Der findes ca. 64.000 km vandløb fordelt over hele Danmark og ca. 120.000 søer og vandhuller over 100 m2. Vandløb og søer er typisk dannet under istiden, hvor smeltevandet har gravet sig ned i aflejringerne, og afløbsvandet har samlet sig i fordybninger. Processen er fortsat efter istiden og er med til at skabe fortsat dynamik i ådalene. Et naturligt vandløb slynger sig hele tiden – der gnaves af brinkerne i strømsiden og aflejres materiale på den anden. Med tiden kan åslynger afsnøres til små søer og vandhuller, som gror til med planter og tørvemosser og bliver til moser.
Mange dyr og planter lever i overgangszonen mellem vand og land, for dyrenes vedkommende ofte med larver, som udvikles i vand, og voksne insekter som slørvinger, vårfluer og guldsmede, der søger deres føde på land eller i luften. I hastigt strømmede dele af vandløbet bliver vandløbsbunden stenet og gruset, mens langsomt strømmede partier får en sandet eller mudret bund. Næsten alle danske vandløb er modificerede, fordi de er blevet forvaltet med det formål at aflede vandet fra dyrkningsjordene og undgå oversvømmelser. Det har ført til udretninger og opgravninger af bunden, mens grødeskæringer, hvor vandløbsplanterne skæres bort og lægges op på brinkerne, fortsat udføres om end i mere beskedent omfang end for 10-30 år siden.
Fra 1950-1990 foregik en omfattende forurening af vandløbene med affald, spildevand, gødning og pesticider fra slagterier, mejerier, dambrug og landbrug, men i dag er denne praksis – bortset fra uheld – ophørt, så vandkvaliteten er væsentligt forbedret.
Søerne ligger ofte som opsamlingsbassiner for det vand, som afledes fra det højere terræn omkring søen. De fleste søer er derfor gennem tiden blevet belastede med næringsstoffer, som er fulgt med spildevand og drænvand fra dyrkede marker. Næringsfattige søer med rent og klart vand er derfor blevet meget sjældne.
I Danmark findes omkring 120.000 søer, og særligt de næringsfattige og klarvandede søer har stor værdi som levesteder for en lang række arter af eksempelvis planter, padder, guldsmede, fisk, vandkalve, vandtrædere, vandgravere, hvirvlere og klobiller.
Foto: Peter Wind ©
Klokkefrø lever i varme, solbeskinnede vandhuller med undervandsvegetation og dens levesteder er truet af tilgroning, tilledning af næringsstoffer, samt udsætning af ænder og fisk. Klokkefrø er kategoriseret som sårbar (VU). Foto: Marek Szczepanek, Wikimedia Commons
Blandt de største trusler mod rødlistede arter i vandløb og søer er fysiske modifikationer af vandløb. For at udnytte vandløbenes evne til at bortlede og afvande lavbundsarealer i tilknytning til ådalene, er de fleste danske vandløb kanaliserede og dybt nedgravede. Derved fungerer de i praksis som afvandingsgrøfter og er ofte tillige koblet til et netværk af grøfter og dræn fra oplandet. For at sikre en hurtig og effektiv afvanding skæres fremvækst af vandplanter i vandløbene regelmæssigt tilbage og barrierer i form af stammer og grene fjernes. Resultatet bliver vandløb uden fysisk og biologisk variation og dermed langt færre levesteder end naturlige vandløb. I sammenhæng med den omfattende dræning af tilgrænsende lavbundsarealer, har mange danske vandløb tillige mistet den hydrologiske og biologiske kontakt til naturlige mose- og engområder, hvilket er en trussel mod levestederne for en stor del af den vandløbsfauna som er knyttet til overgangen mellem akvatiske og terrestriske levesteder i ådalene. Eksempelvis guldsmede, vandnymfer, slørvinger, vårfluer og døgnfluer med akvatiske larvestadier og landlevende voksne dyr. Interaktionen mellem vand og land i ådalen er også begrænset ved at vandløbene, som naturligvis ville løbe helt oppe i ådalens kote, er dybt nedgravede.
Mange af de næringsstoffer som tabes ved udbringning af gødning og fra stalde og gødningslagre ender med at blive udvasket til vandløb og søer. Det medfører en kraftig fremvækst af høje, konkurrencestærke urter i bræmmevegetationen og algeopblomstring og ringe sigtedybde i søerne, hvorved vilkårene for mange arter af grundskudsplanter forringes.
Vandløb og søer er også følsomme over for forurening med miljøfremmede stoffer, særligt pesticider og nedbrydningsrester af disse som udvaskes fra dyrkningsjorderne. Ferskvandslevende invertebrater og padder er særligt følsomme over for forurening.
En af de største trusler mod rødlistede arter i vandløb og søer er kanalisering og nedgravning af vandløb. For at sikre en hurtig og effektiv afvanding skæres fremvækst af vandplanter i vandløbene regelmæssigt tilbage og barrierer i form af stammer og grene fjernes. Resultatet bliver vandløb uden fysisk og biologisk variation og ofte også uden den hydrologiske og biologiske kontakt til naturlige mose- og engområder. Herved skabes langt færre levesteder end i naturlige vandløb. Kastbjerg Å. Foto: Henriette Bjerregaard ©
