Strukturindikatorerne afspejler de vigtigste trusler mod naturtyperne. Indikatorerne giver derfor et godt grundlag for at vurdere hvilke forhold der skal rettes op på, og hvilke typer af forvaltningsindsats der skal til for at opnå en bedre naturtilstand på arealet. Arealerne kan inddeles i fire forvaltningsklasser afhængig af forholdet mellem strukturindeks og artsindeks. Forvaltningsklasserne giver et godt grundlag for at prioritere indsatsen. Et højt indeks er over 0,6 (klasse I og II) og et lavt indeks er under 0,6 (klasse III, IV og V):
1 Høj strukturindeks - Høj artsindeks
2 Høj strukturindeks - Lav artsindeks
3 Lav strukturindeks - Høj artsindeks
4 Lav strukturindeks - Lav artsindeks
Forvaltningsklasse 1 er de mest værdifulde naturarealer, hvor livsbetingelserne er gode, og arterne trives. Det er vigtigt at prioritere disse arealer for at sikre at forvaltningsindsatsen opretholder den gode tilstand.
Forvaltningsklasse 2 er de arealer, hvor der sandsynligvis allerede er foretaget en passende forvaltningsindsats, men hvor artsindholdet endnu ikke har indfundet sig. Det kan dog også være arealer, der er påvirket af forhold, strukturindikatorerne ikke fanger. Eksempelvis vil en velafgræsset eng, der gødskes have et fint strukturindeks, men en monoton artsfattig vegetation med et lavt artsindeks.
Forvaltningsklasse 3 er værdifulde arealer med et akut forvaltningsbehov. Der er et højt artsindeks tilstede med mange værdifulde arter, men strukturindekset er lavt, så arterne er i akut fare for at forsvinde. Disse arealer bør altså prioriteres allerhøjst for at sikre den eksisterende biodiversitet.
Forvaltningsklasse 4 er arealer hvor både livsbetingelser og artsindhold er ringe. Det er arealer med et stort forvaltningsbehov, men også arealer hvor en forvaltningsindsats først efter mange år vil give et værdifuldt artsindhold.
