I Den Danske Rødliste (pr. oktober 2023) indgår 13.898 arter af svampe, dyr og planter, hvis risiko for uddøen er vurderet af rødlistens artseksperter. Af de 13.898 arter er 831 behandlet i den igangværende vurderingsperiode (2020-2030), 11.832 er behandlet i perioden 2014-2019, mens 1.235 arter ikke er behandlet siden Rødliste 2010 (2003-2011).
De fleste behandlede arter betragtes som en del af den danske natur, men 2.675 arter, svarende til knap en femtedel af de behandlede arter, er indslæbte, indførte, optræder tilfældigt eller er under etablering (og vurdering er således ikke relevant, NA) eller er ikke vurderet (NE). Eksperterne har således foretaget en egentlig rødlistevurdering af 11.223 arter.
De truede arter, dvs. de kritisk truede (CR), truede (EN) og sårbare (VU) arter (jf. IUCN), omfatter 1.932 arter, der sammenlagt udgør 17,2 % af de rødlistevurderede arter. Af de rødlistevurderede arter er 41,3 % rødlistede (4.635 arter); dvs. henført til en af de seks kategorier: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) eller utilstrækkelige data (DD) (se Figur 1).
Opgørelserne i dette afsnit opdateres løbende gennem vurderingsperiode 2020-2030 i takt med publiceringen af nye og genvurderede artsgrupper. Herved sikres, at arternes fordeling på rødlistekategorierne altid afspejler de nyeste data.
Figur 1. Oversigt over fordelingen af rødlistekategorier for alle de rødlistevurderede arter i Den Danske Rødliste pr oktober 2023 (figuren til venstre). I figuren til højre kan de forskellige artsgrupper fremsøges. I figurerne indgår 7 rødlistekategorier: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT), utilstrækkelige data (DD) og livskraftig (LC). De seks første kategorier (røde og gule signaturer) udgør tilsammen de rødlistede arter. De truede arter omfatter kategorierne kritisk truet (CR), truet (EN) og sårbar (VU). Arter, der ikke er relevante at vurdere (NA) eller ikke er vurderet (NE), indgår ikke i figurerne. Denne figur opdateres løbende gennem vurderingsperiode 2020-2030 i takt med publiceringen af nye og genvurderede artsgrupper. Herved sikres, at arternes fordeling på rødlistekategorierne altid afspejler de nyeste data.
Af de 11.223 rødlistevurderede arter er:
Endelig er 2.531 arter (18,2 % af alle behandlede arter) ikke relevante (NA) at vurdere, da de optræder tilfældigt eller er under etablering. Mange af disse er forvildede haveplanter, mens andre er nyligt opdagede arter såsom ribbestokket rørhat eller sydlig dyndflue. Yderligere 144 arter, inden for de artsgrupper, der er med på rødlisten, er ikke vurderet (NE).