De væsentligste påvirkninger fra olieefterforskning er:

• Støj - særligt i forbindelse med seismiske undersøgelser. I Grønland er det sæler og hvaler, der er specielt sårbare over for denne støj, og de kan blive skræmt bort fra vigtige tilholdssteder og fra områder, hvor lokalbefolkningen driver fangst på dem. Støjen fra seismiske undersøgelser er vanskelig at begrænse, så påvirkningerne på hvaler og sæler forebygges bedst ved at undgå at udføre undersøgelserne i områder og perioder, hvor der er særligt sårbare dyr til stede. Vejledningerne til miljøvurdering (EIA) og vurdering af forebyggende tiltag (EMA) af seismiske undersøgelser er i øjeblikket under revision. 
   
• Udledninger fra efterforskningsboringer - det er særligt boremudder og borespåner, som normalt udledes til havbunden. Men også maskineri om bord på boreskibe og -platforme, samt den intensive transport med skibe og helikoptere giver anledning til emissioner til atmosfæren i form af drivhusgasser og stoffer som NO_x og SO₂. Sådanne emissioner kan ikke undgås, og de begrænses derfor bedst ved stram regulering, herunder krav om ”Best Environmental Practice” (BEP) og ”Best Available Techniques” (BAT) (se mere på OSPAR-konventionens hjemmeside) og gennem overvågning af det omkringliggende miljø. Vedr. boremudder stilles der særlige krav i Grønland, hvor der ind til nu kun har måttet benyttes vandbaseret boremudder. Aarhus Universitet har udarbejdet et forslag strategi om brug af boremudder i Grønland, som blev godkendt af Naalakkersuisut 26. januar 2015.

Resulterer efterforskningen i en senere udvinding af olie, fortsætter disse påvirkninger sammen med nye udledninger, hvor det særligt er udledningen af produktionsvand, som kan give anledning til miljøproblemer.

Den største trussel mod miljøet fra olieefterforskning og -udvinding til havs er et stort oliespild. Oliespild opstår som følge af uheld og kan forebygges intensivt og effektivt. Men risikoen kan ikke elimineres, og i grønlandske farvande er den forhøjet på grund af isbjerge. Store oliespild har to kilder. De opstår enten ved boring i undergrunden som følge af en udblæsning (”blow-out”), hvis kontrollen over brøndens tryk mistes. Eller de opstår i forbindelse med skibstransport, hvis olien i tankene undslipper, fx ved grundstødning eller kollision med et andet skib eller et isbjerg. På land er bristede rørledninger den største kilde til olieudslip.

Effekterne fra oliespild varierer meget fra spild til spild. De afhænger af olietype, af vejret og af hvor olien spildes og driver hen. Selv et lille spild af en tung og viskøs olietype, der når ind til en kyst med rigt dyre- og planteliv, kan give meget omfattende og langvarige effekter. Derimod er der eksempler på, at et stort spild af en let og flygtig olie langt til havs har givet meget begrænsede effekter.

Oliespild på vandoverfladen kan bekæmpes; mekanisk ved at opsamle olien, kemisk ved at dispergere den, så den forsvinder ned i vandsøjlen og endelig ved afbrænding. Metodernes effektivitet varierer meget med omstændighederne for spildet, og afbrænding, og dispergering skal desuden sættes i gang meget hurtig efter, at olien er spildt for at være effektiv. Oliespild på vandoverflader med is er særligt vanskelige at opsamle, da der ikke er udviklet effektive metoder til opsamling af olien i mellem og under is(flager). Men her har forsøg med afbrænding været lovende.

Det store spild af råolie i Prince William Sound i Alaska i 1989 (41.000 m³ fra tankskibet Exxon Valdez) er et eksempel på et spild med meget omfattende miljøpåvirkninger, som også fandt sted i et område, der på mange måder kan sammenlignes med de vestgrønlandske kystområder.

Oliespild forebygges gennem høje miljø- og sikkerhedsstandarder (BEP og BAT se ovenfor), som bl.a. opnås gennem myndighedsreguleringen og overvågning.