Aarhus Universitets segl

Nyt forskningsprojekt skal kortlægge mulige miljørisici ved brug af CO2 neutrale brændstoffer

Udskiftning af fossile brændstoffer i skibsindustrien med CO2 neutrale alternativer har en række direkte og afledte klimagevinster. Langt mindre velundersøgt er dog de mulige miljørisici, der er knyttet til en storskala anvendelse af CO2 neutrale brændstoffer i skibe.

Foto: Janne Fritt-Rasmussen
Maersks nye metanol skib, Københavns havn 13/9-2023. Foto: Janne Fritt-Rasmussen

I de kommende 4 år vil forskere ved Institut for Ecoscience - Aarhus Universitet i samarbejde med Force Technology, DTU Aqua, Syddansk Universitet, Institut for Miljøvidenskab - Aarhus Universitet og Maritime Research Alliance gennemføre et forskningsprojekt, der skal kortlægge potentielle afledte miljøeffekter ved brug af forskellige CO2 neutrale brændstoffer i skibsindustrien. Projektet vil indeholde en række eksperimentelle studier for at belyse påvirkning af vandlevende organismer, naturlige nedbrydningsmekanismer, stoffernes spredning i atmosfære og havmiljø under normal drift og ved uheld/spild, samt livscyklusvurdering.

Forskningsprojektet er støttet af Dampskibsselskabet NORDEN A/S.

For mere information kontakt projektleder Janne Fritt-Rasmussen, jfr@ecos.au.dk