Minedrift for bly og zink ved Maarmorilik fandt sted fra 1973 til 1990. Malmen blev brudt underjordisk i fjeldpartier i omkring 600 meters højde. Oparbejdningen af malmen til koncentrat skete i et anlæg, som lå ved havniveau, og tailings fra anlægget blev udledt i en fjord tæt ved. Der blev udført miljøundersøgelser allerede i 1972 før minens start, og DCE har fortsat miljøovervågningen, både mens minedriften fandt sted og efter dens ophør. Den seneste overvågning blev udført i 2009.

Minedriften medførte i starten en betydelig bly- og zinkforurening af et større fjordområde. Siden faldt forureningsniveauet, både mens minedriften fandt sted, men især efter dens ophør. Der blev fundet forhøjede niveauer af bly og zink i havvand, sedimenter, tang, muslinger og fisk i tidevandszonen, men også i fisk og rejer fra fjordenes dybere dele.

De fire vigtigste forureningskilder var tailings, affaldsbjerg (brudt materiale med lavt indhold af bly og zink), støv fra malmknusning og støv fra lastning af bly- og zinkkoncentraterne. Metaltilførslen fra alle disse kilder blev væsentligt reduceret, mens minedriften fandt sted.

Da minen skulle lukke i 1990, var der udarbejdet en plan for, hvordan området skulle efterlades. Bl.a. blev anlæg, materiel og bygninger fjernet (solgt eller deponeret i de forladte minegange), og et særligt forurenende depot af affaldsbjerg blev flyttet. DCE har i 2008 udført undersøgelser og vurderinger af tilbageværende forureningskilder; læs mere i rapporten Evaluation of local contamination sources from the former mining operation in Maarmorilik.

Selskabet Black Angel Mining A/S har nu planer om at genåbne minen og bryde den malm, som blev efterladt i 1990, og som dengang ikke kunne brydes. Desuden har selskabet fundet nye malmforekomster bl.a. i områder, hvor indlandsisen siden 1990 er smeltet bort.