyngninger eller store mæanderbuer, afhængigt af hvad der vil være naturligt for vandløbet. Dog er det en klar forudsætning for sidstnævnte, at der ikke introduceres så store mængder groft materiale til vandløbet, at det reelt set virker som en sikring af den profil, der er etableret (Baatrup-Pedersen m.fl. 2012). Der kan læses meget mere om, hvordan man hensigtsmæssigt kan gøre dette i publikationen om virkemidler til forbedring af de fysiske forhold i vandløb (Fejerskov m.fl. 2019).

Græssende dyr kan med deres forstyrrelse i vandløbet bidrage til at øge interaktionen mellem land og vand og skabe særlige nicher, som fx enårige sumpplanter er afhængige af. Dyrenes adgang til vandløbet er mange steder hæmmet af frahegning af vandløbet, der forhindrer de græssende dyr i at gå ned i vandløbet. Vandløbsloven rummer mulighed for at kræve frahegning af vandløb, hvis den øgede erosion af dyrenes færden giver problemer med sedimentation nedstrøms. Men frahegning af vandløb kan også skyldes praktiske årsager, fx ejerskel, eller at man vil undgå besvær med, at dyrene sidder fast. Man bør undersøge mulighederne for at inkludere vandløbet i hegningen. Det vil også gavne dyrene, at de har adgang til vand.