Agroforestry for People, Ecosystems and Climate
Skovlandbrug for mennesker, økosystemer og klima. AfPEC projektet undersøger, hvordan kaffe-skovlandbrug kan bidrage til at styrke natur, klima og menneskers levebrød i Uganda.
AfPEC-projektet undersøger, hvordan kaffe-skovlandbrug kan bidrage til at styrke natur, klima og menneskers levebrød i Uganda. Projektet kombinerer forskning med praktisk støtte til kaffebønder og gennemføres i et tæt samarbejde mellem universiteter, NGO’er og private virksomheder.
På Mount Elgon i det østlige Uganda har kaffe-skovlandbrug siden kolonitiden været rygraden i lokalsamfundenes økonomi. Kaffe giver en afgørende kontant indkomst, mens træer og andre afgrøder leverer mad, brænde og byggematerialer. Landskabet på Mount Elgons frodige bjergskråninger kan umiddelbart virke grønt og velbevaret, men bag facaden vokser presset på naturressourcerne.
Ugandas befolkning er vokset markant – fra omkring 8 millioner ved selvstændigheden i 1962 til cirka 53 millioner i dag. For hver generation bliver landbrugsarealerne opdelt i stadig mindre parceller, og mange hjemmehørende træarter er gradvist forsvundet og erstattet af eksotiske frugttræer og eukalyptus. Samtidig er den lokale viden om de oprindelige økosystemer og deres funktioner mange steder gået tabt.
AfPEC’s forskning dokumenterer, hvordan samspillet mellem træer, afgrøder og mennesker kan levere vigtige økosystemtjenester – såsom kulstoflagring, jordfrugtbarhed og biodiversitet – samtidig med at det styrker lokale levebrød. I øjeblikket arbejder projektet med at identificere de bedst egnede hjemmehørende træarter og de mest effektive dyrkningsmetoder i kaffe-skovlandbrug. I projektets første år har seks danske specialestuderende gennemført feltarbejde på Mount Elgon, og fire ugandiske ph.d.-studerende er ligeledes tilknyttet AfPEC. Målet er at udvikle løsninger, der både gavner naturen og er økonomisk attraktive og praktisk anvendelige for landmændene.
For at sikre, at forskningsbaseret viden omsættes til konkret handling, etablerer AfPEC såkaldte Living Labs. Her arbejder projektet på at demonstrere god praksis i virkelige landbrugssystemer og skabe rum for fælles læring. Den danske NGO Seniorer uden Grænser spiller en central rolle i samarbejdet med kaffebønder og studerende. Gennem samarbejde mellem forskere, studerende, NGO’er og lokale aktører udvikles og forbedres skovlandbrugssystemer, der kan bidrage til mere robuste økosystemer, større biodiversitet og mere bæredygtige levebrød.
AfPEC samarbejder desuden med eksterne partnere, herunder Frellsen Kaffe, for at fremme en social og økologisk bæredygtig kaffeproduktion og -eksport, der skaber langsigtet værdi for lokale kaffebønder. En god pris på kaffen giver bønderne motivation og økonomisk råderum til at bevare og pleje deres skovlandbrug.
AfPEC-projektet er støttet af Danida og koordineres af Anne Mette Lykke, Ecoscience, med deltagelse af syv partnere fra Danmark og Uganda (https://afpec.info/partners/).