De faglige temaer for Biodiversitetssymposiet 2015 var valgt af programkomiteen og så således ud:
Naturen mangler plads, men er det lige meget, hvor vi finder plads til den? Skal vi være de tusinde frimærkers land, eller skal vi satse på store sammenhængende nationalparker? Hvor ligger vores vigtigste natur – på sandjordene eller lerjordene, i skoven, mosen eller langt ude på overdrevet? Overordnet stiller vi i dette tema spørgsmålet: Hvor får vi mest biodiversitet for pengene?
Forvaltning er en krumtap i naturbeskyttelsen. Når vi har besluttet, hvor vi skal give naturen plads, lyder det næste spørgsmål: Hvordan får vi mest biodiversitet for pengene?
Under denne overskrift har vi samlet fire temaer, et overordnet tema under overskriften ’adaptiv forvaltning’ samt tre temaer organiseret efter karakteren af forvaltningsmålet.
Opnår vi det, vi ønsker at opnå i forvaltningen af arter eller levesteder? Ofte er vi i tvivl, enten fordi målsætningerne ikke har været skarpe nok, fordi virkemidlerne ikke har fungeret, eller fordi en systematisk opfølgning ikke er blevet foretaget. Adaptiv forvaltning er et værktøj til at tilrettelægge og gennemføre naturforvaltning, der sikrer klare beslutningsprocesser, målrettede indsatser og engagement hos de deltagende aktører.
I lyset af det overordnede politiske mål om at standse tabet af biodiversitet virker det indlysende at sætte truede arter som målsætning for forvaltningen. Udfordringen består i at vide nok om de sjældne arter til at kunne prioritere indsatsen, samt være sikker på at indsatsen for den ene truede art ikke forringer vilkårene for andre truede arter. Nogle arter ved vi meget lidt om – for eksempel invertebrater, mosser og svampe – og andre arter er mobile og dermed afhængige af flere forskellige habitater i løbet af deres livscyklus. Andre arter såsom sommerfugle og vedsvampe har metapopulationsstrukturer. Hvordan sikrer vi disse hensyn i naturforvaltningen?
Levesteder er fristende at bruge som målsætning for forvaltningen. Levesteder kan afgrænses geografisk, og der kan opstilles forvaltningsmål for deres abiotiske tilstand og drift. Men hvordan forbedrer man egentlig tilstanden, hvis et levested er belastet med næringsstoffer, afvandet eller under kraftig tilgroning? Og hvordan sikrer man sig, at indsatsen på levestedet er til gavn for den samlede biodiversitet og ikke kun for udvalgte organismegrupper som for eksempel fugle og karplanter? Og hvad skal der egentlig til for at genskabe et levested, hvis udgangspunktet er en majsmark eller en Sitkagran-plantage?
Det er kun i Europa, at naturen opfattes som plejekrævende. I resten af verden fungerer den vilde natur udmærket, så hvorfor ikke bare lade naturen passe sig selv? Om ikke andet lyder det jo let og billigt. Udfordringen er hvordan og om vi kan opretholde biodiversiteten knyttet til lysåbne levesteder, hvis vi dropper naturplejen. Hvilke processer er nødvendige for at vi kan få en selvopretholdende natur? Er indhegning af store dyr en hjælp eller en forhindring for biodiversiteten? Hvor meget plads kræver elefanter og kan de overhovedet overleve en dansk vinter? Behøver vi flere store rovdyr eller er det godt nok med ulven? Hvad er det for nøglefunktioner, som i dag mangler i økosystemerne? Hvad betyder ådsler og gødning for biodiversiteten?
I debatten om biodiversiteten og den truede natur hører man ofte, at der ikke er brug for viden, men for handling. ”Alle er jo enige om, at problemet er eutrofiering, dræning og ophørt pleje”. Men ved vi faktisk, hvad det er, der bestemmer biodiversiteten og forekomsten af truede arter? Måske er det ikke så simpelt. Hvad er det, der bestemmer arternes fordeling i landet, og hvad fortæller det om vores nuværende prioritering af områder og indsatser?
Folkelighed er in. Alle vil gerne være venner med folket, ikke mindst politikerne. På det seneste er forskerne også blevet venner med folket – i hvert fald når folket bidrager til forskningen med indsamling af data om naturen. Samler de frivillige gode brugbare data ind til forskningen, og kan de inddrages i beslutningsprocesserne på lige fod med forskerne? Kan man bruge de frivillige i naturplejen? Og kan man inddrage dem i overvågningen af den danske naturs tilstand?
Bioetikken diskuteres hidsigt blandt naturelskere. Er der en grænse for, hvor meget forvalterne skal blande sig i de naturlige processer, og hvor går den grænse? I de seneste 10 år er der sket genudsætning af Bilag IV-padder, eghjort og pletvinger, bison og bæver og mange andre arter. Hvad bliver det næste mon? Elefanter og næsehorn? I vore nabolande er det normalt at foretage assisteret spredning af planter i naturgenopretningsprojekter, men det er endnu kun på forsøgsstadiet i Danmark. Noget af den bedste natur findes snart i militærets skyde- og øvelsesterræner samt i gamle råstofgrave – så måske skal vi bare bombe os til en bedre natur?
