Op gennem 1800- og 1900-tallet blev der gennemført en række afvandingsprojekter rundt om i Danmark med det formål at øge andelen af landbrugsjord. Store områder blev afvandet gennem rørlægning, udretning og uddybning af vandløb, og der blev etableret dræn og grøfter i ådalene med henblik på at afvande ådalenes enge og kær. Samlet set er omkring halvdelen af vandløbene i dag rørlagt, og hovedparten af resten (ca. 90 %) er udrettede og uddybede. Disse ændringer i ådalene bevirker ikke kun, at der er tabt levesteder for arter tilknyttet vandløbet, men også at det grundvandspåvirkede areal langs vandløbene er indskrænket, med tab af levesteder for arter knyttet til kær, moser og enge til følge. Dette hænger sammen med, at udretning og uddybning af vandløbet sænker grundvandsspejlet i ådalen, således at det udstrømmende grundvand mange steder ikke længere når rodzonen. Det betyder også at vandløbene ikke længere kan oversvømme de vandløbsnære arealer ved store afstrømningshændelser, der skaber og vedligeholder vigtige levesteder. Skønsmæssigt har kun ca. 10 % af de danske vandløb bevaret deres naturlige levesteder for plante- og dyrearter. Samtidig med at vandløbene er blevet udrettet og ådalene drænet er de såkaldte bagvande i høj grad forsvundet fra ådalene. Bagvande skal her forstås bredt, som den række af levesteder, der opstår når mæanderbuer afsnøres, og der skabes mere stillestående vande. Naturlig succession bevirker at der er stor både tidslig og rumlig dynamik i de levesteder, der opstår i ådale i tilknytning til bagvande.
Arealet af mose og eng har været i stærk tilbagegang gennem de seneste 200 år. Tilbagegangen er vanskelig at sætte tal på, fordi vores arealstatistik bag ud i tiden er upræcis (Levin & Normander 2008), men et konservativt skøn vil være en tilbagegang på mindst 80 % (Rune 1997). I de første 150 år skete tilbagegangen hovedsageligt som følge af afvanding og opdyrkning (Larsen m.fl. 2007), mens det siden 1980’erne primært har drejet sig om vedligeholdelse af eksisterende dræn (Olesen 2009). I takt med landbrugets stigende effektivisering de sidste 100 år har moserne og engene mistet deres betydning som resurse for landbruget, og de er enten blevet drænet og omlagt til landbrugsjord eller den ekstensive drift med fx græsning er ophørt (Larsen m.fl. 2007). I Dansk Naturindikator kan man se udbredelsen af det nuværende areal med vådområder, vådområdernes potentielle udbredelse samt en indikation for naturlig hydrologi.
Moser og enge er beskyttede af naturbeskyttelseslovens § 3, og den vejledende registrering peger på, at naturtyperne sammenlagt udgør 2.116 kvadratkilometer, svarende til knap 5 % af landarealet (Miljø- og Fødevareministeriet Miljøstyrelsen 2019). En del af de § 3-beskyttede enge er endvidere omfattet af en fugtig eller våd naturtype på Habitatdirektivets Bilag I. I forbindelse med den seneste rapportering til EU blev i 2019 estimeret, at indlandssaltenge, klitlavninger, våde heder, tidvis våde enge, urtebræmmer, aktive højmose, nedbrudt højmose, hængesæk, tørvelavning, avneknippemose, kildevæld og rigkær samt sumpskovstyperne skovbevokset tørvemose og elle- og askeskov samlet dækker et areal på 820 kvadratkilometer, svarende til ca. 1,9 % af Danmarks landareal (se arealet af de enkelte habitatnaturtyper her) og knap 40 % af § 3-arealet med enge og moser. Forskellen på de to opgørelser skyldes først og fremmest, at naturbeskyttelsesloven beskytter store arealer med kulturenge, som ikke kvalificerer til beskyttelse af habitatdirektivet. En analyse af udviklingen af de mosearealer, der er omfattet af §3-beskyttelsen i naturbeskyttelsesloven, har vist et nettotab på 0,2 % af mosearealet i perioden 1995-2014. I samme periode har tilbagegangen af de beskyttede enge været på 2,9 %. Tilbagegangen skyldes især opdyrkning og omlægning, og i mindre grad tilplantning, infrastrukturer, haver/parker og tørlægning (Nygaard m.fl. 2016).
Siden slutningen af 1980’erne har hundredvis af vådområdeprojekter i Danmark ført til udvikling af nye ferske enge og moser på tidligere dyrkede arealer. For hovedparten af det nye vådområdeareal har det primære formål været at nedbringe næringsbelastningen af grundvand, kystvande, søer og vandløb, mens genopretning af naturlige enge og moser har været sekundært. Det har typisk resulteret i relativt næringsrige enge og moser, som fungerer dårligt som levested for sjældne og truede arter. Ydermere har tilsåning med græs som afslutning på genoprettede engarealer været almindelig praksis, hvilket er ødelæggende for, at en naturlig sammensætning af plantearter kan indfinde sig på arealerne (Nygaard m.fl. 2018).
