Nyudklækket doktor sigter mod bæredygtig fremtid for jagt- og vildtforvaltningen
Niels Kanstrup vil rykke jagt- og vildtforvaltningen hen imod en bæredygtig, blyfri fremtid. Over 35 års virke som rådgiver, forsker og aktiv jæger og en livslang passion for naturen kulminerede for nyligt, da han forsvarede sin doktorafhandling ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.
Mandag den 10. oktober 2022 forsvarede Niels Kanstrup sin doktorafhandling omgivet af kollegaer, venner og familie. Afhandlingen er resultatet af et livslangt arbejde og passion for natur, jagt og vildtbiologi. Afhandlingen har fokus på at vise de alvorlige konsekvenser ved brugen af blyholdig ammunition i jagt, men i høj grad også at demonstrere, hvordan overgangen til blyfri ammunition kan se ud. En overgang der både er mulig og nødvendig, hvis man skal tro den nyudnævnte doktor.
En bred faglig baggrund
Niels Kanstrup er ansat som vildtbiolog ved Institut for Ecoscience og kan nu også kalde sig dr.techn. Han læste i sin tid biologi på Aarhus Universitet, men meget af hans karriere og erfaring stammer fra verdenen uden for de gule mure, hvor han blandt andet har haft sin gang ude blandt jægerne.
”Jeg er selv aktiv jæger, og det har været en stor del af min motivation for at lave den her afhandling, at jeg har en stor passion for vildt og jagt” siger Niels Kanstrup.
Vil nedbryde siloer
For 5-6 år siden vendte Niels Kanstrup tilbage til universitetet. Her har han udgivet de publikationer, der sammen med en syntese udgør den videnskabelige del af hans afhandling. En lang karriere har givet ham bred erfaring med flere faglige felter. Det tekniske har fyldt, men det har politik og lovgivning – og i særlig grad jægernes reaktion på lovgivningen – også. Dertil kommer en mere socioøkonomisk tilgang til stoffet, som også altid har optaget Niels Kanstrup. Og dette brede perspektiv er netop en af forcerne i den nye afhandling:
”Jeg har erfaring inden for både det naturvidenskabelige, det tekniske, det politiske og det socioøkonomisk felt, men jeg var godt klar over, at der ikke var et enkelt af felterne, hvor jeg havde dybde nok til at trække en doktorafhandling. Derfor har det været mit mål at bryde silotænkningen. Og det er tilsyneladende lykkedes, fordi det er faktisk en af de ting, som bedømmelsesudvalget har lagt vægt på” siger han.
For Niels Kanstrup handler det om at nedbryde kasser og arbejde på tværs af videnskabelige discipliner, men også om at anvende sit vidtspændende nationale og internationale netværk, der kan bidrage med ny forskning og nye idéer. For selvom han nødigt vil blive for filosofisk, anser han sig selv som holistisk orienteret.
Derfor håber han også, at hans afhandling kan hjælpe til at udvikle en værktøjskasse, der bevæger sig væk fra kassetænkning og i retning af et bredere perspektiv. En værktøjskasse og tankegang, der forhåbentlig kan overføres til andre problematikker i samfundet:
”Det et ambitiøst mål, men hvis det her med at forene kræfter og nedbryde siloer lykkes, så kunne det være et eksempel på, hvordan man kunne løse andre og meget større udfordringer” siger Niels Kanstrup.
Forsker eller passioneret?
Selvom Niels Kanstrup gerne indrømmer, at tanken om en doktorafhandling gav ekstra adrenalin, så er det hans kærlighed til naturen og til vildt og jagt, der driver ham.
”Det er passion, der har drevet værket, ellers ville jeg heller ikke have brugt så meget fritid på det. Men jeg er egentlig aldrig på arbejde, og jeg har heller aldrig helt fri” siger han.
Passionen gør, at Niels Kanstrup har fortsat sin forskning, også når der ikke har været penge til at finansiere alle hans projekter. Det leder videre til et spørgsmål, han før har fået: Hvornår er man forsker, og hvornår er man aktivist?
”Jeg er blevet beskyldt for at være aktivist af blyindustrien, fordi de påstår, at jeg går ud og politiserer og advokerer. Mange vil sige, at en forsker bare skal fremlægge sin viden, og så er det op til nogle andre at advokere for en bestemt holdning. Men jeg vil have lov til at gå ud og advokere for mine resultater og anbefale en ændret forvaltning, så længe det holder fagligt og videnskabeligt.” siger han.
Det er nemlig ikke blot forskningen i sig selv men muligheden for at levere en god jord videre til de næste generationer, der motiverer ham. Så selvom han i princippet har alderen til at gå på pension, så er det ikke planen lige nu:
”Jeg kan jo ikke stoppe her, det ville være for uinteressant. Men jeg skal ikke lave flere afhandlinger,” siger Niels Kanstrup.
Nu vil han ud at formidle sit budskab og interagere én til én med befolkningen og særligt jægerne for på den måde at smøre processen fra problem til løsning. Han har modtaget penge fra den danske privatfond 15. Juni Fonden, der betyder, at han det næste år kan komme ud og holde en masse foredrag, primært i Danmark. Niels Kanstrup håber desuden, at doktorafhandlingen kan hjælpe til at få endnu flere samarbejder og måske udløse noget finansiering i forhold til at sikre en mere bæredygtig fremtid for ikke bare jagt- og vildtforvaltningen, men for vores natur og miljø.
Blå bog:
Niels Kanstrups afhandling har titlen: ‘The transition to non-lead ammunition: an essential and feasible prerequisite for sustainable hunting in modern society’ . Du kan læse den her: https://pure.au.dk/portal/files/284678093/210528_Niels_Kanstrup_Transition_non_lead_ammunition_Dissertation.pdf
Niels fik sit første job i 1985, hvor han blev ansat som biolog i en dansk jagtforening. Sidenhen har han arbejdet mange år i Danmarks Jægerforbund, stiftet Dansk Jagtakademi, arbejdet som selvstændig rådgiver, og siden 2017 tilknyttet Aarhus Universitet som adjungeret lektor og vildtbiolog. Han har desuden omfattende jagterfaring fra Europa, Afrika og Nord- og Sydamerika.
Privat er Niels Kanstrup bosiddende på en landejendom på Djursland, gift med Anna og har to voksne børn.