I moser og enge er det i høj grad vandets kemiske sammensætning, som bestemmer, hvilke dyr og planter der trives. Hvor det mineralrige grundvand vælder frem, udvikles rigkær og kalkrige kildevæld, som kan være meget artsrige og er vigtige levesteder for sjældne mosser og karplanter, fx mange orkidéer. Vandets indhold af kalk og jern binder fosfor, så det bliver utilgængeligt for planterne, og så længe grundvandet ikke er forurenet af udvasket nitrat, er det fattigt på kvælstof. Plantevæksten er derfor naturligt meget lille, hvilket fremmer de mange lave og nøjsomme planter og mosser, der ikke kan klare sig i konkurrencen med høje planter. Endnu mere næringsfattige forhold finder vi i de moser, hvor næringstilførslen primært stammer fra regnvand. Her er vandet surt og fattigt på mineraler. Vegetationen præges derfor af nøjsomme tørvemosser, dværgbuske som tranebær, hedelyng, mosebølle og klokkelyng og små urter som soldug, næbfrø og kæruld. Vækstmiljøet er så åbent, at der er plads til rensdyrlaver på de knapt så våde tuer. I sure, men også mineralrige, moser og enge med iltfattige forhold og lav pH, minimeres nedbrydningen af organisk materiale. Der foregår derfor en langsom opbygning af et tørvelag bestående af uomsatte planterester.
Lysåbne moser og enge opretholdes ved forstyrrelser som græsning, trykvandspåvirkning, varierende grundvandsstand, erosion, brand og stormfald, da de ellers vil gro til med buske og træer. Græsning er den vigtigste naturlige proces, som mindsker tilgroningen, men høj vandstand, oversvømmelser og fremvældende grundvand hjælper også til. Visse mineralrige kær og højmoser er dog antageligt så våde eller har så stor vandgennemstrømning, at de alene af den grund er træfrie. De næringsfattige og anaerobe forhold som følge af højt grundvandsspejl, betyder at buske og træer er længe om at etablere sig. Dræning og næringstilførsel medvirker til en hurtigere tilgroning med træer og buske.
Hvert sjette år foretages en vurdering af bevaringsstatus for de naturtyper, der er omfattet af Habitatdirektivet, herunder de 12 lysåbne og to skovdækkede eng- og mosetyper. Med undtagelse af hængesæk i atlantisk region og aktiv højmose i kontinental region (hvor Tofte Mose udgør hovedparten af arealet), som begge har moderat ugunstig bevaringsstatus, er status vurderet stærkt ugunstig for alle eng- og mosetyperne i begge biogeografiske regioner. Overvågningsdata viser endvidere tegn på en forværring af tilstanden i våd hede, hængesæk, kildevæld, rigkær og skovbevokset tørvemose, mens tilstanden er stabil i tidvis våd eng, aktiv højmose, tørvelavning og avneknippemose (Fredshavn m.fl. 2019). Udviklingen for nedbrudt højmose og elle- og askeskov vurderes ukendt. Tilstand og udvikling af de terrestriske habitatnaturtyper kan ses her.
