En art henføres til kategorien truet, hvis den ikke kan henføres til kritisk truet, men når der alligevel er en meget høj risiko for, at den vil uddø i den vilde natur. Arter der henføres til kategorien truet har typisk meget små populationer eller lider under meget stor tilbagegang. Kriterierne for truet kan ses på IUCNs summary sheet. Kategorien truet hed i Rødliste 2010 moderat truet, men for at følge IUCN’s termer så vidt muligt hedder den nu blot truet svarende til det engelske navn for kategorien: Endangered. Kategorien truet i Rødliste 2019 er således det samme som moderat truet i Rødliste 2010.
Knoldet randbæger (Pseudombrophila ripensis) er en meget speciel bægersvamp, der er beskrevet fra Ribe-egnen i Danmark af den berømte gærforsker E.C. Hansen. Den forekommer på soleksponeret gødning fra køer og får og er truet af gødskning og mangel på græsning. Arten er blot kendt fra tre lokaliteter og vurderet truet (EN). Foto: Jens H. Petersen ©.
Tykskallet malermusling (Unio crassus) er henført til kategorien truet (EN). Den findes i dag alene i 3 vandsystemer, blandt hvilke der kun forekommer reproduktion i et tilløb til Odense Å. Malermuslingen var tidligere vidt udbredt i vandløb i Østjylland, Fyn og det sydlige Sjælland, men er forsvundet fra flertallet af kendte lokaliteter primært pga. omfattende forureninger. Foto: Peter261504, via Wikimedia Commons.
Afbidt høgeskæg (Crepis praemorsa) vokser på lysåben, næringsfattig jordbund på kalkholdige enge og kalkskrænter. Arten forekommer på 5-6 lokaliteter i Himmerland og ét sted i Nordsjælland, hvor den dog ikke er blevet registreret i de senere år. De fleste lokaliteter rummer et fåtal af individer, hvorfor arten er vurderet truet (EN). Foto: Peter Wind ©.
Melbærris-dagugle (Coranarta cordigera) forekommer i dag på omkring seks jyske heder, hvor den lever i tilknytning til hedemelbærris eller mosebølle som er larvens værtsplanter. Arten anses for at være i tilbagegang, hvorfor arten henføres til kategorien truet (EN). Arten er udbredt i store dele af Europa og registreret fra alle nabolandene omkring Danmark. Foto: Flemming Helsing ©.
Stor enggræshoppe (Chorthippus dorsatus) er tidligere fundet mange steder i Danmark - især i den sydøstlige del af landet. I de senere år er arten tilsyneladende forsvundet fra det sidste kendte jyske levested ved Birkhede nordvest for Ry og kendes i dag kun fra Sjælland. Stor enggræshoppe lever i meget høj grad på frodige og fugtige enge, som hurtigt gror til, hvis de ikke græsses, og artens markante tilbagegang skyldes sandsynligvis tilgroning. Stor enggræshoppe er rødlistet som truet (EN). Foto: Ole Martin ©.
Bøgeløber (Carabus intricatus) er en af vores største og smukkeste løbebiller. Den forekommer i ældre løvskov, særligt i ravineskove på mor- eller næringsfattig muldbund. Arten er sjælden og lokal, kun kendt fra tre områder i Østjylland og fra Bornholm. I Jylland er udbredelsen fragmenteret, forekomstarealet meget begrænset, og artens levesteder skønnes flere steder at være i vedvarende tilbagegang. Arten er derfor henført til kategorien truet (EN). Foto: Morten D.D. Hansen ©.