Aarhus Universitets segl

Udviklingen i arternes truethed (rødlisteindekset)

For at kunne analysere trends i den overordnede risiko for at arter uddør, er det vigtigt kun at sammenligne rødlistevurderinger, som reelt er sammenlignelige og hvor en ændring i trusselsstatus i rødlisten er udtryk for en reel forandring af artens status i naturen. Det er lige præcis dét som opnås ved at sammenligne rødlisterundernes vurderinger med IUCN´s rødlisteindeks (Redlist Index, RLI). Resultaterne af denne sammenligning af vurderingerne i Rødliste 2010 og Rødliste 2019 er beskrevet herunder.

En del arter har ændret kategori mellem Rødliste 2010 (2003-2011) og Rødliste 2019 (2014-2019); nogle er vurderet mere truede, andre mindre truede (se Tabel 2). Der kan være mange årsager til at en art har ændret kategori. Der kan fx være kommet bedre viden eller der kan være sket taksonomiske ændringer (ændringer i opfattelsen af arterne), men det kan også være reelle ændringer, der faktisk afspejler, at arten har fået det værre eller bedre i den danske natur (læs mere i afsnittet om årsager til kategoriskift). For at kunne sammenligne rødlisterunder er man selvfølgelig nødt til kun at se på de arter som reelt har ændret kategori. IUCN´s rødlisteindeks (RLI) er udviklet netop til at sammenligne to rødlister og kan bruges til at måle ændringer i artsgruppers risiko for at uddø. RLI beregnes parvist for arter med gentagne vurderinger, hvor eventuelle kategoriskift skyldes reelle forandringer i, hvor truede arterne er (Bubb et al. 2009, se detaljer i beregningen af RLI). En RLI-værdi på 1 betyder, at alle arter i den pågældende artsgruppe, er henført til kategorien livskraftig (LC), mens en RLI-værdi på 0 betyder, at alle arter er regionalt uddøde (RE). Arter, som reelt har ændret kategori, eller hvor status reelt er den samme i begge rødlister, indgår i beregningerne af RLI.

I beregningerne af rødlisteindekset, der sammenligner Rødliste 2010 og Rødliste 2019, indgår 5.231 arter (se Figur 2). Ser man samlet på alle ovennævnte arter er rødlisteindekset på 0,884 i Rødliste 2010 og 0,875 i Rødliste 2019, og dette lille fald i indeksværdien afspejler, at arterne er blevet signifikant mere truede i perioden 2003-2019 (p < 0,001, Wilcoxon pairwise signed rank test).    

Der er ikke beregnet ikke et nyt samlet rødlisteindeks for Den Danske Rødliste pr. oktober 2023. Det hænger sammen med, at en meget lille andel af arterne er genvurderet (kun dagsommerfuglene og en del af svampebillerne m.fl.) og at datagrundlaget for at beregne rødlisteindekset derfor er meget spinkelt. Indtil den samlede publicering af Rødliste 2030 foretages således kun nye beregninger af rødlisteindekset for de enkelte artsgrupper (som for dagsommerfuglene), mens den samlede RLI-beregning afventer at en væsentlig andel af arterne bliver genvurderet. Herved sikres, at sammenligningerne af rødlisterunderne giver et retvisende billede af udviklingen i den danske natur.

Rødlisteindeks for artsgrupperne

Der er beregnet ændringer i rødlisteindekset fra Rødliste 2010 og Rødliste 2019 for 21 artsgrupper, mens der kun er foretaget beregninger af rødlisteindeks pr. oktober 2023 for dagsommerfuglene og svampebiller m.fl., idet det er de eneste artsgrupper, der er genvurderet siden Rødliste 2019. Fra Rødliste 2010 til Rødliste 2019 er der en stigning i indeksværdien for 9 artsgrupper, mens der er faldende indeksværdier for andre 10 artsgrupper. Hvis vi alene ser på ændringer, der er statistisk signifikante (Wilcoxon pairwise signed rank test, p < 0,05), så er fire artsgrupper (karplanter, snudebiller, fugle og svirrefluer) blevet signifikant mere truet fra 2010-2019 (p < 0,001), mens guldsmedene er blevet signifikant mindre truet (p < 0,05).

Der er ikke statistisk signifikante ændringer i rødlisteindeksværdien for artsgrupperne dagsommerfugle og svampebiller m.fl. fra 2010 til 2023 og ej heller fra 2019 til 2023 (for dagsommerfuglene), så for disse grupper kan vi ikke konkludere, at arterne er blevet mere eller mindre truede.

Opgørelserne i dette afsnit er fra Rødliste 2019 og opdateres først ved afslutningen af vurderingsperiode 2020-2030. Herved sikres, at beregningerne af udviklingen i arternes truethed bygger på et robust datagrundlag.

Alle arter Figur 2

Figur 2. IUCN´s Red List Index (RLI) for sammenligning mellem Rødliste 2010 og Rødliste 2019. En RLI-værdi på 1 svarer til, at alle arter er livskraftige (LC). En RLI-værdi på 0 svarer til, at alle arter er forsvundet fra Danmark. Der indgår 5.231 arter i beregningen af RLI (p < 0,001, Wilcoxon pairwise signed rank test). Denne figur opdateres først ved afslutningen af vurderingsperiode 2020-2030. Herved sikres, at beregningerne af udviklingen i arternes truethed bygger på et robust datagrundlag.

Referencer

  • Bubb, P.J., Butchart, S.H.M., Collen, B., Dublin, H., Kapos, V., Pollock, C., Stuart, S.N. and Vié, J.-C. 2009. IUCN Red List Index - Guidance for National and Regional Use. Gland, Switzerland: IUCN.