Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Isbjørne i Sydøstgrønland udgør en selvstændig bestand, der er adskilt fra isbjørne i resten af Østgrønland

Det viser et nyt studie, der netop er offentliggjort i det højt ansete tidsskrift ”Science”. Professorerne Rune Dietz og Christian Sonne fra Arktisk forskningscenter, Aarhus Universitet har deltaget i studiet.

Photo credit: NASA OMG
Photo credit: Kristin Laidre

Biologiske parametre, genetiske data og sporing vha. satellitsendere har afsløret, hvordan den tidligere ikke undersøgte bestand i Sydøstgrønland, der kun har adgang til havis nogle få måneder om året, overlever ved at jage fra isbjerge og klumper af ferskvandsis, der vælter fra gletschere ned i de sydøstgrønlandske fjorde.

Isbjørne i Østgrønland forekommer i, hvad der er det største udbredelsesområde blandt de 19. bestande, der var kendt i Verden inden det nye studium. Indtil nu har man antaget, at isbjørne i Østgrønland udgjorde én stor bestand, der var udbredt langs hele den østgrønlandske kyst.

For at kunne rådgive den grønlandske regering om forvaltning af isbjørne påtog Pingortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut sig opgaven af finde ud af, hvorvidt der i virkeligheden fandtes mere end en isbjørnebestand i det enorme område i Østgrønland.

Tidligere var der kun meget få studier af isbjørne i området syd for Tasiilaq, fordi området er ubeboet og vejrforholdene er ekstremt barske og uforudsigelige på alle tider af året.

I 2014-2015 interviewede Pingortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut østgrønlandske bjørnejægere for at indhente deres viden om isbjørne.

I perioden 2015-2022 har forskere fra Pingortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut i samarbejde med kolleger fra USA og Norge gennemfløjet kyster og fjorde i Østgrønland fra Prins Christians Sund i syd til Kap Morris Jessup i nord for at mærke isbjørne og tage biopsier (vævsprøver) fra dem. De nye data blev suppleret med lignende data indsamlet over en 35 års periode under diverse studier af isbjørne i Østgrønland. Desuden indgik vævsprøver indsamlet af de østgrønlandske fangere fra deres isbjørnejagter i de genetiske analyser.

Summen af disse oplysninger har nu afsløret, at der i Østgrønland findes 2 isbjørnebestande, hvoraf den ene lever i Sydgrønland mellem 60 og 64 grader nord, (det vil sige på breddegrader der ligger syd for Reykjavik i Island).

Bestanden i Sydøstgrønland er genetisk den mest distinkte af Verdens isbjørnebestande. Den er genetisk mere forskellig fra nabobestandene end nogen af de tidligere kendte 19 ”Verdensbestande” er med deres nabobestande. Bestanden synes at være tilpasset de ekstreme forhold i Sydøstgrønland, hvor den kun har mulighed for at jage på havisen få måneder af året.

Satellitsporing af voksne hunner i perioden 2015-2022 viste, at isbjørnene i Sydøstgrønland i modsætning til isbjørne i andre bestande, der jager i store områder, mest holder sig ”hjemme”. De bevæger sig på isen inde i de dybe fjorde eller oppe i fjeldene for at komme til nabofjorde. Det viste sig dog, at omkring halvdelen af de dyr, der blev sporet med satellitsendere, blev ”fanget” i drivisen i den Østgrønlandske Strøm og ført mere end 200 km sydover. Imidlertid kunne de ”hoppe af” isstrømmen og vandre nordpå og tilbage via land og Indlandsisen til de fjorde de kom fra.

Det er nu op til de grønlandske forvaltningsmyndigheder at tage stilling til, hvordan den nyopdagede og særegne isbjørnebestand i Sydøstgrønland skal forvaltes.

For Østgrønland er der en årlig kvote for, hvor mange isbjørne, der må nedlægges af lokale jægere med licens. I 2022 er kvoten på i alt 69 isbjørne. Kvoten udnyttes i de tre områder: Ittoqqortoormiit/Scorebysund, Tasiilaq-området, og i Sydvestgrønland, hvortil nogle isbjørne bringes med isstrømmen fra Østgrønland syd om Nunap Isua/Kap Farvel.

Faktaboks

Studiet blev indledt i 2014 med en undersøgelse, hvor bjørnejægere i Østgrønland blev interviewet om deres viden om isbjørne, hvilket bl.a. indgik i forskernes planlægning af, hvor de skulle lede efter isbjørne. Udover at bidrage med vigtig viden om forekomst har de østgrønlandske bjørnejægere gennem flere årtier indsamlet vigtige vævsprøver, der bl.a. indgik i de genetiske analyser.

Under studierne i Sydøstgrønland blev der i løbet af 3 forårssæsoner (2015-2017) bedøvet og mærket i alt 126 isbjørne. Der blev fra helikopter taget biopsier (lidt hår og hud) fra 32 bjørne, der ikke blev bedøvet. Derudover så man 146 isbjørne, der ikke blev mærket. Forskerne satte et satellit-radiohalsbånd på 27 voksne hun-isbjørne i områderne mellem Tasiilaq og Prins Christians Sund. Desuden indgik genetiske analyser af vævsprøver fra 388 isbjørne indsamlet i perioden 1983-2017. Disse prøver var dels indsamlet af østgrønlandske fangere fra deres bjørnefangst, og dels af forskere fra bedøvede isbjørne, eller fra ubedøvede isbjørne, der fik taget en biopsi fra helikopter

Studiet, der blev ledet af Pingortitaleriffik/Grønlands Naturinstitut, foregik i samarbejde med forskere fra University of Washington (Seattle), University of California (Santa Cruz), Århus Universitet Department of Ecoscience, Norsk Polar Institut (Tromsø), Universitetet i Oslo, the US National Snow and Ice Data Center (Boulder), og Wildlife Genetics International (Nelson, Canada).

Studiet blev finansieret af: Miljøstyrelsen (Det danske Miljøministerium:DANCEA og Miljøstøtte til Arktis), Pingortialeriffik/Grønlands Naturinstitut, den grønlandske regering via Den strategiske miljøplan for Nordøstgrønland. Bureau of Mineral and Petroleum (Nuuk), og de amerikanske Leo Model Foundation, Vetlesen Foundation, National Aeronautics and Space Administration, US National Science Foundation.

Diverse om artiklen