Aarhus Universitets segl

Aarhus Universitet er med når Ocean Race rammer Aarhus d. 29. maj

Publikum i Aarhus kan glæde sig til 11 dage med fokus på fart og folkefest, leg og læring samt spændende bud på fremtidens grønne løsninger. Projekt Hovedet i Havet er med alle dage og har fokus på livet under havets overflade.

En stribe udskolingsklasser sejler med Brita Leth og Hovedet i Havet ud på Aarhus Bugt. Her skal de undersøge havvandet og biodiversiteten på havbunden. Foto: Peter Bondo
Elever fra 7.-10. klasse skal ombord på forskningsskibet Aurora. Her kommer de til at høre om mange af de undersøgelser skibet kan lave, og de skal arbejde med den lokale biodiversitet sammen med Hovedet i Havet. Foto: Hovedet i Havet

Startskuddet på The Ocean Race – verdens hårdeste havkapsejlads – lød for nyligt i den spanske by Alicante. Efter en hæsblæsende kapsejlads Jorden rundt, rammer de hurtige, højteknologiske både Aarhus sidst i maj, og Aarhus bliver dermed den første danske værtsby i racets 50-årige historie.

Projekt Hovedet i Havet er på pletten og deltager alle dage med et stærkt hold. Med Aarhus Universitets forskningsskib Aurora samt skonnerten Brita Leth som centrale læringsplatforme, får en masse skoleelever mulighed for at dykke ned i biodiversiteten i Aarhus Bugt.

Den 112 år gamle skonnert Brita Leth stævner hver dag på bugten, hvor en skoleklasse får mulighed for at undersøge livet på havbunden i Aarhus Bugt. Ombord på Aurora oplever eleverne det topmoderne forskningsskib på helt tæt hold, og i et telt på kajen skal eleverne bl.a. prøve kræfter med at bygge deres egen fiskebørnehave, som på sigt kan være med til at øge biodiversiteten i Aarhus Havn.

Det hele sker på pier 2 som under The Ocean Race omdannes til ’Sustainability Island’. Hele området omkring Domen kommer til at boble af læringsaktiviteter om hav og vind fra en masse spændende formidlingsinstitutioner.

Gennem weekender og Pinsens helligdage er der åbent for alle som vil opleve Aurora og Brita Leth. Der bliver masser af aktiviteter for hele familien, som også kan møde søfolk, forskere og studerende fra Aarhus Universitet.

Lær mere om The Ocean Race: https://tor.aarhus.dk/

Lær mere om projekt Hovedet i Havet: https://projekter.au.dk/havet

Yderligere oplysninger om Aarhus Universitets aktiviteter under Ocean Race på Aarhus Havn: