Aarhus Universitets segl

Rødlistekategorierne

Legende med alle kategorier

De behandlede arter

Resultatet af en rødlistevurdering er, at en art henføres til en af de ni rødlistekategorier, som afspejler artens risiko for at uddø: 

  • Regionalt uddød (RE)
  • Kritisk truet (CR)
  • Truet (EN)
  • Sårbar (VU)
  • Næsten truet (NT)
  • Utilstrækkelige data (DD)
  • Livskraftig (LC)
  • Ikke relevant (NA)
  • Ikke vurderet (NE)

De rødlistevurderede arter

De arter, der omtales som rødlistevurderede omfatter kategorierne: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT), utilstrækkelige data (DD) og livskraftig (LC). Arter, der er henført til ikke relevant (NA) eller ikke vurderet (NE), er ikke rødlistevurderede og indgår ikke i diagrammerne i rapporteringen af Den Danske Rødliste. De rødlistevurderede arter er således en betegnelse for de vurderede arter, hvilket er på linje med IUCN´s anbefalinger (IUCN 2022).

De rødlistede arter

De arter, der omtales som rødlistede omfatter kategorierne: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) og utilstrækkelige data (DD).

De rødlistede arter er typisk dem, som det er relevant at inddrage i forvaltning af naturen og prioritering af indsatserne. Det gælder Biodiversitetskortet (Ejrnæs et al. 2014), Dansk Naturindikator (Ejrnæs et al. 2021) og HNV-kortet (Brunbjerg et al. 2016).

Der har hidtil hersket en del tvivl om terminologien for de kategorier, der anvendes i rødlisteøjemed. Termen rødlistede arter er tvetydig, fordi arter henført til kategorien livskraftig (LC) i reglen også er opført på rødlisten. I praksis er de livskraftige arter dog ikke dækket af termen de ”rødlistede arter”, men hører med til de ”rødlistevurderede arter” (se ovenfor). Af ovenstående årsag anbefaler IUCN, at man ikke bruger termen de ”rødlistede arter” (IUCN 2022) som ofte forkortes til fx rødlistearter, eller rødlistearterne. Det har vi alligevel valgt at gøre i Danmark af historiske årsager, fordi de gør det i vore nabolande og fordi det er en term, som de fleste intuitivt forstår meningen af.

De truede arter

De truede arter udgøres af arter, som er henført til én af kategorierne kritisk truet (CR), truet (EN) eller sårbar (VU). Denne term er defineret af IUCN (IUCN 2012).

Referencer

  • Brunbjerg, A. K., Bladt, J., Brink, M., Fredshavn, J., Mikkelsen, P., Moeslund, J. E., Nygaard, B., Skov, F. & Ejrnæs, R. (2016). Development and implementation of a high nature value (HNV) farming indicator for Denmark. Ecological Indicators,vol 61, part 2, 271-281.
  • Ejrnæs, R., Petersen, A.H., Bladt, J., Bruun, H.H., Moeslund, J.E., Wiberg-Larsen, P. & Rahbek, C. 2014. Biodiversitetskort for Danmark. Udviklet i samarbejde mellem Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet og Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 96 s. - Videnskabelig rapport fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi nr. 112
  • Ejrnæs, R., Bladt, J., Dalby, L., Pedersen, P.B.M., Fløjgaard, C., Levin, G., Baaner, L., Brunbjerg, A.K., Mellerup, K., Angelidis, I. & Nygaard, B. 2021. Udvikling af en dansk naturindikator (DNI). Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, 60 s. - Videnskabelig rapport nr. 460. http://dce2.au.dk/pub/SR460.pdf
  • IUCN 2012. IUCN Red List Categories and Criteria. Version 3.1. Second edition. Gland, Switzerland and Cambridge, UK: IUCN. 32 sider. IUCN Red List categories and criteria, version 3.1, second edition | IUCN Library System
  • IUCN 2019. Guidelines for using the IUCN red list categories and criteria, version 14. IUCN, Cambridge, United Kingdom.
  • UCN 2022: IUCN (2022). Guidelines for Using the IUCN Red List Categories and Criteria version 15.1. Cambridge, UK. https://nc.iucnredlist.org/redlist/content/attachment_files/RedListGuidelines.pdf .