Aarhus Universitets segl

Ikke relevant

(NA, not applicable)

En art henføres til kategorien ikke relevant, hvis der er tale om arter, hvor en rødlistevurdering ikke er relevant, fordi det eksempelvis drejer sig om indførte arter, arter under etablering (dvs. at en art har været i landet i mindre end 10 år; arter der genindvandrer falder ikke for denne grænse) eller arter, der kun findes i form af strejfende individer. Regelmæssigt gæstende individer (f.eks. trækfugle) opfattes ikke som strejfende.

Belugastør / Foto: Henrik Carl

Belugastøren (Huso huso) er ikke hjemmehørende i Danmark, men indført fra området omkring Det Kaspiske Hav og Sortehavet. Det er derfor ikke relevant at vurdere dens bevaringsstatus (ikke relevant, NA). Den findes herhjemme overvejende udsat i put-and-take-søer, hvor den er en populær sportsfisk bl.a. fordi den kan blive meget stor. Her ses et eksemplar på 40,3 kg fra Kaldred Put and Take. Foto: Henrik Carl ©.

Blækspruttesvamp / Foto: Pixabay ©

Blækspruttesvamp (Clathrus archeri) en en letgenkendelig rødarmet stinksvamp, der findes i førne, træflis og kompost i løvskove, parker og haver. Arten vurderes at være under etablering og derfor henført til kategorien ikke relevant (NA). Foto: Pixabay.

Dagsommerfugl / Foto: Flemming Helsing ©

Spejlbredpande (Heteropterus morpheus) er en nyligt indvandret dagsommerfugl, der forventes at brede sig, ikke mindst som følge af et tiltagende varmere klima. Fra det første fund i 1941 og frem til 2010, er arten kun registreret meget enkeltvis og sjældent på det sydlige Sjælland og øer, sandsynligvis i form af tilfældigt strejfende individer fra Nordtyskland og Polen. Arten blev først konstateret ynglende i 2011, og er således stadig under etablering ifølge IUCN og henføres derfor til kategorien ikke relevant (NA). Foto: Flemming Helsing ©.