En art henføres til kategorien kritisk truet (CR), når der er en ekstremt høj risiko for, at den vil uddø i den vilde natur. Arter der henføres til kritisk truet har typisk ekstremt små populationer eller lider under ekstremt stor tilbagegang. Kriterierne for kritisk truet kan ses på IUCNs summary sheet.
Pragtvægbi (Anthophora aestivalis) findes primært på tørre blomsterrige overdrev, i sydvendte skovbryn og lignende levesteder, hvor den anlægger sine reder i klinter. Pragtvægbi har tidligere været udbredt med fund fra seks lokaliteter på Bornholm, men er i det seneste årti kun genfundet ved Arnager, som udgør den nordligste del af udbredelsesområdet. Pragtvægbi er henført til kategorien kritisk truet (CR). Foto: Kåre Kristiansen ©.
Dværgvandnymfe (Nehalennia speciosa) er uden sammenligning vores mest truede guldsmed. Den findes i skrivende stund kun på én lokalitet i Danmark. Levestedet, en hængesæk i Nordsjælland, er stærkt truet af tilgroning, på trods af ihærdige naturplejetiltag. Dværgvandnymfe er vurderet kritisk truet (CR). Foto: Erik Dylmer ©.
Strand-vortemælk (Euphorbia palustris) vokser mellem tagrør på en strandbred på Læsø som det eneste sted i Danmark. Her har arten formået at holde stand, siden den blev fundet her i 1955. Den er derfor henført til kategorien kritisk truet (CR). Foto: Peter Wind ©.
Hvid stork (Ciconia ciconia) ynglede tidligere med flere tusind par i Danmark, men ændret landbrugsdrift og dræning af vådområder har bragt arten på randen af udryddelse. Arten er rødlistevurderet som kritisk truet (CR). Foto: Jacob Sterup ©.
Tæt fugleklomos (Pterogonium gracile) er en skovart, som vokser på bark af gamle aske- og bøgetræer. Den er gået stærkt tilbage og findes kun ét sted i Danmark, i Slotved Skov i Vendsyssel. Arten er rødlistet som kritisk truet (CR). Foto: Knud Knudsen ©.
Dyndsmerlingen (Misgurnus fossilis) findes kun i nogle få moseområder og vandløb i tilknytning til Vidå-systemet i Sønderjylland. Her er den i stor fare for at uddø, da bestanden er meget lille, og levestederne er truet bl.a. af udtørring og hårdhændet vedligeholdelse. Den er derfor henført til kategorien kritisk truet (CR). Foto: Henrik Carl ©.