Træer i forfald og dødt ved er en mangel i danske skove. Det anslås, at op mod ⅓ af alle skovens dyr, svampe og planter er knyttet til træer i forfald og til dødt ved under nedbrydning. I intensivt dyrkede skove efterlades imidlertid ikke meget dødt ved. Skovdyrkerne fælder træerne i deres ungdom, og det træ, som ikke slæbes ud af skoven som gavntræ, bliver fjernet til flisning eller pejsebrænde. Dette gælder også de træer, der ikke ender som gavntræ, men som fjernes når skoven udtyndes, mens den vokser op. Samtidig bliver skadede træer typisk fældet, inden de når at udvikle sig til egnede levesteder for skovens arter. Døde træer er et særegent levested. I det døde ved er der masser af kulhydrater, som er lige til at omsætte, hvis man har det rigtige værktøj til at fordøje fødekilden. Størstedelen af kulstoffet findes i form af lignin og cellulose, som er komplekse og svært nedbrydelige for de fleste levende organismer. Svampe er eksperter i denne nedbrydning, og de samarbejder om opgaven med biller og andre hvirvelløse dyr. Billelarverne tygger og findeler det døde træ, og svampene nedbryder lignin og cellulose. Larverne får deres kulhydrater fra svampehyfer og nedbrydningsprodukter fra svampenes omsætning af træet. Dødt ved er også et vigtigt levested for dyr og planter i søer og vandløb.

Nedbrydning fra stamme til jord kan tage mere end 100 år for et gammelt egetræ, og i løbet af denne nedbrydning gennemløber træet en udvikling, som er lige så fascinerende som udviklingen fra frø til træ. Nedbrydningen af træet begynder, længe inden træet er helt dødt. Det starter måske som et sår i barken eller en gren, som brækker af i stormen. Herved åbnes en adgangsvej for insekter og svampe, som langsomt trænger ind i træets indre og skaber hulheder. Et egetræ kan leve i hundredvis af år som et hult træ, hvor insekter, bakterier og svampe lever af at omdanne træets døde kerne til muld, mens de levende ledningsvæv under barken stadig kan forsyne kronen med vand og næring og sende kulstof ned til røddernes vækst.

Gamle træer med sårskader, hulheder og langsom vækst går under betegnelsen veterantræer. De er i kraft af deres langsomme vækst, grove, varierede bark, udsivende saft og indre hulheder velegnede levesteder for en mangfoldighed af svampe, laver, mosser og insekter. Veterantræerne syner ynkelige for det utrænede blik, men de er rene biologiske oaser sammenlignet med ranke og kernesunde produktionstræer. Hulrugende fugle, flagermus og skovmår har sammen med spætterne også nytte af veterantræerne. Spætterne skaber desuden yderligere variation i udbuddet af levesteder, når de hakker sig ind til billelarverne i det gamle ved. Naturen rummer mange kinesiske æsker, og det gælder også for skovens nedbryderfødekæde. De store poresvampe, som vokser på det døde ved, er et vigtigt led i fødekæden for flere hundrede arter af svampemyg, arter, som igen er værter for snyltehvepse, som igen parasiteres af andre snyltehvepse. Men for at denne kinesiske æske skal kunne udfoldes, kræver det naturlige skove med naturlige mængder af veterantræer og dødt ved.