Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl
Institut for Ecoscience Offentligheden / Pressen Medarbejdere

Hvad er koblingen mellem myrer og street dance?

En historie om en af de mere utraditionelle ting, som vores forskning bidrager til!

Foto: Bahadir Berber
Foto: Bahadir Berber

Fra 27. august til 4. september kan man på Dansekapellet i København NV se den eksperimenterende danseforestilling "ANTS 1+1=3". Myreekspert og seniorforsker Hans Joachim Offenberg fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet har bidraget med sin store ekspertise om myrer ved at fortælle koreograf Anastasija Olescuka om myrernes liv, deres adfærd og bevægelsesmønstre.

Det er ikke første gang, at Hans Joachim Offenberg har medvirket til udbredelsen af viden om myrer – han er, udover mange videnskabelige artikler, forfatter til bogen ”Myrer” i serien "Tænkepauser" fra Aarhus Universitetsforlag.

Om videndelingen op til danseforestillingen siger Hans Joachim Offenberg:

”Det er meget inspirerende at arbejde sammen med mennesker så langt fra éns eget felt. Jeg får i forbindelse med de nye vinkler, der opstår i samarbejdet, nye indsigter i mit eget felt. Når en danser eller koreograf f.eks. undrer sig over en bestemt bevægelse, en myre laver (som jeg aldrig selv ville have lagt mærke til), skal jeg forholde mig til det. Og i den proces får jeg ny indsigt i myrernes liv, som ikke ellers ville være opstået. Det er meget berigende at have en anden verdens øjne til låns for en periode. Et andet stort plus af samarbejdet: Hvis formidling handler om at nå nye målgrupper, så kommer vi langt. Vi får de danseglade ind i myrernes verden og de myreglade ind i dansens verden.”

Anastasija Olescuka fortæller:

“Det var virkelig en øjenåbner - vidste du f.eks., at når man googler myrer, så er de mange første resultater alt sammen om, hvordan man slipper af med dem eller bekæmper dem, men ikke om hvor stor betydning de har for vores økosystem. Måske er der brug for, at vi begynder at se anderledes på myren? Myrer er fascinerende skabninger. De er super organiserede, og skaber gigantiske, avancerede samfund i miniformat. De hjælper hinanden og står sammen, og er villige til at gå i døden for fællesskabet og for at beskytte dronningen, som alles liv afhænger af. Dør dronningen, kollapser hele myretuen og millioner af liv går til grunde. Jeg sætter pris på stærk individualisme, men synes at myrernes sammenhold og fællesskab er inspirerende. Tænk på hvad vi mennesker kunne opnå, hvis vi kunne arbejde sammen og løfte i flok på samme måde som myrerne. Så ville der ikke være noget, der hed sult eller klimaforandringer mere, er jeg sikker på. ”

Der vil være en talk med seniorforsker Hans Joachim Offenberg i forbindelse med premieren den 27. august.

Information om danseforestillingen

Sted
Dansekapellet
Bispebjerg Torv 1
2400 København NV

Dato og tid
Premiere:

  • 27. august kl. 19.30

Alm. forestillinger:

  • 28. august kl. 15.00
  • 3. september kl. 19.00
  • 4. september kl. 17.00
  • 4. september kl. 20.00

Varighed
45 min.

Målgruppe
8 år +

Billetpris
Normalpris: 135 kr.
Fordelspriser: fra 40 kr.
Se yderligere priser her: ANTS - Teaterbilletter.dk

Links

Om "ANTS 1+1=3", billetpriser m.m.
ANTS - Teaterbilletter.dk

Dansekapellets hjemmeside
dansekapellet.kk.dk

Om Hans Joachim Offenberg
Hans Joachim Offenberg - Forskning - Aarhus Universitet (au.dk)

Om "Tænkepauser"
Tænkepauser (unipress.dk)

Bogen "Myrer" af Hans Joachim Offenberg
Myrer (unipress.dk)