Aarhus Universitets segl

Forskere undersøger offshore-installationers betydning for livet i havet

Forskere fra Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet og DTU Aqua er netop vendt retur fra en månedlang forskningstur med fokus på biodiversitet nær Skjold-platformen i Nordsøen. Elleve forskere deltog i togtet ombord på skibet Skoven med to store gummibåde på dækket.

Her har de studeret hvordan fisk, især torsk, og marsvin opfører sig nær platformene. Målet er at opnå indsigt i olie- og gas platformes rolle som foder- og yngleplads.

”Vi har i tidligere studier set, at marsvin er meget interesserede i at besøge fundamenter til olie- og gasplatforme i Nordsøen. Men hvordan deres fødeemner som torsk og sild opfører sig, vil vi meget gerne vide mere om. Derfor har vi indledt et tæt samarbejde med DTU Aqua for at få et bredere indblik i Nordsøens økosystem” forklarer professor Jonas Teilmann fra Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet.

Studiet er nemlig en del af en større forskningsindsats, der søger at forstå og beskytte biodiversiteten til havs og økosystemerne i Nordsøen. Her er nemlig både CO2-lagring under udvikling, nye havvindmølleparker planlægges og dekommissionering af olie- og gasfaciliteter er i proces.

På forskningsturen har forskerteamet indsamlet prøver, videomateriale, for at kunne undersøge hvilke fiskearter og størrelser der opholder sig nær Skjold-platformen, og forskerne har også placeret 12 avancerede akustiske dataloggere på bunden omkring platformen, der i det kommende år vil registrere tilstedeværelsen og adfærden hos marsvin og 50 mærkede torsk. Målet er at hjælpe med at beskytte og genopbygge bæredygtige bestande af fisk, marsvin og andet dyreliv i Nordsøen.

”Vi har placeret elektroniske sendere på havbunden, der vil opfange lyde fra både mærkede torsk og marsvin i 2023 og 2024. Med data herfra forventer at kunne opnå indsigt i både fiskenes yngleadfærd og havpattedyrenes fodringsadfærd og forstå hvilken rolle olie- og gasplatforme har i økosystemet” fortæller Jonas Teilmann.

I juni 2024 vil forskerteamet vende tilbage til Skjold-platformen og indsamle dataloggerne. Herefter venter flere måneders arbejde for forskerne med at gennemføre hele den komplekse dataanalyse. Til sidst vil resultaterne blive publiceret og offentligt tilgængelige.

“Vi er stadig i studiets tidligere stadie, men vi er meget positive over den kvalitet af data, vi har indsamlet med henblik på at udfylde de eksisterende videnshuller og hjælpe Total Energies og andre aktører i energiindustrien med at bruge resultaterne til planlægning af dekommissionering eller når nye installationer skal etableres, for eksempel havvindmølleparker”, siger Jonas Teilmann.

Projektet er finansieret af Dansk Center for Havforskning, DTU Offshore og Total Energies

Du kan se en lille video om projektet og den nyligt overståede forskningstur her

Læs mere om havpattedyrforskningen på Aarhus Universitet her: (https://ecos.au.dk/forskningraadgivning/forskningsomraader/havpattedyrforskning#c627184)